Hvad er menneskerettigheder?

Menneskerettigheder er rettigheder, som alle mennesker har - uanset køn, alder, orientering, livssyn eller nationalitet.

Ideen, om at der er universelle rettigheder, der gælder for alle, opstod for hundreder af år siden. I moderne tid er disse rettigheder blevet defineret ved internationale aftaler, som de fleste lande i verden har accepteret at overholde. I dag diskuteres reglerne i disse aftaler ofte, når man taler om menneskerettigheder.

I 1948 vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Den består af 30 artikler, der definerer, hvad der menes med menneskerettigheder. Senere har FN vedtaget ni konventioner, der uddyber det, der er anført i verdenserklæringen. Af disse er FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN's konvention om civile og politiske rettigheder, som blev vedtaget i 1966, helt centrale.

Det er Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de forskellige menneskerettighedskonventioner, der betragtes som menneskerettigheder i international ret.

DK Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

Læs mere om FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder

Forskellige typer menneskerettigheder

Det er almindeligt at skelne mellem borgerlige og politiske rettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Eksempler på borgerlige og politiske rettigheder er: retten til liv, retten til ikke at blive tortureret, ytringsfrihed, religionsfrihed, foreningsfrihed.

Eksempler på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er: retten til at arbejde, retten til uddannelse, retten til en tilfredsstillende levestandard.

Alle rettigheder er lige bindende i henhold til folkeretten. I FN ses det imidlertid ofte, at forskellige stater lægger større vægt på nogle typer rettigheder end andre. Traditionelt har lande med "vestlige" værdier lagt vægt på borgerlige og politiske rettigheder, mens udviklingslandene ofte hævder, at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder først skal være på plads.

Egyptere samler sig på Tahrirpladsen for at fejre, at præsident Husni Mubarak er faldet - februar 2011. Retten til at demonstrere og ytre sig er et eksempel på civile og politiske rettigheder. Foto: Israel Sun/REX/Scanpix

Her finder du oversigt over alle menneskerettighedskonventioner

FN's 9 menneskerettighedskonventioner:

Foruden disse konventioner findes der regler, som beskytter urfolks rettigheder:

Regionale aftaler

Det er ikke kun FN, som vedtager internationale aftaler om menneskerettigheder. Andre regionale organisationer har vedtaget egne konventioner. Den europæiske menneskerettighedskonvention er en af disse. Den blev vedtaget af Europarådet i 1950 og gælder for de europæiske landene.

Hvorfor er menneskerettigheder vigtige?

Menneskerettigheder handler om forholdet mellem enkeltindivider og staten, de lever i.

Historien har vist, at stater er villige til at begå forfærdelige overgreb mod deres egen og andres civile befolkning. FN og menneskerettighedskonventionerne blev til i kølvandet på to verdenskrige, hvor millioner af liv blev tabt. De fleste var enige om, at der var behov for internationale regler, der sætter grænser for, hvad en statsmagt kan gøre over for sin egen befolkning, og definerede, hvilke forpligtelser staten skulle have.

I dag er den vigtigste funktion af menneskerettighederne at være denne ramme. Stater er både forpligtet til ikke selv at krænke menneskerettighederne og til at forhindre borgere i at krænke hinandens menneskerettigheder.

Menneskerettigheder er universelle og udelelige. Det betyder, at menneskerettighederne gælder for alle, og at alle menneskerettigheder er lige vigtige. Menneskerettighederne er designet til at sikre, at vi tager os af de mest sårbare grupper i samfundet. Grupper, der ofte er udsat for vold eller forskelsbehandling, har lige så stor efterspørgsel efter beskyttelse fra den stat, de bor i, som alle andre. For mindretal, kvinder, handicappede eller homoseksuelle / lesbiske / transkønne er dette et meget vigtigt princip.

Stater er altså forpligtet til at overholde det, der er anført i Verdenserklæringen og menneskerettighedskonventionerne. I folkeretten er det derfor først og fremmest stater, der kan holdes ansvarlige for krænkelse af menneskerettighederne. De skal sikre, at borgerne får opfyldt det, der er anført i konventionerne.

Lesbiske, homoseksueller, biseksueller, transpersoner og andre seksuelle minoriteter er blandt de grupper, som ofte bliver diskrimineret, stigmatiseret og udsat for vold over store delen af verden. Derfor har stater et ekstra ansvar for at passe på at deres menneskerettigheder bliver varetaget. Billedet er taget under Pride-paraden i Oslo, og viser medlemmer af Skeiv Verden - en organisation LHBTIQ-personer med minoritetsbaggrund. Foto: Per Løchen/NTB Scanpix

Hvad er et menneskerettighedsbrud?

