| Vedtaget: | 16.12.1966 |
| Trådte i kraft: | 03.01.1976 |
| Læs mere på engelsk: | International covenant on economic, social and cultural rights |
FN's internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder blev åbnet for underskrifter den 16. december 1966, men trådte ikke i kraft før den 3. januar 1976, hvor 35 lande havde forpligtiget sig på aftalen. Medlemsstaterne er forpligtiget til at sikre deres borgere et minimum af uddannelse, adgang til grundlæggende sundhedspleje, anstændige boligforhold og rent vand. Implementeringen af konventionen overvåges af FN's komité for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (CESCR). Komiteen gennemgår og vurderer rapporter fra medlemslandene hvert femte år.
Færdiggørelse
Da FN vedtog Menneskerettighedserklæringen i 1948, skulle den have været udgangspunkt for en fælles international aftale om menneskerettigheder, hvor alle rettigheder var lige meget værd. Sådan blev det ikke, og man endte i stedet med to konventioner i stedet for én; konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og konventionen om civile og politiske rettigheder. Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er ofte kommet i baggrunden i forhold til de civile og politiske rettigheder. Dét viste sig ved, at der først i 1985 blev oprettet en permanent komite, FN’s Sociale og Økonomiske Råd (ECOSOC), til at overvåge implementeringen af konventionen, mens Konventionen for civile og politiske rettigheder har haft sin egen komité, siden konventionen blev vedtaget.
Rettighederne i Konventionen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er præget af det politiske skel mellem de vestlige og de kommunistiske lande efter Anden Verdenskrig. De kommunistiske lande mente, de civile og politiske rettigheder gav alt for mange rettigheder til individet, og ønskede at fokusere på kollektive rettigheder. Hovedvægten i Konventionen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder ligger derfor på landenes pligter overfor deres borgere og ikke enkelt-individers rettigheder. Konventionen er ikke forpligtigende i samme udstrækning som Konventionen om civile og politiske rettigheder, og er derfor sværere at implementere.
Der er flere årsager til, at de to konventioner er blevet behandlet så forskelligt: internationale menneskerettighedsgrupper og vestlige ledere hævder ofte, at civile og politiske rettigheder, som ytringsfrihed og retten til frie valg, er absolut nødvendige for at etablere et velfungerende samfund. Flere og flere modstandere argumenterer imidlertid, at de civile og politiske rettigheder ikke kan opnås, før borgerne sikres helt grundlæggende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder som retten til rent vand, sundhedspleje og uddannelse.