Introduktion
I december 2013 udbrød der borgerkrig i Sydsudan. Konflikten havde et magtpolitisk udgangspunkt med intern splittelse i frihedsbevægelsen, men volden ramte visse etniske grupper hårdere end andre. Borgerkrigen blev i stigende grad en etnisk konflikt, hvor spørgsmål vedrørende gruppetilhørsforhold, sikkerhed og adgang til ressourcer var vigtige drivkræfter bag volden.
Baggrund
Sydsudan blev en uafhængig stat i 2011, da de løsrev sig fra Sudan. Det, som blev Sydsudan, udgjorde omkring en tredjedel af Sudans territorium. Opdelingen af Sudan kom efter en borgerkrig mellem myndighederne i nord og frihedsbevægelsen i syd. En borgerkrig som varede fra 1983 til 2005.
Det var den længste sammenhængende borgerkrig i Afrikas historie og bliver kaldt for «den 2. sudanske borgerkrig». Den anses som en fortsættelse af «den 1. sudanske borgerkrig» fra 1955 til 1972. Ud over konflikten med syd var myndighederne i Sudan i konflikt med grupper i det nordvestlige Darfur-område.
I 2005 blev der indgået en fredsaftale mellem myndighederne i Sudan og frihedsbevægelsen i det sydlige Sudan, som kaldte sig for SPLM. Fredsaftalen lagde op til en afstemning i syd om løsrivelse, dvs. en afstemning om oprettelsen af staten Sydsudan.
I 2011 blev der afholdt et fredeligt og troværdigt valg i syd, hvor 99% stemte for, at Sydsudan skulle blive en selvstændig stat. Bortset fra stor enighed i syd om løsrivelse fra nord, var der kun få ting på plads for, at Sydsudan kunne blive en levedygtig stat.
Befolkningen i Sydsudan havde en lang historie med interne konflikter og manglede også gode politiske institutioner. Det første som skete, da kampen for frigørelse fra nord var over, var, at der opstod en magtpolitisk konflikt internt i den bevægelse, der havde frigjort Sydsudan.
Den udløsende årsag til konflikten
Frihedsbevægelsen var det tætteste, man kom en statslig struktur i Sydsudan i 2011. Manglen på en klar fælles fjende at kæmpe imod, som under borgerkrigen mod nord, åbnede op for magtpolitisk strid internt i frihedsbevægelsen. Da Sydsudans første præsident, Salva Kiir, beskyldte vicepræsident, Riek Machar, for at forsøge at tage magten gennem et statskup, blev den tidligere frihedsbevægelse delt i to. Det var denne politiske konflikt, som udløste borgerkrigen i Sydsudan den 15. december 2013.
Salva Kiir forblev leder af regeringen, som blev støttet af den ene del af den tidligere frihedsbevægelse. Den anden del blev modstandere af regeringen. Disse blev ledet af Riek Machar, som mistede sin position som vicepræsident.
Den del som støttede regeringen kaldte sig for SPLM/A. Dette er en kombination af navnet på den politiske og militære del af den tidligere frihedsbevægelse. Modstanderne af regeringen var i opposition til regeringen og kaldte sig derfor SPLM/A-i-opposition (for enkelthedens skyld vil disse to parter videre kun blive omtalt som regeringen og oppositionen).
Den politiske konflikt internt i frihedsbevægelsen har også historiske rødder. Allerede i begyndelsen af 1990’erne forlod Riek Machar SPLM og udfordrede den daværende leder, John Garang (forgængeren til Salva Kiir).
Den politiske konflikt, som blussede op internt i frihedsbevægelsen efter uafhængigheden (mellem regeringen og oppositionen), blev begyndelsen på borgerkrigen i Sydsudan. I løbet af få uger blev tusindvis af mennesker dræbt og mere end 800.000 flygtede fra deres hjem. Volden gjorde, at konflikten i Sydsudan ændrede sig fra at være en magtpolitisk konflikt til i højere grad at dreje sig om etnicitet, sikkerhed og adgang til ressourcer.
Drivkræfter i borgerkrigen
Den største etniske konflikt i Sydsudan er mellem Dinka-folket og Nuer-folket. Dinka-folket er den folkegruppe, som er bedst repræsenteret blandt regeringsstyrkerne. Disse styrker udførte systematisk vold mod Nuer-folk i hovedstaden Juba tidligt i konflikten, hvilket medførte, at mange civile fra Nuer-folket blev dræbt. Som en reaktion på dette organiserede Nuer-folket modstandsgrupper.
Den voldelige reaktion fra væbnede Nuer-grupper blev ofte rettet mod Dinka-folket, hvilket medførte, at mange civile dinkaer blev dræbt. Borgerkrigen, der begyndte som en magtpolitisk konflikt, blev på den måde præget af etniske tilhørsforhold - først og fremmest mellem Dinka- og Nuer-folket.
