Oman

Geografi

Oman er et ørkenland med en lang, frugtbar kystlinje. Kystlandskabet veksler mellem sletter og stejle bjerge, der styrter ned i havet. Langs kysten i nord ligger bjergkæden al-Hajar med landets højeste bjerg, Jabal ash-Sham på 3035 meter over havets overflade. Det eneste skovområde er en bjergkæde i syd. Oman kontrollerer også to små separate områder, der er adskilt fra landet og omsluttet af De Forenede Arabiske Emirater. Klimaet er subtropisk med varme, tørre somre og milde vintre med en del nedbør. På kysten er somrene meget varme og fugtige.

Den største miljømæssige udfordring i Oman er manglen på ferskvand. 97 procent af alt ferskvand i landet bruges til landbrug, og vandet kommer hovedsageligt fra reservoirer under ørkenen eller afsaltet havvand. På grund af et højt mineralindhold i vandet får jorden et øget saltindhold og bliver dermed mindre frugtbar. Et andet miljøproblem er olieudslip og forurening af kystområderne fra skibstrafikken gennem Hormuzstrædet.

Historie

Oman blev en muslimsk stat allerede i midten af det 16. århundrede med en imam som den øverste religiøse og politiske leder. I det 15. århundrede udviklede landet sig til en vigtig handelsnation med handelsforbindelser til Indien og Kina. Efter langvarige konflikter med europæiske søfartsnationer kom grundlaget for nutidens regerende dynasti til magten i 1749. Det nye dynasti flyttede hovedstaden til kysten, hvilket befolkningen inde i landet ikke accepterede. Landet blev delt i en imamstyret indlandsstat og en sultanstyret kyststat.

Kyststaten voksede hurtigt gennem handel med afrikanske slaver, militær magt og venskabsaftaler med Storbritannien. I begyndelsen af 1800-tallet strakte det omanske imperium sig over det nordvestlige Indiske Ocean. Da slavehandelen blev forbudt i midten af 1800-tallet, forsvandt det økonomiske grundlag for imperiet, og en langvarig krig mellem staten inde i landet og den svækkede kyststat begyndte. Krigen varede indtil 1930'erne, hvor sultanen, som regerede på kysten, tog kontrol over hele det moderne Oman.

I 1965 udbrød der borgerkrig, da Dhofar-området i den sydlige del af Oman krævede uafhængighed med støtte fra Kina, Sovjetunionen og Sydyemen. Krigen varede indtil 1975, hvor oprøret blev slået ned med militær hjælp fra Storbritannien, Jordan og Irak. Efter borgerkrigen i 1970'erne blev den siddende sultan væltet. Den nye sultan påbegyndte en moderniseringsproces og åbnede det lukkede og konservative land op for omverdenen.

Samfund og politik

I dag er Oman et sultanat (en slags monarki), hvor al magt - både den lovgivende og den udøvende - er centreret i sultanens hænder. Sultanen udnævner selv regeringen. Landet har ikke demokrati, borgerne har ingen reel mulighed for at påvirke politikken, og de har ikke et parlament med lovgivende myndighed. I stedet har de to rådgivende forsamlinger; et underhus (valgt af folket) og et overhus (valgt af sultanen), med rådgivende funktioner for sultanen. Der er ingen politiske partier. Hvis sultanen dør, skal hans efterfølger vælges af Said-familien inden for tre dage. Hvis det ikke sker, vil forsvarsrådet udpege den efterfølger, som sultanen selv ville have valgt. Oman er det eneste land i verden, hvor Ibadi-islam er statsreligion. Ibadisme er en konservativ bevægelse, der adskiller sig fra både sunni- og shiaislam.

Landet har et veludviklet velfærdssystem med pension, børnepenge og gratis sundheds- og lægehjælp. På trods af moderniseringsprocessen er politik og samfund præget af gamle traditioner. Kvinder har ifølge loven ret til ligeløn med mænd, men diskrimination på arbejdsmarkedet og i samfundet er stadig udbredt. Homoseksualitet er forbudt og kan straffes med op til tre års fængsel.

Økonomi og handel

Oman har haft en stærk økonomisk vækst siden 1970'erne takket være opdagelsen af olie og moderniseringen af samfundet. I dag er økonomien hovedsageligt baseret på udvinding og eksport af olie og gas. Denne industri tegner sig for omkring halvdelen af landets bruttonationalprodukt og over 70 procent af de samlede eksportindtægter. Indtægterne fra olie og gas er i vid udstrækning blevet brugt til at udvikle infrastruktur, industri og andre erhverv, der kan balancere økonomien, når olie- og gasforekomsterne er udtømt. For at tiltrække flere udenlandske investeringer er der oprettet særlige økonomiske zoner, hvor udenlandske virksomheder kan få op til 30 års skattefritagelse.

Landet har også investeret i udvikling af landbrug, dyrehold og fiskeri. I de senere år er det blevet et vigtigt politisk emne at gøre landet mindre afhængigt af fødevareimport. Selvom kun 0,1 procent af arealet er dyrkbar jord, er landbrugsindustrien vokset hurtigt. Grøntsager og frugt, især dadler, samt fisk og skaldyr er af en vis betydning som eksportprodukter. Turisme er en anden voksende industri, som der vil blive lagt mere vægt på i fremtiden.