Kiribati

Geografi

Ønationen Kiribati består af tre grupper med i alt 32 koraløer, der omgiver forskellige laguner (atoller) plus en større ø. Kiribati er spredt over et enormt område i Stillehavet, både nord og syd for ækvator. Derudover strækker landet sig både øst og vest for 180 graders meridianen (som markerer skellet mellem den østlige og vestlige halvkugle). Det gør Kiribati til det eneste land på alle fire halvkugler (øst, vest, nord og syd).

Koralatollerne er de tilbageværende toppe af gamle undersøiske vulkaner, og de fleste ligger kun få meter over havets overflade. Den eneste bemærkelsesværdige højde, 80 meter over havets overflade, er på øen Banaba. Klimaet er tropisk varmt og fugtigt hele året rundt. Nedbøren varierer afhængigt af årstiden og øernes placering. Længerevarende tørke er et tilbagevendende problem.

Den største miljømæssige udfordring for Kiribati er stigningen i havniveauet. Beregninger viser, at hele landet vil være ubeboeligt inden for få årtier, hvis stigningen i havniveauet fortsætter som i dag. For at forhindre atollerne i at blive skyllet ud i havet, planter regeringen aktivt nye mangroveskove langs kysterne. Konsekvenserne af havstigningen kan dog ikke undgås på lang sigt, og regeringen arbejder derfor på en evakueringsplan for hele befolkningen.

Historie

Kiribati blev befolket omkring 3000 f.v.t. af søfarende folk fra Asien. Hovedstrømmen af nye bosættere kom fra Samoa omkring 1200, samt fijianere og tonganere. Da Kiribati dækker et stort område, havde de tidlige bosættelser forskellige kulturer og traditioner. Traditionelt herskede flere høvdinge over en eller flere øer. De fleste af disse samfund var matrilineære, hvilket betyder, at høvdingetitlen og jorden gik i arv på moderens side af familien.

De første europæere, der opdagede øerne, var spanske søfarere i det 16. århundrede. I det 19. århundrede brugte hvalfangere øerne som base for kaskelothvalfangst, og fra 1900 begyndte man at producere fosfat i stor skala. Øerne blev annekteret af Storbritannien i 1880 og fik status som kronkoloni i 1915. Under Anden Verdenskrig blev Kiribati besat af Japan og blev centrum for nogle af de største søslag mellem USA og Japan i Stillehavet.

Kiribati fik internt selvstyre i 1971 og opnåede uafhængighed som republik i 1979. Siden 1990'erne har Kiribati haft et tæt samarbejde med Australien og New Zealand, baseret på fælles udviklings- og sikkerhedsmål. Kiribati har ikke et militært forsvar, og den eneste tilladte styrke er politiet, som har en patruljebåd. Landet er derfor afhængigt af Australien og New Zealand, når det gælder forsvar.

Samfund og politik

Kiribati er en republik, hvor præsidenten er stats- og regeringsleder. Parlamentet (den lovgivende forsamling) vælges hvert fjerde år og udpeger tre eller fire præsidentkandidater blandt sine medlemmer. Folket vælger derefter en præsident blandt de valgte kandidater, og præsidenten udnævner regeringen og alle landets dommere. Politikken er løst organiseret i alliancer, der primært er baseret på familiebånd og geografisk tilhørsforhold, og landet har derfor ingen politiske partier. Det vigtigste politiske emne for Kiribati er kampen mod klimaforandringer.

Det kiribatiske samfund er præget af store mangler og udfordringer. Landet har kun lidt dyrkbar jord og dårlig adgang til ferskvand. Samtidig oplever landet en hurtig befolkningstilvækst. Disse udfordringer betyder, at mange mennesker vælger at flytte til hovedstaden i håb om at finde arbejde og lettere adgang til mad og vand. Resultatet har været store slumområder i og omkring den overbefolkede hovedstad. Omkring 21 procent af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse, mens omkring 13 procent lever i ekstrem fattigdom. Landet har også store regionale forskelle med mangel på sundhedsydelser, infrastruktur og uddannelsesinstitutioner i landdistrikterne. Mangel på rensningsanlæg har ført til forurening og en høj risiko for spredning af sygdomme og vira i hele landet.

Økonomi og handel

Kiribati regnes som et af de mindst udviklede lande i verden. De store afstande mellem øerne gør det vanskeligt at udvikle økonomien. Desuden har tilflytningen til hovedstaden sat ekstra pres på naturressourcerne, adgang til mad og vand - og arbejdsmulighederne i den overbefolkede og underudviklede by. Landet er helt afhængigt af international bistand for at kunne opretholde sundhedsvæsenet, infrastrukturen, industrien og økonomien.

Befolkningen i Kiribati lever for det meste af landbrug og fiskeri til eget forbrug. Kun en lille del af landets industri og landbrug er egnet til eksport, hvilket har ført til et handelsunderskud. Den vigtigste indtægt for staten er salg af fiskerilicenser til andre lande. Også penge, sendt hjem fra kiribatiere som arbejder i udlandet, er en vigtig indtægt for landet. Turisme er et satsningsområde, men manglende infrastruktur, og forurening på de mest befolkede øer, har gjort udviklingen af dette erhverv langsomt.