Flag
Nøgletal og fakta
| Hovedstad: | Damaskus |
| Etniske grupper: | Arabere 50%, alawitter 15%, kurdere 10%, levantinere 10%, assyrere, armenere og andre 15% |
| Sprog: | Arabisk (officielt), kurdisksprogede og armensksprogede minoriteter. Fransk og engelsk er noget udbredt |
| Religion: | Sunni-muslimer 74%, alawitter, shia-muslimer og andre muslimske minoriteter 16%, kristne (forskellige retninger) 10%, drusere 3%, jøder (små samfund i Damaskus og Aleppo) |
| Befolkningstal: | 17 500 658 (2020) |
| Styreform: | Autoritær enhedsstat |
| Areal: | 185 180 km² |
| Valuta: | Syriske pund |
| Nationaldag: | 17. april |
Geografi
Store dele af Syrien er bjerge og sletter med ørken i øst og den frodige middelhavskyst i vest. Midt i landet er der et slette- og bjerglandskab. Ved kysten er klimaet fugtigt med varme somre og milde, regnfulde vintre, mens det bliver mere tørt inde i landet. Den sydøstlige del af landet har et ørkenklima.
På grund af lav nedbør på sletterne har myndighederne iværksat et stort vandingsprojekt for at forbedre kvaliteten og øge andelen af landbrugsjord. Mangel på nedbør har også bidraget til problemer i forbindelse med skovrydning, overgræsning, jorderosion og ørkendannelse. Emission ved spildevand og forurening fra olie- og industrisektoren, og på det seneste også krig og konflikt, har ført til mangel på rent vand. Landet er også udsat for sandstorme, tørke, oversvømmelser og jordskælv.
Historie
I oldtiden var Syrien altafgørende for handel mellem Egypten, Lilleasien og Babylonien samt for migrationer og krigertog. Området var en del af det tyrkisk-styrede Osmanniske Rige fra 1516 til slutningen af Første Verdenskrig. I 1920 blev Syrien et fransk protektorat (en type koloni) og opnåede først sin uafhængighed i 1946. Under Seksdageskrigen i 1967 mistede Syrien Golanhøjderne til nabolandet Israel. Syrien formåede ikke at generobre områderne i 1973, og forholdet mellem landene har været anspændt lige siden. Denne konstante krigstilstand har legitimeret Syriens strenge diktatur.
Mellem uafhængighed og 1963 oplevede landet 16 militærkup og otte års parlamentarisk styre, før det pan-arabiske, socialistiske Baath-parti tog magten ved et ublodigt kup. Hafez al-Assad overtog til sidst al kontrol og forvandlede etpartistaten til et enmandsregime. Da Hafez al-Assad døde i 2000, overtog hans søn Bashar al-Assad præsidentposten.
I 1976 blev Syrien involveret i den libanesiske borgerkrig. Først i 2005 trak Syrien sine tropper tilbage fra landet efter pres fra det internationale samfund og den libanesiske opposition.
Samfund og politik
Selvom Syrien formelt set er en parlamentarisk republik, er regimet i virkeligheden et stærkt repressivt diktatur med tætte bånd til militæret og sikkerhedspolitiet. Magten er hovedsageligt hos præsidenten. Under Bashar al-Assad har Syrien lige indtil det arabiske forår været Mellemøstens mest undertrykkende militærdiktatur. Oppositionen i landet er undertrykt, og pressen er under statslig kontrol.
I marts 2011 nåede det arabiske forår Syrien, og voldelige demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads diktatur blussede op. Præsidenten ophævede undtagelsestilstanden, der havde varet siden 1963, og lovede politiske reformer, men det var ikke nok; oprørerne krævede Assads afgang. Samtidig slog regimet hårdt ned på oprøret, og situationen udviklede sig til en borgerkrig. Den igangværende krig betyder, at sikkerhedssituationen i landet anses for meget farlig, med stor risiko for at blive ramt af terrorhændelser og krigshandlinger.
Assad-regimet råder over et stort arsenal af våben og havde en af verdens stærkeste militærstyrker i 2011. Ikke desto mindre mistede regimet kontrollen over store dele af landet, og siden 2011 har landet været i en brutal borgerkrig. Flere tusinde forskellige oprørsgrupper konkurrerede om land. Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) kontrollerede store dele af Syrien og nabolandet Irak i nogle år, men mistede næsten hele sit territorium i 2017. Menneskerettighedsorganisationer og FN har undersøgt og fordømt både Assad-regimet og oprørsstyrkernes brug af tortur, masseødelæggelsesvåben og vold mod krigens befolkning. FN's Sikkerhedsråd er dog blevet lammet, da forskellige internationale interesser og parter har været stærke. Det anslås, at mere end 387.000 mennesker, hvoraf 177.000 var civile, indtil videre har mistet livet i krigen.
Økonomi og handel
Syriens økonomi og handel er hovedsageligt baseret på landbrug, industri og olie. Olie er landets vigtigste indtægtskilde. Tidligere importerede Syrien hovedsageligt råvarer fra andre lande, men i nyere tid, på grund af myndighedernes øgede investeringer i landbrugssektoren, producerer og eksporterer Syrien egne landbrugsprodukter som bomuld, frugt og grøntsager. Samtidig har landbruget været truet af tørke og dårlig forvaltning, så staten i 2009 måtte importere hvede for første gang i 20 år.
Borgerkrigen har forårsaget enorme økonomiske tab, blandt andet på grund af internationale sanktioner, flygtningestrømme ud af landet og de voldsomme ødelæggelser forårsaget af bomber. I 2017 var økonomien faldet med mere end 70 % fra, hvor den var, da krigen brød ud. Svækkelse af den lokale valuta har ført til voldsom inflation og skubbet flere mennesker ud i fattigdom. Hele 90 procent af landets indbyggere lever under fattigdomsgrænsen og mere end 80 procent er fødevareusikre. Prisen på en helt basal indkøbskurv bestående af råvarer som ris, brød, hvede, linser, sukker og vegetabilsk olie steg med 250 % mellem 2020 og 2021.
Store dele af Syriens kommercielle aktiviteter, herunder olieproduktion, er ejet og kontrolleret af staten. I 1991 forsøgte Hafez al-Assad at liberalisere økonomien uden at privatisere statsejede virksomheder. Kun arabiske lande investerede i Syrien, mens Vesten var kritisk over for både økonomien og politikken i landet. Hans søn Bashar gik betydeligt længere med økonomiske reformer i 2000'erne; resultatet var, at den samme magtelite endte som private ejere af virksomheder, i stedet for statsejere.