Bolivia

Geografi

Bolivia er et land uden kystlinje, og i vest dominerer de store Andesbjerge landskabet. Bjergene er opdelt i to områder: Cordillera Occidental og Cordillera Oriental. Mellem de to områder ligger højsletten, Altiplano, hvor størstedelen af ​​befolkningen bor. På plateauet ligger også Latinamerikas største sø: Titicaca-søen.

Nord og øst for Andesbjergene er to tredjedele af landskabet dækket af sletter. Her stiger vegetationen jo længere nordpå man kommer, fra halvtørre landskab i syd, via savanneområder, til tropisk regnskov i nordøst. Cordillera Occidental-bjergkæden består af inaktive vulkaner og Bolivias største bjergtop, Sajama, ligger 6.542 meter over havets overflade. Klimaet varierer meget på grund af store højdeforskelle. Det er koldt og tørt i vest, og tropisk i nord og øst.

Bolivia er blandt de lande i verden med den største biologiske mangfoldighed. Klimaforandringer er en trussel mod denne mangfoldighed. Derudover vil et varmere klima betyde endnu dårligere adgang til vand, efterhånden som gletsjerne smelter. Forurening påvirker også vandkvaliteten.

Historie

For 3.000 år siden udviklede der sig et landbrugssamfund omkring Titicaca-søen i det nuværende Bolivia. Landbrugskulturen omkring Titicaca-søen, også kaldet Tiahuanaco-kulturen, gik tabt i det 11. århundrede af ukendte årsager.

I det 15. århundrede blev Bolivia en del af det store Inkarige. Inkariget faldt under den spanske invasion i 1530'erne, og i 1538 blev Bolivia erobret af Spanien. Det oprindelige folk blev holdt som slaver og måtte arbejde i minerne. Til sidst opstod en stor modstandsbevægelse, der ønskede selvstændighed. I 1825 løsrev Bolivia sig fra Spanien, ledet af general Sucre og frihedshelten Bolívar. Landet blev opkaldt efter Bolívar, og Sucre blev den første præsident.

I løbet af det 19. og 20. århundrede mistede Bolivia store dele af sit territorium til nabolandene. De mistede deres kyststrækning til Chile, store dele af Amazonas til Brasilien og det meste af Chaco-området til Paraguay. Militærkup og diktatur prægede landet i store dele af det 20. århundrede. Store forskelle mellem flertallet af fattige arbejdere og en lille rig elite førte til revolution i 1952. En radikal venstrefløj vandt, og indførte økonomiske og sociale reformer. Økonomisk tilbagegang førte dog til, at militæret blev stærkere, og fra midten af ​​60'erne og frem til 1982 blev Bolivia styret af forskellige militærregeringer og oplevede et rekordstort antal statskup.

Fra 1982 blev landet igen demokratisk. Selv efter etableringen af ​​demokrati har Bolivias historie været præget af regulære økonomiske kriser, høj arbejdsløshed og protester fra befolkningen. I 2005 vandt socialisten Evo Morales valget og gennemførte nogle af de største ændringer siden revolutionen i 1952. Valget i 2019 var præget af en række anklager om korruption og blev derfor annulleret. En højreorienteret overgangsregering sad midlertidigt, indtil socialisterne igen vandt nyvalget i 2020, hvor Luis Acre er landets nuværende præsident.

Samfund og politik

Bolivia er en republik, hvor præsidenten er stats- og regeringsoverhoved. Præsidenten vælges for fem år ad gangen. Som udgangspunkt kan en præsident kun genvælges én gang, men Evo Morales har formået at omgå denne regel, for siden 2005 er han blevet genvalgt to gange. I 2009 vedtog Bolivia en ny forfatning, der sikrede de 36 oprindelige gruppers rettigheder, gav staten kontrol over naturressourcer som olie, gas og vand og øgede selvstyret i de forskellige regioner.

De traditionelle partier og den gamle godsejerelite i Bolivia har mistet meget magt de seneste år, og det socialistiske parti MAS er det klart største parti. Det har den stærkeste støtte fra fattige arbejdere på landet og dele af middelklassen. Morales' politik har styrket modsætningerne mellem fattige indianere i vest og rige godsejere i øst. Traditionelt har konflikten drejet sig om jordrettigheder. Nu handler det lige så meget om udnyttelsen af ​​naturgas. Fagforeninger og oprindelige grupper ønsker større regeringskontrol med gasindtægterne, mens jordejerne ønsker mere decentralisering. Sociale og politiske konflikter præger stadig Bolivia. Det politiske system er fyldt med korruption, og retsvæsenet er svagt.

Bolivia var et af de lande, som grundlagde FN, og de blev medlem af FN den 14. december 1945. De er også medlem af FN's særorganisationer samt en række vigtige regionale organisationer.

Økonomi og handel

Efter Evo Morales blev præsident, er den økonomiske politik vendt i en socialistisk retning, og staten har overtaget ansvaret for olie- og gassektoren. Højere skatter og afgifter har ført til øgede indtægter i statskassen, som igen er blevet brugt til at opbygge skole- og sundhedssektoren i landet. Bolivia har oplevet økonomisk vækst, kløften mellem rig og fattig er blevet mindre, og andelen af ​​ekstremt fattige er faldet. MAS-regeringen og Morales har modtaget meget ros fra verdenssamfundet for den økonomiske politik, de førte under deres regeringstid (2005 til 2019).

Ikke desto mindre er landet fortsat blandt Sydamerikas fattigste. Bolivia er afhængig af bistand og har store udenlandske lån. Den økonomiske udvikling er ulige fordelt i landet. På sletterne i øst og syd ligger naturgas- og oliefelter og højteknologisk landbrug, mens bjergområderne i vest kæmper med dårlig teknologisk udvikling og fattigdom.

Bolivia har store mængder af naturgas, mineraler og olie. Økonomien er hovedsageligt baseret på råvareeksport. Andre vigtige eksportvarer er tin, zink, sølv og soja. Brasilien er landets vigtigste handelspartner efterfulgt af Argentina, USA, Japan og Kina. Der er omfattende smugling af koka og kokain fra Bolivia. Et program for udryddelsen af kokamarker, selvom det letter strømmen af amerikansk bistand, har oprørt mange af Bolivias fattigste bønder, da koka ofte er den eneste indtægtskilde.