Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Tripoli
Etniske grupper: Arabere og berbere 97%, andre 3%
Sprog: Arabisk, italiensk, engelsk, berbisk (flere dialekter)
Religion: Sunnimuslimer 97%, andre/ingen 3%
Befolkningstal: 6 871 292 (2020)
Styreform: Parlamentarisk republik
Areal: 1.759.540 km2
Valuta: Dinar à 1000 dirham
Bruttonationalindkomst per indbygger: 23 375 PPP$
Nationaldag: 1. september

Geografi

Libyen ligger midt på det nordafrikanske plateau. Midt i landet finder du flere bjergkæder med toppe op til 3500 m over havets overflade. Indlandet er tørt, med store ørkenområder blottet for planter og bygninger. Dette område har lidt nedbør og ekstreme temperaturudsving. Langs den vestlige kystlinje ligger frugtbare marker, der egner sig godt til landbrug. Her er bygningerne langt tættere end inde i landet. Flere af de større byer ligger i denne region, som har et typisk mildt middelhavsklima. Øst for Sidrabugten bliver kysten til lave højdedrag, som også er tæt befolket.

Der falder meget lidt nedbør i hele Libyen, selvom der er en vis forskel mellem regionerne. I ørkenområderne kan der gå flere år mellem hver regnbyge, mens kystområderne har en maksimal nedbør på 4-500 mm hvert år. Libyens største miljøproblemer er knyttet til landets klima og beliggenhed. Landet har dårlig adgang til rent drikkevand på grund af dårlig håndtering af spildevand og affald fra industrien. Ørkendannelse og jorderosion på grund af dårlig jord er også en stor udfordring for landbruget.

Historie

Libyens ældre historie er dårligt dokumenteret. De første mennesker der boede i området var berberne. I det 6. århundrede blev området indlemmet i det arabiske rige. Samfundet var dengang centreret omkring arabisk kultur, det arabiske sprog og islam som religion. Efter 900 år kastebold mellem arabiske sultaner, overtog osmannerne kontrollen over Libyen i det 16. århundrede. Derefter blev den politiske styring overladt til lejesoldater, og libyske havne blev brugt af osmanniske pirater, som hærgede Middelhavet i de næste hundrede år. I 1911 blev landet invaderet af Italien, og flere tusinde italienere flyttede til landet. Det var på dette tidspunkt, at store vej- og industriprojekter blev sat i gang.

Under 2. Verdenskrig blev Libyen invaderet af britiske styrker. I 1951 blev landet selvstændigt, som et af de første lande i Afrika. På det tidspunkt var Libyen et kongerige under kong Idris. Landet havde enorme problemer med fattigdom og underudvikling, og var fuldstændig afhængig af udenlandsk bistand indtil opdagelsen af ​​olie i 1959. I 1969 blev der gennemført et statskup, ledet af oberst Muammar al-Gaddafi. Gaddafi var diktator i Libyen i 42 år. Landets økonomi blev hurtigt en af ​​Afrikas største takket være olie. Gaddafi støttede militante grupper og terrorisme internationalt. Det førte til, at FN i 1990'erne indførte økonomiske sanktioner mod Libyen.

I 2011 udbrød et oprør mod Gaddafi-regimet, som udløste en borgerkrig i landet. FN's Sikkerhedsråd bemyndigede derefter NATO til at bruge militær magt i Libyen for at beskytte civile. Danmark var involveret i operationen og bidrog til Gaddafi-regimets fald. Krigen førte til kaos og lovløshed i landet, herunder stigningen i menneskehandel og islamistisk ekstremisme. Borgerkrigen er stadig i gang, men i 2020 blev parterne i FN-regi enige om, det som FN betegner som en "varig våbenhvile".

Læs mere om konflikten i Libyen her.​​​​​​​

Læs mere om Det Arabiske Forår her.

Samfund og politik

Efter Gaddafi-styrets fald har Libyen været plaget af politisk uro. Den politiske situation er turbulent, da to myndigheder er uenige om hvem der skal regere landet. Konflikten står mellem rester af den gamle statsmagt og en regering, der er anerkendt af det internationale samfund. Disse partier kontrollerer forskellige dele af landet. Der er en række oprørsgrupper og internationale aktører, der støtter de to forskellige konkurrerende myndigheder i landet. Grundet uenigheden er der således ikke en samlet politisk ledelse i landet.

Der er en omfattende krænkelse af menneskerettighederne i Libyen, især mod flygtninge og migranter. Landet har længe været et knudepunkt for folk, der forsøger at krydse Middelhavet til Europa. Flere hundrede tusinde migranter er i landet. Mange af dem bor i interneringslejre, drevet af menneskesmugle​​​​​​​re, som tjener mange penge på migranternes vanskelige situation. Som følge af borgerkrigen er der ikke noget retsvæsen i Libyen.

Økonomi og handel

Libyen er et af de rigeste lande i Afrika målt på BNP pr. indbygger. Det skyldes, at landet har store oliereserver og et lavt befolkningstal. Store dele af økonomien er baseret på olieindustrien, men befolkningen ser kun lidt af overskuddet. Omkring en tredjedel af befolkningen lever ved eller under den nationale fattigdomsgrænse. Borgerkrigen har ført til en kraftig opbremsning i olieproduktionen. Samtidig har priserne på olie på verdensmarkedet svinget meget og faldet i værdi. Dette førte til et stort fald i Libyens økonomi.

Omfattende korruption og smugling af varer til nabolande bidrager til en økonomisk vanskelig situation i Libyen. Tidligere forsøg på​​​​​​​ at mindske oliens betydning, blandt andet ved at gennemføre ambitiøse planer for udvikling af landbrug og industri, har ikke været succesfulde.