Det er altså stater som er forpligtet til at følge det, som står i Verdenserklæringen og menneskerettighedskonventionerne. folkeretten er det derfor kun stater, der kan holdes ansvarlig for at bryde menneskerettighederne. Det gør de, hvis de ikke sørger for at indbyggerne får opfyldt det, som står i konventionerne.

I FN's konvention for civile og politiske rettigheder står der for eksempel, at ingen skal udsættes for tortur, og at slaveri er forbudt. Hvis nogen bliver tortureret eller udsat for tvangsarbejde i Danmark, er det et brud på deres menneskerettigheder hvis danske myndigheder ikke sørger for at standse dette, straffes de som er ansvarlige for overgrebet og de, som har været udsat, kan få oprejsning gennem retsvæsnet.

Udfordringen med dette system er, når det er staten selv, som begår handlinger, der strider mod menneskerettighederne. Hvis staten for eksempel nægter indbyggerne at sige, hvad de mener, og derefter nægter dem tilgang til at prøve dette for retten, bryder de menneskerettighederne.

Det er stor forskel på, hvordan stater opfylder menneskerettighederne.

Hvad gør FN for menneskerettighederne?

Alle de internationale menneskerettighedskonventioner er forhandlet frem af FN. FN's menneskerettighedskonventioner har egne komiteer. Komiteerne skal holde øje med, at landene, som har tilsluttet sig til konventionerne, også følger det som står i dem.

Komiteerne består af uafhængige eksperter. Disse evaluerer rapporter medlemslandene indsender g kommer med råd til, hvordan hvert enkelt land kan forbedre sig.

Komiteerne rapporterer til FN's generalforsamling. De kaldes også traktatorganer.

Komité

FN-konventions komitéen overvåger

Menneskerettighedskomiteen

Konventionen om civile og politiske rettigheder

Kvindediskrimineringskomiteen

Kvindekonventionen

Racdiskrimineringskomiteen

Konvention mod racediskriminering

Børnekomiteen

Børnekonventionen

Komiteen for arbejdsmigranter

Konventionen som beskytter alle arbejdsmigranter og deres familier

Torturkomiteen

Torturkonventionen

Komiteen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

Konventionen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

Komiteen for funktionshæmmede rettigheder

Konventionen for funktionshæmmedes rettigheder

Komiteen mod tvungen bortføring

Konventionen mod tvungen bortføring


2. Sørger for at alle land mødes for at bevare og styrke menneskerettighederne

FN's menneskerettighedsråd

Menneskerettighedsrådet er FN's øverste organ i menneskerettighedsspørgsmål og er direkte underlagt FN's generalforsamling. Alle FN's medlemslande mødes i Menneskerettighedsrådet for at diskutere menneskerettighedssspørgsmål.

Dette er hovedopgaverne til Menneskerettighedsrådet:

  • At gennemgå og vurdere menneskerettighedssituationen i alle lande i verden. 48 lande bliver hvert år vurderet, og der skal gå cirka fire år mellem hver gang et land bliver vurderet. Denne ordningen kaldes "Universal Periodic Review" (UPR).
  • At diskutere menneskerettigheder fordelt på tema og vedtage resolutioner, hvis det er nødvendigt.
  • At diskutere klageprocedurer.

Læs mere om FN's menneskerettighedsråd her

3. Overvåger menneskerettighedssituationen i verden

FN har kontorer og ansatte over hele verden, som arbejder indhente og informere om menneskerettighedssituationen.

FN's højkommissær for menneskerettigheder (UHCHR)

Højkommissæren for menneskerettigheder har ansvar for at koordinere FN's menneskerettighedsarbejde. Højkommissæren leder et kontor, UHCHR, som har hovedsæde i Genève. UHCHR indhenter information og gennemfører undersøgelser, yder rådgivning og undervisning og modtager rapporter og klager.

FN's specialrapportører for menneskerettigheder

Specialrapportørerne er personer eller grupper, som får til opgave af Menneskerettighedsrådet at overvåge menneskerettigheder.

Rapportørerne følger op på klager, udfører feltstudier, bidrager med rådgivning til lande og promoverer menneskerettigheder generelt. Endvidere rapporterer de om deres felter til Menneskerettighedsrådet og offentligheden.

De bliver udstyret med personel fra Højkommissæren for menneskerettigheder (UHCHR) kontorer, som også hjælper til med logistik og andet forberedende arbejde

Specialrapportørerne har enten ansvar for et specifikt land eller for et specielt tema.

Tematiske specialrapportører

Specialrapportøren for minoriteters rettigheder er et eksempel på en tematisk specialrapportør. Rapportøren har til opgave at undersøge, rapportere og give råd til alle FN's medlemslande, om hvordan de kan overholde og sikre rettighedernes for minoriteterne i landet. Hvis specialrapportøren opdager at et land bryder disse rettigheder, rapporteres dette til Menneskerettighedsrådet.

