Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Alofi
Etniske grupper: Niuer 65,4 %, delvis Niuer 14 %, ikke-Niuer 20,6 % (inklusive europæere, asiater og polynesere) (2017)
Sprog: Niuean (officiel) 46 %, Niuean og engelsk 32 %, engelsk (officiel) 11 %, Niuean og andre 5 %, andre 6 % (2011)
Religion: Protestanter 70%, mormonere 10%, katolikker 10%, Jehovas vitner 2%, annet/uspesifisert 8% (2011)
Befolkningstal: 2000 (2022)
Styreform: Parlamentarisk demokrati
Areal: 260 km²
Valuta: Newzealandske Dollars
Nationaldag: 6. februar (som New Zealand)

Geografi

Niue er en lille østat i Stillehavet, og er en af ​​verdens største koraløer. Landskabet består af stejle kalkstensklipper langs kysten med ét centralt plateau, der stiger til omkring 60 meter over havets overflade. Øen er stort set dækket af tropiske skove, og kystområderne har utallige kalkstenshuler. Der er lidt agerjord, da meget af jorden har høje niveauer af naturlig radioaktivitet. Øen er omgivet af et sammenhængende koralrev, med en større åbning for skibstrafik på vestkysten. Klimaet på Niue er tropisk varmt og fugtigt året rundt, og det regner mest fra november til april. Ø-nationen er et selvstyrende territorium, der tilhører New Zealand, men de ligger på hver sin side af den internationale datolinje. Det betyder, at tidsforskellen mellem de to stater er 23 timer om vinteren og 24 timer om sommeren.

På grund af sin tropiske beliggenhed er øen meget udsat for cykloner. I 2004 ødelagde stormen 'Heta' det meste af øens infrastruktur, bygninger, fødevarebutikker, agerjord og koralrev. Traditionelt slash-and-burn landbrug har også ført til tab af frugtbar jord, som er en ældre form for fødevareproduktion, hvor man afbrænder et areal med vegetation og derefter bruger det til landbrug. Niue er meget sårbar over for klimaændringer, da havniveaustigning og mere ekstreme tropiske cykloner kan forårsage skade på vandforsyninger, fødevaresikkerhed, infrastruktur og miljø.

Historie

Niue blev befolket i 900-tallet af søfarere fra Samoa. I 1500-tallet antager man, at krigere fra Tonga også slog sig ned på øen. Traditionelt blev øen administreret af forskellige klaner og høvdinger. Et samlende kongestyre blev først introduceret i 1700-tallet, efter indflydelse fra Samoa. Den første europæer til at opdage øen var den britiske søfarer James Cook i 1774. Efter at være blevet angrebet af øens indbyggere formåede Cook ikke at lægge til land – og han gav derfor øen navnet ‘Savage Island’, de vildes ø. Takket være navnet turde ret få europæere at besøge øen i årene som fulgte.

I midten af 1800 tallet begyndte britiske missionærer at komme til øen, og med deres tilstedeværelse steg den europæiske indflydelse. I 1887 søgte Niues konge, Fata-a-iki, om at overgive magten til Storbritannien, eftersom han frygtet andre mere nådesløse koloniherrer. Ansøgningen blev godkendt, men allerede året efter annekterede New Zealand øen. New Zealands grundlov fra 1974 gav Niue selvstyre og samme år stemte øens befolkning om uafhængighed. Flertallet valgte, at øen skulle forblive en selvstændig associeret stat til New Zealand.

Samfund og politik

Niue har et parlamentarisk politisk system, hvor en regering ledet af en premierminister har den udøvende magt. Statsministeren og regeringen bestemmes af et folkevalgt parlament. Landet har ingen politiske partier, og kandidater stiller op til valg som uafhængige repræsentanter. Ø-staten har en associeringsaftale med New Zealand, som bygger på, at landet selv tager stilling til interne spørgsmål, mens New Zealand varetager udenrigsanliggender og landets forsvar. Alle indbyggere i Niue har automatisk newzealandsk statsborgerskab. Gennem associeringsaftalen med New Zealand er det formelle statsoverhoved i Niue den britiske monark, som er repræsenteret på øen gennem New Zealands lokale repræsentant.

Det vigtigste politiske spørgsmål i Niue er masseudvandringen fra øen. I løbet af de seneste 20 år er befolkningen blevet halveret på grund af emigration til New Zealand og faldende fødselstal. Man frygter, at landet vil miste sin selvstændighed, sit sprog og sin kultur, hvis udvandringen fortsætter. Landet er ikke medlem af FN.

Niueanere har en relativt høj levestandard sammenlignet med andre østater i Stillehavet. Landet har grundlæggende sociale velfærdsprogrammer, såsom gratis kosttilskud til små børn og pensioner til ældre. De fleste mennesker har adgang til rent drikkevand, el og sanitære faciliteter. Vold mod kvinder er dog udbredt.

Økonomi og handel

Niue har en lille økonomi og er helt afhængig af støtte fra New Zealand. Det lave folketal og den manglende kommunikation med omverdenen gør økonomien lavt udviklet. Mange af indbyggerne er beskæftiget i den offentlige administration. Husholdningerne driver ofte landbrug til eget forbrug, men dog produceres der honning, vanilje, kokos og taro (rodgrønsag) til eksport. Andre indtægter kommer fra turisme, banklicenser, og salg af internetdomænet '.nu'. Turisme er en sektor i vækst, men hovedstadens havn er for lille at tage imod store krydstogtskibe. Turistene bliver derfor fløjet ind fra Samoa, hvilket gør det dyrt og vanskeligt for turister at komme til landet.

Niues allerede svage økonomi har siden cyklonen ‘Hetas’ hærgen i 2004 slidt med at komme sig igen. Genopbygningsarbejdet forsinker andre meget tiltrængte udviklingsprojekter. Ødelæggelserne på bygninger og hus førte også til, at mange indbyggere valgte at flytte til New Zealand i stedet for at genopbygge deres huse. Til trods for den svage økonomi og det dalende befolkningstal blev Niue i 2003 det første land i verden med et fuldstændig trådløst nationalt internetsystem.