Baggrund
Det er almindeligt at anse protesterne i Tunesien i januar 2011 som begyndelsen på Det Arabiske Forår. Protesterne spredte sig derefter til andre lande i regionen, blandt andet til Egypten, Libyen, Syrien, Yemen og Bahrain.
Baggrunden for oprørerne var et ønske om at ændre på styret i landet. Der var ønsker om demokratisering, menneskerettigheder og bedre levekår og som regel med krav om, at det siddende regime skulle trække sig fra magten. Et vigtigt slagord under Det Arabiske Forår var «folket vil styrte regimet».
Årsagerne for oprørerne varierede fra land til land, både på grund af forskellige historiske forudsætninger og forskellige samfundsforhold og styreformer.
Sociale medier som våben
I samtlige af oprørerne var brugen af sociale medier som Facebook og Twitter vigtig, blandt andet for at samordne og sprede information om protesterne. Det førte til, at myndighederne strengt bestemte netsteder i forsøg på at beholde kontrollen.
Oprørernes brug af sociale medier førte også til, at internationale medier blev opdateret om hændelserne, hvilket skabte øget international opmærksomhed om oprørernes krav.
Inden midten af 2012 var mange af oprørerne enten blevet slået ned eller udviklet sig til borgerkrig. De fredelige reformer i Tunesien står stadig som det mest vellykkede eksempel fra Det Arabiske Forår.
Navnet "Det Arabiske Forår"
De mange oprørere i Det Arabiske Forår i den arabiske verden i 2011 fik betegnelsen Den Arabiske Forår først og fremmest i vestlige medier. Navnet er en hentydning til tidligere oprør, hvor ordet «forår» var blevet brugt. Mest kendt fra revolutionerne i Europa i 1848 og den såkaldte Praha Forår i Tjekkoslovakiet i 1968.
Udtrykket «Det Arabiske Forår» er også blevet kritiseret. En grund til det er, at ordet arabisk ekskluderer alle de andre minoriteter, der deltog i protesterne og som ikke er arabere, såsom berbere og kurdere.
En anden grund til at betegnelsen Det Arabiske Forår er blevet kritiseret er, at ordet «forår» får protesterne til at lyde som noget dejligt og skønt – fremfor farlige og til tider blodige. Kritikken handler også om, at ordet «forår» er en tidsbegrænsning, som ikke viser, at frigørelseskampene mod diktaturene startede længe før foråret 2011 og fortsatte også i tiden efter foråret 2011.
Til trods for denne kritik er det alligevel interessant at analysere protesterne, som brød ud i regionen i begyndelsen af 2011 og på den måde forsøge at forstå fænomenet, som er kendt som Det Arabiske Forår.
Tunesien
Startskuddet for Det Arabiske Forår bliver som regel sat til 17. december 2010, da en ung grønsagshandler i Tunesien, Mohammed Bouazizi, brændte sig selv til døde i protest mod regeringsmagterne. Mange tunesere kunne spejle sig i Bouazizis livssituation. Hændelsen udløste derfor et oprør, som spredte sig fra småbyen Sidi Bouzid til flere dele af landet, inklusiv hovedstaden Tunis. Mange hundrede mennesker mistede livet i urolighederne som fulgte demonstrationerne.
Oprøret - som senere er blevet kaldt Jasminrevolutionen – havde økonomiske og sociale årsager. Udbredt arbejdsløshed (specielt blandt ungdom), øgede fødevarepriser og mangel på respekt for grundlæggende menneskerettigheder, var nogle af dem. Oprørerne krævede demokratisering, og at det siddende regime skulle gå af.
Præsidenten bliver stillet for retten
Præsidenten i Tunesien, Zine el-Abadine Ben Ali, havde siddet på magten siden 1987. Opposition var tilladt, men hans regime blev alligevel opfattet som stadig mere autoritært og korrupt.
Efter først at have besvaret protesterne med at indføre undtagelsestilstand - en situation som giver staten flere muligheder for brug af magt - blev præsident Ben Ali og hans familie i januar 2011 tvunget til at forlade Tunesien. De rejste i eksil til Saudi-Arabien. I juni 2011 blev Ben Ali stillet for retten, selv om han ikke var i landet, og dømt til 35 års fængsel for tyveri af statens ejendom.