Specialrapportører for land

I nogle lande mener FN, at det er særlig vigtigt at følge menneskerettighedssituationen tæt. Derfor kan Menneskerettighedsrådet oprette egne specialrapportører for enkeltlande. Syrien er et af de lande, hvor FN har oprettet en særlig specialrapportør for.

4. Vurderer om FN skal gribe ind over for menneskerettighedsbrud i konflikter

Når der er krig og væbnet konflikt i et land, begås der ofte menneskerettighedsbrud mod civilbefolkningen. I mange tilfælde er det staten selv, som begår de alvorligste brud.

FN er ikke et verdenspoliti, som kan gribe frit ind i landes interne konflikter - selv om der bliver begået grove menneskerettighedsbrud. Samtidig er FN's Sikkerhedsråd det eneste internationale organ, som kan vedtage at bruge magt for at standse en konflikt, og mange mener, FN burde gjort meget mere for at standse alvorlige menneskerettighedsbrud i konflikter.

Menneskerettigheder under pres

Udvikling i forkert retning

De sidste år er nationalistiske og autoritære kræfter vokset over store dele af verden. I Europa er anti-islamske og højreekstreme kræfter på fremmarch. I Polen arbejder regeringen aktivt for at begrænse domstolenes magt. Under præsident Trump trak USA sig fra flere vigtige internationale aftaler, som for eksempel Parisaftalen om klima og atomaftalen med Iran. En række lande har forbud mod homofili og begrænser kvinders og minoriteters menneskerettigheder. På forskellige måder trækker disse kræfter i modsat retning af det multilaterale samarbejde, som menneskerettighederne er baseret på.

Når respekten for de regler, som stater er blevet enige om, forsvinder, er det på bekostning af befolkningernes rettigheder – specielt de ekstra sårbare grupper, som er afhængige af, at deres rettigheder er beskyttet.

I vanskelige tider kommer det største tryk mod menneskerettigheder: Da flygtningestrømmen kom til Danmark

Det er i pressede situationer, at et land får testet, hvor stærkt menneskerettighederne faktisk står. Dette gælder også i Danmark. I 2015 førte krigen i Syrien til, at mange flere mennesker end vanligt flygtede til Europa for at søge asyl. I Danmark var der også en stigning i antallet af asylansøgere - mange omtalte dette som "flygtningekrisen". For at håndtere situationen vedtog Folketinget en række stramninger i udlændingeloven. Lovændringerne fik meget kritik - både fra civilsamfundet, jurister og FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR).

Vi må fortsat kæmpe for menneskerettighederne

Heldigvis er det mange gode eksempler på, at folk og bevægelser over hele verden protesterer mod autoritære og anti-demokratiske strømninger. Udviklingen de sidste år er en vigtig påmindelse om, at menneskerettigheder ikke er noget vi der er givet, men noget vi fortsat må kæmpe for. Hvis autoritære ledere får flyttet grænserne for, hvad der ok og ikke ok, så er det en bekymrende udvikling, som altid rammer de svageste grupper i samfundet hårdest.

Menneskerettigheder i forskellige lande

Du kan finde ud af, hvordan verdens land overholder menneskerettighederne på flere måder:

Amnesty International har landprofiler om menneskerettighedssituationen i alle lande. Læs Amnestys landprofiler (engelsk)

FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) publicerer rapporter fra komiteerne, som arbejder for at lande skal overholde deres menneskerettighedsforpligtelser. Rapporterne er sorteret efter lande. Læs FN's rapporter om menneskerettigheder (engelsk)

Læs temasiden om menneskerettighedssituationen i Danmark.

Rettigheder for alle?

Enhver skal have ret til ytringsfrihed; denne ret inkluderer friheden til at søge, modtage og formidle information og tanker af enhver art (…)

FN-konvention om borgerlige og politiske rettigheder - Artikel 19.2

Retten til at have en mening og til at udtrykke den frit er stærk. De fleste er enige om, at ytringsfriheden skal være høj, fordi et samfund, der opstiller regler for, hvad folk kan sige og tænke, hurtigt bliver til et diktatur. Samtidig siger FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at ytringsfriheden også indebærer forpligtelser og ansvar. Der kan være nogle begrænsninger i ytringsfriheden, hvis dette er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder eller nationale sikkerhed.

I Danmark har vi foretaget en sådan begrænsning gennem den såkaldte «racismeparagraf» i straffeloven. Det forbyder udsagn, der er diskriminerende eller hadefulde overfor mindretal. Men hvad er egentlig et hadefuldt udtryk? Og hvor går grænserne for dette?

