Flag
Nøgletal og fakta
| Hovedstad: | Funafuti |
| Etniske grupper: | Tuvalianere 86,8 %, Tuvalianere/i-Kiribati 5,6 %, Tuvalianere/andre 6,7 %, andre 0,9 % (2012) |
| Sprog: | Tuvalu (officiel), engelsk (officiel), samoansk, Kiribati |
| Religion: | Protestanter 92,4%, Baha'i 2%, Jehovas Vidner 1,3%, Mormoner 1%, andre 3,1%, ingen 0,2% (2012) |
| Befolkningstal: | 11 396 (2023) |
| Styreform: | Konstitutionelt monarki |
| Areal: | 30 km2 |
| Valuta: | Australsk dollar, tuvalu dollar |
| Bruttonationalindkomst per indbygger: | 5 421 PPP$ |
| Nationaldag: | 1. oktober |
Geografi
Tuvalu er en ø-nation bestående af ni små koraløer i det sydlige Stillehav. Fra nordvest til sydøst strækker øerne sig over et område på omkring 60 miles. Øerne er lave og dækket af græs, palmer og bregner, med strande langs kysten. Det højeste punkt er kun 4-5 meter over havets overflade. Landet har dårlig jord, der ikke er egnet til landbrug, og det meste af ferskvandet kommer fra opsamlet regnvand. Klimaet er tropisk, med meget nedbør, hyppige storme og lidt variation mellem årstider.
De største miljømæssige udfordringer i Tuvalu er knyttet til landets lave beliggenhed. Landet er i fare for at forsvinde helt, hvis den globale havstigning fortsætter. I de senere år er store dele af landet skyllet ud i havet som følge af tropiske storme, ekstremt højvande og skovrydning. Ved flere lejligheder har ekstremt højvande fået bølger til at skylle ind over hele landet. Landets afhængighed af opsamling af regnvand til brug som ferskvand har også gjort østaten meget sårbar over for tørke. Tuvalu deltager aktivt i forskellige miljøorganisationer for at øge bevidstheden om truslerne mod det og for at tiltrække hjælp og støtte fra større lande i regionen.
Historie
Arkæologiske fund tyder på, at der kan have været menneskelig aktivitet på øerne i mere end 3.000 år, men Tuvalus ældre historie er lidt kendt. Inden øerne blev kendt for omverdenen, var der allerede omfattende kontakt mellem naboøerne Samoa og Tonga, og de mindre Tuvalu-øer. Europæerne opdagede først øerne i det 16. århundrede, men det var først i det 19. århundrede, at øerne regelmæssigt blev besøgt og knyttet til europæiske kolonimagter.
Europæiske handlende bragte nye, dødelige sygdomme til øerne, herunder mæslinger. Øernes indbyggere var sårbare over for nye sygdomme, og indbyggertallet faldt fra ca. 20.000 i 1850 til ca. 3.000 i 1875. I begyndelsen af det 20. århundrede blev øerne en del af den britiske koloni Gilbert- og Ellice-øerne. Kolonien bestod af de mikronesiske Gilbert-øer (nutidens Kiribati) og de polynesiske Ellice-øer (nutidens Tuvalu). De kulturelle, sproglige og etniske forskelle gjorde kolonien lidt forenet. Efter flere års etniske konflikter blev Ellice-øerne skilt fra kolonien i 1974, og i 1978 fik øerne deres selvstændighed under navnet Tuvalu.
Samfund og politik
Tuvalu er et parlamentarisk demokrati i Commonwealth of Nations. Statsoverhovedet er den britiske monark, som er repræsenteret i landet gennem en lokal generalguvernør. Den udøvende magt ligger hos premierministeren og regeringen. Statsministeren er valgt af og fra parlamentet, og der er ingen politiske partier. Tuvalu har haft et stabilt og velfungerende demokrati siden uafhængigheden. Det vigtigste politiske spørgsmål er at bekæmpe de globale klimaændringer, som truer med at udslette hele landet. Australien varetager landets sikkerhed, da Tuvalu ikke har sit eget forsvar.
Mange tuvalianere uden for den største atol lever i traditionelle samfund, hvor familie og slægtskab er de vigtigste netværk. Skolen er gratis og obligatorisk for alle børn. Sundhedssystemet er dårligt udviklet, men i alvorlige tilfælde kan tuvalianere modtage statsfinansieret behandling på hospitaler i Fiji. På grund af landets få naturressourcer og lille landareal har de seneste års kraftige befolkningstilvækst givet store samfundsmæssige udfordringer. Siden 1980 er indbyggertallet mere end fordoblet, hvilket blandt andet går ud over fødevaresikkerhed og adgang til rent drikkevand.
Økonomi og handel
Tuvalu er et af verdens mindst udviklede lande, men er kendt for at have en ryddig økonomi med et balanceret statsbudget. Den eneste eksportvare er tørret kokosnød, og befolkningen lever mest af fiskeri og simpelt landbrug. Over 25 procent af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. Fattigdom er særligt udbredt på de øer og atoller længst væk fra hovedstaden på Funafuti-atollen.
Landets isolerede beliggenhed gør, at turismen er meget lille. En væsentlig del af bruttonationalproduktet (BNP) kommer fra penge sendt hjem fra emigranter. Myndighederne får nogle indtægter fra salg af mønter, frimærker og fiskekvoter, men landet er afhængig af international bistand fra Taiwan, Japan, New Zealand og Australien. Landet får også indtægter fra udlejning af det nationale internetdomæne (.tv) til udenlandske virksomheder.