São Tomé og Príncipe

Geografi

Landet består af øerne São Tomé og Príncipe, samt de mindre øer Caroço, Pedras, Tinhosas og Rõlas. Begge hovedøerne er af vulkansk oprindelse og er præget af et kuperet og stejlt terræn. Landets højeste top er Pico de São Tomé på 2024 moh. Langs kysten er der lavland, klipper og sandstrande. Flere floder og bække løber ned fra højlandet og danner store vandfald. De højeste bjerge er dækket af bjergregnskov, mens lavlandet, det der ikke er opdyrket, er dækket af tropisk regnskov. Begge hovedøerne er toppene af stejle undersøiske vulkaner, som skråner brat ned i havet uden for kysten. Klimaet er tropisk varmt og fugtig hele året. Fra oktober til maj er det regntid.

De største miljøproblemer i landet er knyttet til skovrydning og landbrug. Jordudpining og skovhugst af den oprindelige regnskov har medført udbredt jorderosion og dårlig jordkvalitet. Nord for São Tomé er den oprindelige regnskov nu helt erstattet af savanner med græs og buskads.

Historie

São Tomé og Príncipe var ubeboede, da de blev opdaget af portugisiske søfarere i 1471. I 1522 blev øerne den første portugisiske koloni i Afrika og udviklede sig til at blive den første plantageøkonomi i troperne. For at skaffe arbejdskraft til øens sukkerplantager blev slaver hentet fra Benin, Gabon, Congo og Angola. Sukkerindustrien blev imidlertid hurtigt udkonkurreret af den mere fordelagtige slavehandel-industri over Atlanterhavet. Øernes centrale placering mellem Afrika og Amerika gjorde dem til et vigtig stoppested for slavehandelskibene, og en stor industri af slavehandelen voksede frem.

Blandt den frie kreol befolkning (blanding af afrikanske og europæiske indbyggere) voksede en stærk modstand mod det portugisiske styre og slaveriet. Da slaveriet formelt blev ophævet i 1875, og slavehandelen sluttede, udviklede øerne en ny plantageøkonomi baseret på kontraktarbejdere. Arbejdernes levekår og arbejdsrettigheder forblev imidlertid lige så dårlige som under slaveriet, og utilfredsheden mod den portugisiske kolonimagt voksede. Arbejdsforholdene var i realiteten en moderne form for slaveri helt frem til midten af 1900-tallet. Efter langvarig utilfredshed og protester mod kolonimagten opnåede São Tomé og Príncipe selvstændighed i 1975.

Samfund og politik

São Tomé og Príncipe har været præget af politiske optøjer og militærkup siden selvstændigheden. Landet fik ny grundlov i 1990 og havde sit første demokratiske magtskifte i 1991. Landet er en demokratisk præsidentstyret republik. Præsidenten vælges i almene valg for fem år og kan genvælges én gang. Den lovgivende magt ligger hos nationalforsamlingen. De vælger en regering, som skal godkendes af præsidenten. I 1994 fik Príncipe indre selvstyre med et parlament og en regering som styrer interne spørgsmål på øen.

Selv efter den nye grundlov, og de demokratiske reformer i 1990-tallet, har landet haft politiske optøjer og kupforsøg. De sidste kupforsøg fandt sted i 2003 og i 2009. På trods af urolighederne har landet haft en stigende levestandard og minskende fattigdom. Landet har et fungerende sundhedsvæsen, hvilket har bidraget til at sænke børnedødeligheden og øge den forventede levealder. Velfærdsgoder som sundhedsforsikring og pension dækker imidlertid kun dem, som er formelt ansat i en virksomhed. Dette gør, at majoriteten af den fattige befolkning, som hovedsageligt ernærer sig af landbrug til eget forbrug, ikke er dækket.

São Tomé og Príncipe er medlem af FN og de fleste af FN's specialorganisationer.

Økonomi og handel

São Tomé og Príncipe har haft en svag økonomisk vækst de sidste år. Store dele af udenlandsgælden er blevet slettet, og landet samarbejder tæt med Verdensbanken og Den Internationale Pengefond (IMF) for at bekæmpe fattigdom. På trods af væksten lever over 65% af befolkningen fortsat i fattigdom og over 30% i absolut fattigdom.

I 2000-tallet blev der opdaget store olieforekomster i havområderne omkring øerne. Det er ventet, at dette vil føre til stærk økonomisk vækst i de kommende årtier. Landbruget er i dag den vigtigste sektor, og det beskæftiger omkring 18% af befolkningen. Kakao er det vigtigste landbrugsprodukt, og landets vigtigste eksportvare. Produktionen og eksporten af kakao har imidlertid været ustabil og varieret i takt med priserne på verdensmarkedet, hvilket fører til økonomisk usikkerhed. Industrisektoren er meget lidt udviklet og beskæftiger omkring 16% af befolkningen. De vigtigste industriprodukter er tekstiler og forbrugsvarer. Fiskeri og turisme er andre industrier, som ventes at vokse i de kommende år.