Eksempel på et dilemma er f.eks. højreekstremistiske demonstrationer, der råber hadefyldte ord mod bestemte grupper som f.eks. homoseksuelle eller muslimer. Bør disse grupper have lov til at demonstrere, fordi de har ret til at udtrykke sig som alle andre? Bør vi forbyde denne form for demonstration, fordi budskabet er hadefuldt og en trussel mod demokratiet? Bidrager sådanne demonstrationer og udsagn til, at mindretal ikke længere tør eller vil deltage i offentlige debatter? Og er det ikke en begrænsning af deres menneskerettigheder? Er det okay at forbyde folk at udtrykke sig, bare fordi man er uenig i det, de siger?

"Enhver skal have ret til ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af alle slags (…) FN's konvention om civile og politiske rettighederArtikkel 19.2

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder - Artikel 2 - Menneskerettighederne er universelle; de gælder for alle mennesker.

Det kan være vanskeligt at acceptere konsekvenserne af dette princip. Hvad hvis nogen gjorde noget helt forfærdeligt? Skal de da have den samme menneskerettighedsbeskyttelse som alle andre?

Hvordan skal en person, der har slået mange mennesker ihjel straffes? Efter massakren i Norge på Utøya den 22. juli 2011 mente mange mennesker, at gerningsmanden skulle modtage dødsstraf. Det ville så betyde, at vi som samfund sagde, at det, han havde gjort, var så grusomt, at vi ville sætte hans menneskerettigheder til side. Da gerningsmanden senere sagsøgte staten, fordi han mente, at han var udsat for så meget isolering i fængslet, at det grænsede til tortur, skabte det debat. Får han ikke det, han fortjener? Hvorfor skal vi bruge tid og ressourcer på ham?

Der er store dilemmaer på spil, når rettigheder skal gælde alle - især fordi det ofte vækker stærke følelser, men vi er nødt til at have institutioner, love og systemer på plads for at beskytte menneskerettigheder for alle - også de mest forhadte blandt os.

Dette er vigtig, fordi:

  • Hvis ikke menneskerettigheder skal gælde for alle; hvem skal så bestemme, hvem de skal og ikke skal gælde for? Er det staten? Er det flertallet? Domstolene? Hvem skal sætte denne grænse?
  • Hvis det skulle sættes en grænse for, hvornår nogens menneskerettigheder ophører – hvor skal denne grænse ligge? Ved seksuelle overgreb? Ved vold? Ved drab? Hvad hvis forbrydelsen skete i selvforsvar?

Mine menneskerettigheder brydes - hvad skal jeg gøre?

På vores temaartikel om menneskerettigheder i Danmark kan du læse mere om, hvordan du gør, hvis du mener, at dine menneskerettigheder brydes.

Menneskerettighedernes historie

Menneskerettighederne som vi kender dem i dag opstod i midten af 1900-tallet, men ideen om at mennesket har universelle rettigheder har imidlertid udviklet sig gennem mange hundrede år.

Tidslinje

Ideen om menneskerettigheder strækker sig tilbage til Antikken i Grækenland.Filosofer som Platon og Aristoteles var ophavsmænd til tanken om lighed for loven, politiske rettigheder, lige respekt for alle borgere og lige stemmeret. Stoikerne, en filosofisk retning fra omkring 300 f.v.t., indførte begrebet naturret. Med det mente de normer, som var fælles for alle mennesker, uafhængig af tid, sted og status, og som stod over de menneskeskabte normene.

Romerne tog nogle af disse tanker med sig, da de udviklede deres retssystemer. Alligevel var det ikke før den britiske konge, adlen og de gejstlige indgik aftalen Magna Carta i 1215, at beskyttelsen af individets frihed blev forpligtende. Magna Carta regnes ofte som forløberen til andre juridiske dokumenter, som beskæftiger sig med menneskerettigheder.

Ideen om naturretten og universelle rettigheder blev videreudviklet af filosofer i løbet af oplysningstiden. John Locke (1632-1704) mente, at alle individer har ret til ejendom, frihed, og til at tænke og sige, hvad de vil. De som sidder ved magten får deres magt fra folket, på betingelse af, at de beskytter folkets rettigheder. Gør de ikke det, mente Locke, at folket havde ret til at afsætte dem. Dette kaldes folkesuverænitetsprincippet.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet dannedes de moderne nationalstater i store dele af Europa og Vesten. Gennem for eksempel den amerikanske uafhængighedserklæring og grundlove blev universelle rettigheder inddraget i den nationale lovgivning. Fælles for disse dokumenter er, at de ikke er, at de ikke er lige så dækkende, som de internationale konventioner vi har i dag.

Under 2. Verdenskrig blev der begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen. Da FN blev oprettet efter krigen slutning, var der enighed om, at verden havde behov for mekanismer, som skulle sørge for historien aldrig skulle kunne gentage sig. Menneskerettighederne blev formaliseret gennem FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og der blev dermed oprettet et internationalt system, som skulle varetage disse universelle menneskerettigheder.