Sydsudan

Geografi

Sydsudan er et indlandsstat land med varieret natur. Landskabet består af tropiske skove, sumpe og græsarealer. Terrænet stiger fra lave sletter i nord til bakker og bjerge i syd. Mod grænsen til Uganda i syd når de højeste bjergtoppe over 3000 m.a.s.l. Flere floder løber fra syd til nord i landet og danner et af verdens største vådområder. Derfra strømmer vandet videre nordpå ind i Sudan, som en del af Den Hvide Nil.

Hele Sudan ligger inden for den tropiske zone, men der er stadig store klimavariationer i landet. I nord er klimaet domineret af det subtropiske højtryksbælte med nogle af verdens tørreste ørkenområder. I syd falder der mere nedbør, med regntiden i juli-august, og ørkenen bliver gradvist til steppe. Sudan har et rigt dyreliv, herunder løve, leopard, gepard, giraf, zebra, elefant, flodhest og krokodille.

Sydsudan er meget sårbart over for virkningerne af klimaændringer, herunder oversvømmelser, tørke og for ganske nylig (2020) en græshoppeinvasion. Kraftig regn og oversvømmelser sendte titusinder på flugt i 2021, ifølge FN. Rensning i landet har ført til udbredt jorderosion, og til at landets rige artsdiversitet er truet. Olieudslip i forbindelse med olieboringer har ført til forurening af landets store vådområder. Derudover har dårlig spildevandsrensning ført til spredning af sygdomme og bakterier i floder og drikkevand. Mangel på rent drikkevand er et stort problem i hele landet. Omkring 15 procent af Sydsudan er beskyttede naturreservater, inklusive de store vådområder.

Historie

Sydsudans historie før 1500 er lidt kendt, men området har længe været beboet af forskellige folkegrupper i traditionelle stammesamfund. Det antages, at arabiske slavehandlere bragte slaver til området allerede sidst i middelalderen, men det er der ikke dokumentation for før omkring 1700-tallet. Slavehandelen førte til stor mistillid mellem den afrikanske befolkning og de invaderende arabiske styrker. Mistilliden til de arabiske og muslimske invasioner steg gennem det 19. århundrede, da egyptiske styrker (med støtte fra Storbritannien) begyndte at kolonisere områder i det sydlige Sudan.

I 1950'erne, da det forenede Sudan opnåede uafhængighed fra den britisk-ægyptiske kolonimagt, var der stor frygt og utilfredshed i Sydsudan med, at det forenede Sudan ville blive styret af en muslimsk og arabisk regering i Khartoum (det nordlige Sudan). Mistilliden og de kulturelle, religiøse og etniske forskelle mellem befolkningen i nord og syd førte til borgerkrig i 1955. Med undtagelse af korte afbrydelser varede denne borgerkrig indtil 2005. Efter en folkeafstemning i 2011 blev Sydsudan opnået uafhængighed fra Sudan. Hele 99 procent stemte for, at Sydsudan bliver en selvstændig stat. Siden befrielsen har Sydsudan været præget af borgerkrig, etnisk konflikt og udbredt hungersnød, der kan beskrives som en humanitær krise.

• Du kan læse mere om borgerkrigen i Sydsudan her

Samfund og politik

Sydsudan er en republik med en stærk præsidentiel regering. Præsidenten er stats- og regeringschef og militærets øverste leder. Præsidenten har magten til at erklære krig, bekendtgøre dødsdomme eller benåde fanger. Landet har også et parlament bestående af en kongres og et senat, der repræsenterer de forskellige stater. Demokratiet i landet er ustabilt, og korruptionen er udbredt.

Siden uafhængigheden har Sydsudans politik været præget af et anstrengt forhold mellem landets mere end 60 forskellige etniske grupper. Da præsidenten i 2013 afskedigede hele regeringen, inklusive vicepræsidenten, som tilhørte en anden etnisk gruppe, blussede gamle etniske konflikter op, og landet brød ud i borgerkrig. Landets allerede udbredte fattigdom og mangel på infrastruktur gjorde borgerkrigen til en af ​​verdens største humanitære kriser.

I flere år har man forsøgt at indgå fredsaftaler mellem præsidentens styrker og oppositionen. Gentagne gange har forsøgene også slået fejl. En ny fredsaftale blev underskrevet i september 2018, men den førte ikke til en varig våbenhvile. En ny koalitionsregering blev etableret i 2020 med Salva Kiir Mayardit som præsident og Riek Machar som vicepræsident. Sydsudan er ikke desto mindre stadig præget af oprør, konflikter og uroligheder - og i dag er omkring 2,4 personer flygtet ud af landet. I 2017 erklærede FN hungersnød i Sydsudan som følge af den igangværende borgerkrig. Mere end halvdelen af ​​landets indbyggere har et akut behov for livreddende hjælp, og hundredtusindvis af mennesker er blevet dræbt.

Kvinder og børn har været særligt udsatte i borgerkrigen. Voldtægt er blevet brugt som en del af krigsførelsen, og mange er blevet tvunget til prostitution. Kønslemlæstelse af kvinder er udbredt, og tvangsægteskab er almindeligt. Mange børn er også blevet seksuelt misbrugt og rekrutteret som børnesoldater. Begge sider af borgerkrigen er anklaget for krigsforbrydelser og grove krænkelser af menneskerettighederne.

Sydsudan blev medlem af FN den 14. juli 2011, samme år som landet opnåede sin uafhængighed.

Økonomi og handel

Før uafhængigheden tegnede Sydsudan sig for omkring tre fjerdedele af Sudans olieproduktion. Olien blev eksporteret via rørledning gennem Sudan, og indkomsten blev delt 50/50 mellem nord og syd. Efter uafhængigheden mente Sydsudan, at de skulle få flere af olieindtægterne. De er dog afhængige af at eksportere olien gennem Sudan, og derfor er den politiske situation landene imellem afgørende for økonomien. I 2012 førte uenigheder om omkostningerne til olietransport gennem Sudan, Sydsudan til at standse al olieproduktion, landets vigtigste indtægtskilde. Dette resulterede i hurtigt stigende inflation. Efter flere dages mægling i Etiopien blev striden løst, og olieudvindingen startede igen.

Sydsudan mangler infrastruktur, hvilket bremser den økonomiske udvikling. Landets økonomi er i dag baseret på olie og bistand, hovedsageligt fra USA, Storbritannien, Holland og Norge. Mange lever som nomader, der kombinerer kvægbrug og landbrug. Der er næppe en servicesektor og ingen industri i landet. Landet er afhængigt af fødevareimport fra nabolandene. Det er dyrt at transportere fødevarer ind i landet på dårlige veje, og derfor er fødevarepriserne også høje. Dette har i kombination med fattigdom og borgerkrig ført til udbredt hungersnød. Store dele af befolkningen er helt afhængige af nødhjælp for at overleve.