Ny grundlov
Valg af en grundlovgivende forsamling blev afholdt i oktober 2011. Valget foregik i fredelige former og med en tilslutning på over 90% af vælgerne. Den nye folkevalgte forsamling skulle inden et år udarbejde og vedtage en ny grundlov, som skulle blive grundlaget for valg af præsident og parlament.
I november 2011 valgte den nye nationalforsamling menneskerettighedsaktivisten Moncef Marzouki som præsident i overgangsregeringen. I marts 2014 afviklede Marzouki undtagelsestilstanden i landet, som var blevet indført af Ben Ali i 2011 for at kunne slå ned på det tunesiske oprør.
National dialog og Nobels fredspris
Tunesien klarede at komme igennem overgangsperioden, uden at landet brød ud i borgerkrig. Dette skyldtes i stor grad organiseringen af en bred, politisk dialog og offentlig debat, som foregik på national TV i næsten to år. Nøglen var at inkludere både repræsentanter fra den gamle elite og fra civilsamfundet.
At den tunesiske nationale dialog var så vigtig i Tunesien gjorde, at den såkaldte Tunesien-kvartet, som bestod af forskellige organisationer i det tunesiske civilsamfund, blev tildelt Nobels fredspris i 2015.
Tunesien får sin første kvindelige statsminister
Denne fredelige og demokratiserende udvikling i årene efter revolutionen, har fået Tunesien til i lang tid at fremstå som det mest succesrige eksempel fra det arabiske forår. Ti år senere, i januar 2021, brød nye demonstrationer ud i gaderne. Protesterne var både for og imod præsidentens håndtering af corona-pandemien, politibrutalitet og økonomiske vanskeligheder.
Det førte til en politisk krise, hvor præsident Kais Saied suspenderede parlamentet og fyrede premierministeren. Herefter udnævnte han Najla Bouden til ny premierminister i oktober 2021. Hun blev derefter både landets og arabiske verdens første kvindelige premierminister.
Egypten
I Egypten startede oprøret 25. januar 2011, da tusindevis af demonstranter marcherede i gaderne i Cairo i protest mod Hosni Mubaraks regime. Mubarak havde siddet på magten siden 1981. Dette blev senere kaldet «Vredens dag». Demonstranterne marcherede til Tahrir-pladsen og slog lejr.
Inspireret af oprøret i Tunesien blev der organiseret gadedemonstrationer og protester i januar og februar. Som det mest folkerige arabiske land skabte oprøret i Egypten meget opmærksomhed og gav inspiration til mange andre folk, som var undertrykte af et autoritært regime.
Regimets hårde reaktioner
Demonstrationerne blev udløst af politibrutalitet, undtagelsestilstand i landet, fejlslåede love, arbejdsløshed, et ønske om at øge mindstelønnen, boligmangel, stigende madpriser, korruption, mangel på ytringsfrihed og dårlig levestandard. Hovedformålet med oprøret var at styrte Mubaraks regime.
Selv om demonstrationerne var fredelige, opstod der voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter, og mindst 846 mennesker blev dræbt, og 6000 blev skadet i løbet af de 18 første dage af oprøret.
Præsidenten flygter
En uge efter Vredens dag var 250 000 demonstranter samlet på Tahrir-pladsen. Som Ben Ali i Tunesien satte Mubarak i gang ændringer for at tilfredsstille demonstranterne; blandt andet lovede han ikke at genopstille. Dette tilfredsstillede ikke demonstrantenes krav.
I februar 2011 blev Mubarak tvunget til at gå af og overlade magten til ledelsen for Egyptens militære styrker. Mubarak flygtede i eksil med sin familie. Militærledelsen udnævnte en ny statsleder og nedsatte en komité, som skulle forberede demokratiske valg.
Islamisterne vinder valget
I 2011-2012 blev der gennemført valg til nationalforsamlingen og præsidentvalg. Islamistiske partier fik flertal i nationalforsamlingen med Freedom and Justice Party (FJP) som største parti. Partiet var stiftet af Det Muslimske Broderskab; en islamistisk politisk bevægelse. Deres præsidentkandidat, Mohammed Morsi, vandt præsidentvalget i juni 2012. Han blev Egyptens første demokratisk valgte leder i historien.
Ny grundlov, nye protester og ny præsident
Nationalforsamlingens forslag til ny grundlov blev godkendt i en folkeafstemning i december 2012, men mødte store protester fra den liberale opposition, sekulære, kristne og kvindegrupper, som mente, at lovforslaget ikke giver nogen garanti for ytringsfrihed og kvinders rettigheder.
Protesterne mod Morsi og Det Muslimske Broderskab førte til et nyt oprør i Egypten. Oprøret førte til at den egyptiske hær, ledet af Abdel Fattah el-Sisi, gjorde statskub og fjernede Morsi og Det Muslimske Broderskab fra magten 3. juli 2013. Sisi blev valgt til præsident i Egypten i 2014, men gennem et valg, hvor hverken Morsi eller hans parti (FJP) fik lov til at deltage.
Diktaturet fortsætter
I februar 2015 hævdede de egyptiske organisationer og aktivister, at menneskerettighedssituationen i Egypten er værre under Sisi end den var under Mubarak. Sisi-regimet har indskrænket ytringsfriheden gennem de såkaldte anti-terrorlove, som blandt andet kan straffe journalister med bøder op til en halv million kroner. Den Arabiske Forår i Egypten havde medført, at en diktator var blevet byttet til en anden diktator.
Libyen
Efter folkelige oprør i nabolandene udbrød der også oprør i Libyen 16. februar 2011. Oprøret startede øst i Libyen med center i landets næst største by Benghazi. Oprøret var en trussel mod det siddende regime ledet af Muammar Gaddafi, som havde styret landet siden 1969.
Oprøret og myndighedernes reaktion på det var fra første fase præget af voldelige handlinger og udviklede sig hurtigt til en borgerkrig.
FN’s sikkerhedsråd godkendte en international militærintervention i Libyen i 2011 for at beskytte civile. Gaddafi-regimet faldt samme år. Krigen har medført kaos og lovløshed i Libyen, inklusiv opblomstring af menneskehandel og islamisk ekstremisme.
Læs mere om Libyen-konflikten her
Syrien
Det syriske oprør startede med en række protestmarcher rundt omkring i Syrien i 2011. Der blev blandt andet rejst krav om løsladelse af politiske fanger. Protestene i Syrien blev hårdt slået ned af Assad-regimet.
Det brutale svar på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden til at sprede sig til flere dele af landet. Assad-regimet bestemte sig derefter for at løslade ekstremistiske jihadister fra fængsler. Fangerne blev løsladt for at bidrage til at omforme det fredelige oprør til et voldeligt oprør - et type oprør, som det var lettere for Assad-regimet at legitimere brutal magtbrug overfor.
Borgerkrig
Assad havde beskyldt demonstranterne for at være islamiske terrorister. Han havde dermed interesse i at «bevise» at dette var tilfældet ved at bidrage til at skabe en sådan virkelighed. Dette var en vigtig årsag til, at Det Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig.
Opblomstringen af militante islamister gennem den syriske borgerkrig har haft stor påvirkning på forholdene i Irak og fremvæksten af terrororganisationen Islamisk stat (IS).
Læs mere om konflikten i Syrien her.
Yemen
27. januar 2011 samlede 16 000 demonstranter sig i gaderne i Yemens hovedstad Sanaa for at kræve, at præsident Ali Abduhllah Saleh måtte gå af. Saleh bekendtgjorde, at han ikke vil stille op til genvalg i 2013, og at han ikke ville overføre magten til sin søn, hvilket mange frygtede. Demonstrationerne fortsatte alligevel og efter en måned med protester åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter i Sanaa og tog livet af over 40 mennesker. Præsident Saleh erklærede Yemen i undtagelsestilstand.
Borgerkrig
Saleh mistede gradvis støtten – endda fra sin egen fløj. Efter øget pres, herunder et raketangreb på præsidentpaladset, indvilligede Saleh i at overdrage magten til sin stedfortræder, Abdrabbuh Mansour Hadi, i november 2011. Løsningen faldt ikke i god jord hos Houthi-bevægelsen i nord, som gennemførte en statskup i Yemen i 2014-15. Det udløste en borgerkrig i Yemen, som FN har kaldt verdens største humanitære krise.