Desuden har behovet for økonomisk sikkerhed, måske også grådighed, været en drivkræft i konflikten i Sydsudan. Hovedsageligt drejer det sig om beskyttelse af landområder og at stjæle andres kvæg. Jonglei-området har været særlig hårdt ramt af dette, hvor omkring 100.000 sydsudanesere er blevet fordrevet fra deres hjem.
Den hvide hær
Nuer-folket bevæbnede også de civile. Disse blev kaldt for "Den hvide hær". Den hvide hær er en blanding af mange lokale grupper. Selvom Den hvide hær som udgangspunkt kæmper på den tidligere vicepræsident Machars side, har forståelsen af konflikten og motiverne for krigen været anderledes.
Kort sagt kan det siges, at de politiske og militære ledere har haft deres magtpolitiske motiver, mens folket først og fremmest har været optaget af sikkerhed og retfærdighed. Dette har ført til meget politisk retorik fra lederne for at mobilisere befolkningen til krig. Det har samtidig ført til, at konflikten har bevæget sig ud af ledernes kontrol, hvilket har gjort krigen endnu vanskeligere at stoppe.
Ud over svage politiske institutioner har Sydsudan heller ikke en stærk fælles national identitet. Dette har været en vigtig årsag til at politiske og militære ledere har kunne bruge retorik om etnicitet og gruppetilhørsforhold til at mobilisere forskellige grupper til krig. En svag national identitet kan have bidraget til, at borgerkrigen i Sydsudan opstod og eskalerede.
Lokale konflikter og regionale støttespillere
Borgerkrigen i Sydsudan kan opsummeres med at sige, at regeringen og Dinka-folket kæmper mod oppositionen og Nuer-folket, som beskrevet ovenfor. En sådan forenkling er langt hen ad vejen korrekt, men situationen er mere kompliceret end som så.
De etniske grupper i Sydsudan, hvor Dinka og Nuer er de største, består af forskellige undergrupper. Der er flere konflikter og meget vold både mellem og internt i disse grupper. Den del af konflikten i Sydsudan, som handler om etnicitet, er ikke udelukkende mellem Dinka- og Nuer-folkene, selvom det store billede kan forenkles således. Der er konflikter på forskellige niveauer i samfundet og gruppetilhørigheden er varierende.
Volden er i høj grad motiveret af behovet for sikkerhed på den ene side og ønsket om hævn på den anden side - begge knyttet til gruppetilhørsforhold. Gruppetænkningen bidrager til, at volden rettes mod civile. Dette skyldes, at gennem sådan gruppetænkning holdes en hel gruppe ansvarlig for, hvad nogle repræsentanter for gruppen gør - hævn eller modangreb kan således rettes mod alle i den «skyldige» gruppe.
Væbnede oppositionsgrupper i nabolandet Sudan gav tidligt deres støtte til den sydsudanske regering i konflikten i Sydsudan. Det samme gjorde nabolandet Uganda. På den anden side er der tegn på, at Sudan har leveret ammunition og våben fra flydrop til oppositionsstyrkerne i Sydsudan, hvilket de sudanske myndigheder benægter. Konflikten i Sydsudan har derfor også et regionalt perspektiv, da forskellige nabolande har deres egne interesser i konflikten.
Forsøg på fred
Lederne Salva Kiir og Riek Machar underskrev en fredsaftale i august 2015. Aftalen skulle implementere en våbenhvile, etablere en demilitariseret zone omkring hovedstaden Juba, og genindsætte Riek Machar som vicepræsident. Machar vendte således tilbage til Sydsudan og blev genindsat som vicepræsident i april 2016. I juli samme år udbrød der voldsomme kampe i hovedstaden Juba mellem Machars oprørere og regeringsstyrkerne. Det er uklart i hvilket omfang de to ledere har kontrol over deres styrker.
I slutningen af juli flygtede Machar fra hovedstaden af frygt for sit liv. Han blev kort tid efter afsat som vicepræsident af præsident Kiir. I september 2016 opfordrede Macher til fornyet krig for at afsætte regeringen.
Der blev indgået en ny fredsaftale i september 2018, men den førte ikke til en varig våbenhvile. En ny koalitionsregering blev oprettet i 2020 med Salva Kiir som præsident og Riek Machar som vicepræsident.
Nye oprørsgrupper
Oprørsgruppen National Salvation Front (NSF), ledet af Thomas Cirillo, har kæmpet mod myndighederne siden marts 2017. De er placeret i den sydlige del af Sydsudan i ækvatorialprovinsen, og er imod den aftale, som landets to ledere har indgået.
Meget tyder på, at en varig fred i Sydsudan vil være vanskelig uden at inkludere NSF i en løsning. Generelt er fredsforsøgene blevet kritiseret for at gøre magten for centraliseret med fokus på, hvem der er præsident. Kritikere opfordrer til at arbejde for en bredere konsensus om, hvad der er de grundlæggende problemer i samfundet, for derefter at skabe et mere inkluderende og decentraliseret samarbejde.
