Zambia

Geografi

Zambia er på størrelse med Sverige og Norge til sammen. Landet har ingen kystlinje, og størstedelen af landskabet består af savanne og græssletter. Afrikas fjerde længste flod, Zambezi, med det verdenskendte Victoriavandfald, udgør grænsen mod nabolandet Zimbabwe. Klimaet i Zambia er subtropisk. Somrene er lange og varme, mens vintrene er korte og milde. Regntiden i landet varer mellem november og april, og tørketiden er fra maj til oktober. Der falder mest nedbør nord i Zambia, hvor regnperioden varer i omtrent 6 måneder.

Zambia har et rigt dyreliv, men ulovlig jagt truer flere af dyrearterne. Rundt om kobberminerne bliver der fældet meget skov, og skovhugsten øger faren for, at jordlaget skylles væk under regntiden. Luftforurening fra minerne fører også til sur nedbør, som igen gør skade på søerne og dyrelivet i disse. Den lange tørketid bidrager til, at områder udtørrer, og ørkenen breder sig mere og mere. Endvidere er der mangel på tilstrækkelig vandrensning, hvilket udgør en sundhedsrisiko for befolkningen.

Historie

Det moderne mennesket, homo sapiens, udviklede sig i det området Zambia ligger i. Dette vil sige, at Zambias historie er lige lang som hele menneskehedens historie. For omtrent 2000 år siden ankom Bantufolket Tonga til Zambia. Bantuerne drev landbrug og lavede redskaber af jern og kobber. Fordi landet mangler kystlinje tog det længere tid, i forhold til mange andre afrikanske lande, før europæerne blev interesserede i landet. Omkring 1500-tallet indvandrede arabere og portugisere til Zambia. Der drev de i flere hundrede år handel med elfenben, slaver og kobber, hvilket de lokale konger tjente godt på.

I 1850’erne rejste den opdagelsesrejsende, David Livingstone, gennem Zambia. Hans rejseskildringer vækkede briternes interesse for indre Afrika. Storbritannien gav i 1890 et stort britisk selskab lov til at udnytte råvarer og arbejdskraft i Zambia, og Storbritannien fik stadig stærkere indflydelse over landet. I 1924 blev Zambia en britisk koloni. Under kolonistyret blev kobberminerne udviklet, hvilket medførte økonomisk vækst. Zambias befolkning fik ikke del i velstanden, og modstanden mod koloniherrerne steg. I 1964 blev Zambia selvstændig. Kenneth Kaunda, leder af selvstændighedspartiet UNIP, blev landets første præsident. Få år senere indførte han etpartistyre.

Protester og kupforsøg mod etpartiregimet resulterede i indføring af flerpartisystem i 1990. Samme år blev partiet ’Bevægelsen for flerpartidemokrati (MMD)’ dannet. Kort tid efter vandt MMD magten gennem landets første frie valg. MDD sad på magten i omkring 20 år. Valget i 2011 medførte et historisk magtskifte, da ’Den patriotiske front (PF)’ vandt valget. PF beholdte magten ved valget i 2016 med snæver margin. Efter valget rettede oppositionen påstande om valgfusk mod regeringen, og der udbrød optøjer blandt befolkningen.

Samfund og politik

Præsidenten i Zambia er landets statsoverhoved. Præsidenten vælges hvert femte år, og samme person kan kun vælges til præsident to gange. Den patriotiske front vandt valget med løfter om arbejde og bedre økonomi for befolkningen. Disse valgløfter er ikke blevet indfriet, og partiet kritiseres også for at forfølge sine politiske modstandere. Staten ejer de største nyhedsmedier i landet, og deres dækning er som regel i regeringens favør. De private medieaktører risikerer straffeforfølgelse, hvis de er regimekritiske. Facebook er derfor blevet en vigtig nyhedskilde. Politisk vold, korruption og manglende civile friheder gør, at landet kun regnes som delvis frit i demokratisk sammenhæng.

I Zambia bor flertallet i byer. Dette har medført boligmangel, stor arbejdsløshed og voksende slum i byerne. Dårlig regulering af jordbrug og tilbagevendende tørke gør adgangen til mad usikker, og omkring halvdelen af alle børn under 5 år er kronisk underernærede. I den vestlige del af landet findes der en stærk selvstændighedsbevægelse; Lozi-folket, som fører en fredelig kamp for selvstændighed for området Barotseland.

Økonomi og handel

Zambia er en af verdens største kobberproducenter. Zambias økonomi baseres i høj grad på kobberindustrien, og den er derfor sårbar for svingninger i kobberprisen på verdensmarkedet. Minedrift, landbrug, kraftproduktion og turisme er også vigtige indtægtskilder for landet. Der findes store områder udyrket mark i landet, hvilket er et godt grundlag for landbrugssektoren. Flere zambiere, som bor uden for byerne, lever af selvforsynende landbrug. Med den høje risiko for tørke er dette et sårbart levebrød.

Økonomien i landet har forbedret sig siden starten af 2000-tallet, men har ikke bidraget betydelig til fattigdomsreduktionen, og store deler af befolkningen lever fortsat under fattigdomsgrænsen. Zambia modtager pengestøtte fra flere lande, og flere nationer investerer også i landet; Kina er den største udenlandske investor. Støtte til udvikling af regeringsform og uddannelse er vigtigt. Korruption har været et udbredt problem i landet. Flere tidligere præsidenter og regeringsmedlemmer er blevet sagsøgt for mistanke om at bruge statens penge på at finansiere eget luksusliv. Der er blevet lanceret flere antikorruptionskampagner – men desværre uden den helt store effekt.