Læs mere om konflikten i Yemen her.
Bahrain
14. februar 2011 samlede folkemængder sig i den bahrainske hovedstad, Manama, for at protestere mod korruption og arbejdsløshed og for at vise deres utilfredshed med det regerende monarki i Bahrain. Et af hovedmålene for demonstrationerne var at opnå større politisk frihed og indflydelse for den shiamuslimske majoritet, som var træt at blive styret af den sunnimuslimske minoritet.
Myndighedernes hårde reaktioner
Demonstranterne samlede sig ved Pearl Roundabout, en rundkørsel som blev et symbolsk samlingspunkt for demonstranterne i Bahrain, akkurat som Tharir-pladsen i Cairo var for egypterne. Protesterne blev slået hårdt ned på og flere mistede livet, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter ved Pearl Roundabout 18. februar.
Saudi-Arabien slår ned demonstrationerne i Bahrain
Myndighederne erklærede undtagelsestilstand 15. marts, nogle uger efter demonstrationerne begyndte. Regeringen inviterede samtidig militærstyrker fra Saudi-Arabien ind for at slå ned på demonstrationerne.
I løbet af undtagelsestilstanden, som varede til juni samme år, blev tusinde af demonstranter, menneskerettighedsaktivister og journalister arresteret. Mange blev stillet for retten i nyoprettede militærdomstole. Der er også blevet rapporteret om, at shiamuslimske arbejdstagere og studenter har mistet deres arbejde som følge af demonstrationerne.
Protesterne i Bahrain fortsatte gennem 2012 og 2013 med tilfælde af voldelige sammenstød mellem demonstranterne og regeringsmagten. Kampen om øget frihed i Bahrain har medført en lille bedring i menneskerettighedssituationen generelt og ytringsfriheden specielt.
Andre lande
Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Iran, Irak, Oman og Sudan har alle haft mindre protestbevægelser som har fulgt lignende mønstre. Påvirket af udviklingen i regionen har de krævet, at regeringsmagterne skal gå af, og som regel kombineret med krav om mere demokrati, respekt for menneskerettigheder og forbedring af levevilkårene.
Oprør i Algeriet og Marokko
Lignende demonstrationer som i Tunesien og Egypten fandt også sted i Algeriet og Marokko. Demonstrationerne begyndte i januar 2011 og eskalerede i februar. De var ikke lige så omfattende som i nabolandene, blandt andet fordi militæret og oprørspolitiet beholdt deres loyalitet til staten fremfor at blive del af oprøret.
Ændringer i Algeriet
I Algeriet blev undtagelsestilstanden, som havde været i gang siden 1992, ophævet. I 2016 blev grundlovsændringer indført. De begrænsede præsidenttiden til to perioder, styrkede parlamentets magt og gav det berbiske sprog officiel status. Den gamle præsident Abdelaziz Bouteflika forblev alligevel ved magten. Det bidrog til nye store demonstrationer for regimeændring i 2019, som bliver set på som en fortsættelse af Det Arabiske Forår.
Ændringer i Marokko
I Marokko lovede myndighederne at reducere kongens magt. En folkeafstemning blev afholdt i Marokko i slutningen af juni 2011, og de foreslåede ændringer i grundloven blev vedtaget. Graden af frihed i Marokko er alligevel mangelfuld. Marokko står dårligt i forhold til civile og politiske rettigheder og pressefrihed. Marokko har også fortsat sin besættelse af Vest-Sahara.
Læs mere om Vest-Sahara-konflikten her
FN's rolle i konflikten
FN’s rolle har varieret i de forskellige lande. FN har et ansvar for at beskytte civilbefolkninger mod overgreb fra statsmagter. Reglerne for at tillade international magtbrug mod en stat må give håb om succes og fredelige midler skal være afprøvet først. Sådanne vurderinger, i tillæg til eventuelle egeninteresser hos medlemslandene, har præget FN’s sikkerhedsråds evne til at iværksætte tiltag.
Resultatet blev blandt andet et FN-mandat til en militær intervention i Libyen, men ikke et FN-mandat til intervention i borgerkrigen i Syrien. Begge tilfælde medførte alligevel borgerkrig og et stort flygtningeproblem.