Krigsforbrydelser
FN-styrkerne i Sydsudan, UNMISS, mener der er grund til at tro, at der er blevet begået forbrydelser mod menneskeheden under borgerkrigen i Sydsudan. Human Rights Watch hævder, at væbnede styrker på begge sider af konflikten, både dem, som kæmper for og imod regeringen, har begået grove overgreb, der kan betegnes som krigsforbrydelser.
En rapport fra FN’s menneskerettighedskommission om Sydsudan konkluderede i marts 2017, at det hovedsageligt var de Dinka-dominerede regeringsstyrker, som var ansvarlige for de værste menneskerettighedsbrud. Rapporten viser, at regeringsstyrkerne fører en etnisk udrensningspolitik rettet mod Nuer-befolkningen og andre minoriteter i landet. Dette indebærer planlagt hungersnød og bombning af civile - kombineret med hadefulde ytringer fra præsident Salva Kiir.
I 2019 afslørede FN’s menneskerettighedskommission Sydsudans nye menneskerettighedsbrud i sin tredje rapport om situationen i landet. Kommissionen konkluderede, at grove overgreb, der kan betegnes som krigsforbrydelser, fortsat finder sted.
Den humanitære situation
Omkring 400. 000 mennesker har mistet livet siden 2013 som følge af krigen.
Næsten 2,4 millioner er flygtet fra landet.
Omkring 1,9 millioner er internt fordrevne i Sydsudan.
I februar 2017 blev der erklæret en hungersnødskatastrofe i dele af Sydsudan. 100. 000 mennesker var da ramt af denne, mens én million mennesker var på randen af katastrofen. FN kaldte det en menneskeskabt katastrofe, forårsaget af borgerkrig og økonomisk sammenbrud.
FN’s rolle i konflikten
FN-styrkerne i Sydsudan, UNMISS, har spillet en vigtig rolle i beskyttelsen af mange civile. En FN-rapport fra september 2014 anslog, at UNMISS gav beskyttelse til 119. 000 internt fordrevne sydsudanere. UNMISS har således åbnet flere af sine militærbaser for at beskytte civile.
UNMISS er desto mindre blevet stærkt kritiseret for ikke at have gjort nok. Det påpeges, at UNMISS har haft for få ressourcer til at beskytte civile, samtidig har de haft en begrænset tiltænkt rolle - dvs. et for svagt mandat til at kunne deltage i fjendtlighederne. I maj 2015 blev der blandt andet rapporteret om, at FN og andre hjælpeorganisationer måtte evakueres fra områder de arbejdede i på grund af en eskalering i antal bortførelser og voldtægter mod civilbefolkningen.
I november 2016 blev den kenyanske leder for UNMISS afsat af FN, fordi styrken ikke formåede at beskytte civile i hovedstaden Juba under voldsbølgen i juli 2016. Kenya trak derefter sine soldater tilbage fra UNMISS. Japan sendte efterfølgende sine soldater til UNMISS, hvilket er første gang i næsten 70 år, at Japan sender militærstyrker udenlands med et mandat om at bruge magt, hvis det er nødvendigt.
Den 20. februar 2017 blev der erklæret hungersnød i dele af Sydsudan, hvilket havde været ventet og frygtet. Ifølge UNICEF var over 100. 000 mennesker ramt af livstruende sult og yderligere 5 millioner havde akut behov for ernæring. Krig og konflikt, sammen med tørke og økonomisk hårde tider, har ført til akut fødevaremangel. Desuden blev præsident Kiir anklaget af flere FN-officerer for at tilbageholde fødevareforsyninger fra områder, hvor der bor mange nuere. Hungersnøden førte til, at World Food Programme (WFP), UNICEF og FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) optrappede det humanitære arbejde. FN’s ønske om økonomiske bidrag for at forhindre sult er endnu ikke blevet mødt. I 2016 modtog UNICEF kun halvdelen af det, de bad om.
Der er også en FN-operation i Sydsudan, som kun fokuserer på forholdene mellem Sydsudan og Sudan i grænseområdet Abyei. Denne operation forkortes UNISFA (United Nations Interim Security Force for Abyei). UNISFA modtog sit mandat fra FN’s Sikkerhedsråd i juni 2011 som reaktion på eskalerende vold i dette område. Missionen kom i kølvandet på Sudans og Sydsudans enighed om at demilitarisere Abyei. FN spiller også en rolle i de fortsatte fredsforhandlinger mellem de stridende parter i Sydsudan.
Kilder
BBC, International Crisis Group, Human Rights Watch, Peace Research Institute Oslo (PRIO), The Economist, The Guardian, regeringen.no, ReliefWeb, United Nations, Unicef, United States Institute of Peace, World Food Program, UNA-UK (New World), Aftenposten, Dagsavisen, Flygtningehjælpen, Itjenestefornorge.no.
Relaterede lande og konflikter
Lær vores landsprofiler for de lande, der er involveret i konflikten:
Læs vores konfliktprofiler, som er relateret til konflikten: