Konventionen mod racediskrimination

Konventionen blev åben for underskrifter i 1966. Først i 1969 trådte konventionen i kraft, efter at 27 lande havde underskrevet aftalen. Formålet med konventionen er at sikre, at grupper, der forskelsbehandles på grund af race, hudfarve og/eller etnisk oprindelse, har de samme rettigheder som alle andre. Hvert andet år sender landene, der har underskrevet aftalen, rapporter til FN’s racediskriminationskomité (CERD), hvorpå komiteen kan komme med anbefalinger og kommentarer til, hvordan aftalen skal forstås.

Færdiggørelse

Konventionen blev vedtaget i 1969 på et tidspunkt, hvor mange lande stadig diskriminerede store dele af deres befolkning på baggrund af race eller etnisk oprindelse. Flere lande nægtede at skrive under, og lande som Sydafrika og USA skrev først under i 1990'erne. Alligevel var aftalen et vigtigt første skridt til at realisere løfterne, der blev givet i Menneskerettighedserklæringen i 1948. Gruppen af 77 (G77), der består af 133 udviklingslande, var særligt aktive i udformningen af konventionen mod racediskrimination.

I dag er diskrimination, som vi så det under f.eks. apartheidstyret i Sydafrika næsten udryddet, men mennesker forskelsbehandles stadig på grund af race eller etnisk oprindelse. Minoritetsgrupper som kurderne i det nordlige Irak eller tamilerne på Sri Lanka udsættes for en omfattende diskminering på grund af deres etniske tilhørsforhold. I Europa bliver roma-folket dagligt udsat for diskrimination, og i Afrika er flere konflikter blusset op netop på grund af forskelsbehandling af forskellige etniske grupper. Disse eksempler demonstrerer, at der stadig er lang vej før målene for konventionen mod racediskrimination er nået.

Ressourcer

• FN's 17 Verdensmål
• Temaside om menneskerettigheter
• Danmark og menneskerettighederne
• Statistik