Surinam

Geografi

Surinams natur kan opdeles i tre forskellige zoner. I nord ligger en frodig kystslette med sandstrande, sumpe og mangroveskove. Inden for kystsletten ligger et bredt og forholdsvis fladt savanneområde, og i den sydlige del af landet er naturen præget af tæt tropisk regnskov og bakket terræn.

Højlandet mod syd er en del af Guyana-plateauet, som har næsten 25 procent af verdens regnskov. Guyana-plateauet omfatter et område i det nordøstlige Amazonas (delt mellem landene Brasilien, Surinam, Fransk Guyana og Guyana). Omkring 90 procent af landets areal er dækket af tropisk regnskov. I øst ligger landets største sø, Brokopondo-reservoiret. Flere store floder løber fra syd til nord. Klimaet er tropisk varmt og fugtigt hele året rundt, med små dags- og årstidsvariationer.

Surinam har relativt få miljøproblemer sammenlignet med andre lande i regionen. Landets regnskov er stort set forblevet urørt, og næsten 30 procent af landets areal består af nationalparker og beskyttede naturreservater. Skovrydning og ulovlig skovhugst er dog blevet mere almindeligt i de senere år. Mineaktivitet har også ført til forurening af grundvand og flodvand i flere områder.

Historie

Fra omkring år 1000 fvt. det oprindelige folk i Surinam dyrkede, jagede og fiskede og var ikke etableret i nogen forenet stat. Da spanierne ankom til Surinam i 1498, var området tyndt befolket. Storbritannien etablerede den første koloni i Surinam i 1651. Englænderne etablerede kakao-, kaffe-, bomulds- og sukkerplantager og tvang de caribiske og Arawak-talende oprindelige folk til slaveri. For at udvikle plantagerne blev der også bragt flere tusinde nye slaver fra Afrika til landet.

I 1667 handlede Storbritannien jorden til Holland, mod at Holland gav afkald på sin ret over Nieuw Amsterdam (New York). Regelmæssige slaveoprør betød, at hollænderne investerede lidt i Surinam. Da slaveriet blev ulovligt i 1863, blev der hentet nye arbejdere fra Indien, Java og Kina.

I 1954 fik Surinam internt selvstyre, og landet blev en selvstændig republik i 1975. Etniske konflikter, en ustabil økonomi og politisk uro førte til, at næsten halvdelen af ​​befolkningen emigrerede til Holland i forbindelse med selvstændigheden. Uroen i befolkningen og økonomien udløste et statskup i 1980, med den efterfølgende borgerkrig, og indtil 1993 var landet præget af militærkup og økonomisk tilbagegang. Siden 1993 har landet haft et svagt, men varigt demokrati.

Samfund og politik

Surinam er en demokratisk republik, hvor præsidenten har meget magt. Præsidenten og næstformanden vælges af Nationalforsamlingen for fem år ad gangen. Præsidenten er landets statsoverhoved, og udnævner og leder regeringen. Derudover leder præsidenten statsrådet, sikkerhedsrådet og er militærets øverstkommanderende. Vicepræsidenten er også landets premierminister. I 2019 blev Desi Bouterse, der var præsident fra 2010 til 2020, idømt 20 års fængsel for mord begået, da han var militærdiktator i 1980'erne.

På trods af at Surinam er et demokrati, er landet præget af korruption og en svag retsstat. Politik er splittet, og er i høj grad præget af den multikulturelle og multietniske befolkning. Den etniske og politiske uro, der udløste borgerkrigen i 1980'erne, har sat dybe spor i samfundet.

Landets sociale velfærdssystem har flere mangler og mangler, men holder en væsentlig højere standard end i nabolandene Fransk Guyana og Guyana. Over 90 procent af befolkningen bor i hovedstaden eller i andre mindre byer på kysten. I de næsten ubefolkede centrale og sydlige dele af landet er sundhedsvæsenet, infrastrukturen og uddannelsessektoren meget dårligt udviklet. Surinam er et af de få lande, hvor abort er totalt forbudt, selv om moderens eller barnets liv er i fare.

Økonomi og handel

Industrien i Surinam domineres af mineraludvinding. Landets vigtigste eksportindtægter kommer fra aluminium, guld og olie. Det er flere ubenyttede mineralforekomster centralt i landet, men den tætte regnskov og manglende infrastruktur gør udvindingen meget lidt lønsomt. Fiskeri, hovedsageligt rejeindustri, er en betydelig industri og står for over 10% af landets eksportindtægter. De vigtigste modtagerlande for eksporten er USA, Norge og Holland. Kun 0,5% af landet er dyrket mark, og landbrug udgør kun en lille del af landets bruttonationalprodukt. Servicesektoren er den vigtigste industri og står for omkring 55% af landets samlede bruttonationalprodukt.

Surinam kæmper med udbredt fattigdom, svag økonomisk vækst og lille økonomisk udvikling. Omkring 23% af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Landet kæmper med høj arbejdsløshed, hvor især unge er hårdt ramt. Høj inflation og mangelfuld økonomisk udvikling har hindret økonomisk vækst. Narkotikasmugling og anden skjult økonomi er udbredt, og staten mangler rutiner til at håndtere disse foretagender. Surinams økonomi forbliver afhængig af bistand fra udlandet. Holland er det vigtigste giverland.