Østtimor

Geografi

Østtimor udgør den østlige del af øen Timor, som landet deler med Indonesien i vest. Til Østtimor hører også enklaven Oekussi Ambeno, som ligger separat fra resten af landet ved Vesttimors nordkyst. Landskabet domineres af en bjergkæde med flere slukkede vulkaner. Det højeste punkt, Tata Mai Lau, er 2963 meter. Fra bjergene inde i landet løber mange floder ned mod kysten og lavlandet, som hovedsageligt består af græssletter og savanne. I regntiden sker det jævnligt, at floderne går over sine breder. Klimaet er tropisk og varmt hele året, mens bjergene inde i landet har et noget køligere klima på grund af højderne. Det meste nedbør falder mellem november og maj, mens resten af året har tørke.

Østtimor er udsat for både oversvømmelse og tørke. Landet har også store problemer med skovrydning. Hovedårsagen er den udbredte misbrug i landbruget. Den oprindelige skov er blevet kraftigt reduceret, og tæt skov findes i dag kun i svært tilgængelige områder. Skovrydningen har forårsaget kraftig jorderosion og gjort landet ekstra udsat for oversvømmelser.

Historie

Øen Timor har haft en særskilt historisk udvikling fra resten af ​​de indonesiske øer. Indtil europæerne ankom til området i det 16. og 17. århundrede, havde øen en anden kultur og tradition end resten af ​​regionen. I 1859 blev øen delt i to, hvor den østlige del blev portugisisk og den vestlige del blev hollandsk. Under Anden Verdenskrig blev hele øen besat af Japan. Efter Anden Verdenskrig blev den vestlige del af øen en del af det nyoprettede land Indonesien. Indonesien gjorde krav på hele øen, men den portugisiske kolonimagt i Østtimor beholdt kontrollen.

I 1975 erklærede Østtimor uafhængighed fra Portugal, men efter kun ni dage besatte Indonesien landet. Den indonesiske besættelse var meget brutal, og der blev ført en hård integrationspolitik for at nedbryde den interne modstand. Omkring en tredjedel af befolkningen døde som følge af besættelsen. I 1999 erklærede Østtimor uafhængighed. Dette udløste en voldelig opstand blandt de borgere, der støttede Indonesien. 80 procent af skoler, veje og hospitaler blev ødelagt, hundredvis af mennesker blev dræbt og omkring en halv million blev internt fordrevet.

Fra 1999 til 2002 styrede FN Østtimor med et mandat fra Sikkerhedsrådet. Landet blev første gang uafhængigt den 20. maj 2002.

Samfund og politik

Østtimor er en parlamentarisk republik, hvor præsidenten er statsoverhoved. Præsidenten vælges ved almindelige valg for fem år ad gangen, og den udøvende magt deles mellem præsidenten og regeringen. Den lovgivende forsamling (parlamentet) vælger regeringen, og præsidenten udnævner premierministeren.

Politik og samfundsliv er stærkt præget af, at landet for nylig blev selvstændigt, og at det blev styret af FN i en overgangsperiode. Politik er præget af en magtkamp mellem de partier, der førte kampen mod den indonesiske besættelse, og dem, der ønsker forsoning med Indonesien.

Østtimor har fået hjælp fra FN til at opbygge et retssystem. Arbejdet er gået langsomt, og mangel på uddannet arbejdskraft gør, at det fungerer dårligt. Den forventede levealder i landet er lav og spædbørnsdødeligheden høj, og levestandarden er betydeligt bedre i byerne end på landet. Regeringens hovedopgaver er genopbygning af samfundet, især infrastruktur og uddannelses- og sundhedssektoren. Landet har arbejdet aktivt for at styrke kvinders position i samfundet og i politik, og i 2017 blev Østtimors præsident det første statsoverhoved i Sydøstasien, der åbent støttede LGBTI+-personers rettigheder.

Østtimor er medlem af FN og en række FN-organisationer.

Økonomi og handel

Under optøjerne i 1999 blev Østtimors økonomi ødelagt, og bruttonationalproduktet blev kraftigt reduceret. Internationale aktører som FN og Den Asiatiske Udviklingsbank har hjulpet med at opbygge økonomien igen. I starten af 2000-tallet begyndte landet at udvinde olie og gas, hvilket har været en god indtægtskilde til statskassen. Siden 2005 har Østtimor haft en oliefond og en streng skattelov for olie og gasudvinding. Cirka 80% af indtægterne i statsbudgettet kommer fra olie- og gasindustrien. Derudover er eksport af kaffe en vigtig indtægtskilde. Landbruget spiller dog fortsat en vigtig rolle, da størstedelen af befolkningen lever af at dyrke til eget forbrug – og ikke har anden fast indtægtskilde.

Til trods for landets rige naturressourcer, lever over 30% af befolkningen i absolut fattigdom, og over 25% lever under den nationale fattigdomsgrænse. En af hovedårsagerne er, at oliesektoren i stor grad drives af udenlandske selskaber, og derfor skaber meget få arbejdspladser for den lokale befolkning. Landet kæmper også mod korruption og en lavt uddannet arbejdsstyrke. Til trods for øgede indtægter fra gas og olie er Østtimor stadig afhængig af international bistand.