Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Windhoek
Etniske grupper: Ovambo 50 %, kavangoer 9 %, herero 7 %, damara 7 %, europeisk og afrikansk herkomst 7 %, europeisk herkomst 6 %, nama 5 % caprivisk 4 %, san 3 %, baster 2 % og tswana 0.5 % (2011)
Sprog: Oshiwambo 49,7%, nama/damara 11%, kavango 10,4% afrikaans (fælles sprog for størstedelen af befolkningen) 9,4%, herero 9,2%, zambezi 4,9%, engelsk (officielt) 2,3%, andre afrikanske sprog 1,5%, andre europæiske sprog 0,7%, andet 1% (2016)
Religion: Kristne 97,5%, andre (inkl. muslimer, bahaier, jøder, buddhister) 0,6%, ikke-religiøse 1,9% (2020)
Befolkningstal: 2 604 072 (2023)
Styreform: Republik
Areal: 824 290 km²
Valuta: Dollar (NAD)
Bruttonationalindkomst per indbygger: 11 206 PPP$
Nationaldag: 21. marts

Geografi

Mere end en tredjedel af Namibia består af ørkenområder, og den tørre namibiske ørken strækker sig som et tyndt bælte langs hele kysten. Øst for ørkenen går landskabet over i høje plateauer. Det meste af landet ligger mellem 1.100 og 1.700 meter over havets overflade, og det er på de højere plateauer, at de fleste af Namibias indbyggere bor.

Namibia har mere end 300 solskinsdage om året. Landet har to regnsæsoner - en kortere mellem september og november og en længere mellem februar og april. I regntiden regner det mellem 50 og 700 millimeter. Der er ingen permanente floder i landet, kun flodlejer, der fyldes op i regntiden.

Landet er ofte ramt af tørke, og der kan gå mange måneder uden nogen form for regn. Manglen på rent drikkevand er et af landets største miljøproblemer. Derudover står Namibia over for udfordringer med ørkendannelse, jordforringelse, tab af biodiversitet og krybskytteri. I et forsøg på at bevare biodiversiteten er Namibia et af de få lande i verden, der har naturbeskyttelse og bevarelse indskrevet i sin forfatning.

Historie

Før år 0 var Namibia kun beboet af det nomadiske San-folk. Omkring begyndelsen af vores tidsregning migrerede andre nomadegrupper til landet - først khoikhoi og nama, og senere damar i det 9. århundrede og bantu i det 17. århundrede. I slutningen af 1700-tallet ankom de første kolonister fra Holland og tog kontrol over en af landets havne. Fire år senere blev havnen besat af briterne, men ellers viste europæerne ikke megen interesse for landet før i det 19. århundrede.

I slutningen af 1800-tallet købte en tysk handelsmand et stykke land i Namibia. Tyskerne gjorde krav på territoriet, og kolonien fik navnet Tysk Sydvestafrika. I 1904 gjorde herero- og namafolket oprør, hvilket resulterede i 10.000 namaers og mellem 24.000 og 100.000 hereros død. De overlevende var for det meste kvinder og børn, som efter oprøret blev sendt til koncentrationslejre for at arbejde som slaver. Mange døde af sult, udmattelse og sygdom, og der blev også udført medicinske eksperimenter på fangerne. Begivenhederne er siden blevet kendt som folkemordet på hereroerne.

Efter Første Verdenskrig overtog Den Sydafrikanske Union kolonien på vegne af Storbritannien. Landet blev styret af militæret, før det blev gjort til et mandatområde i 1920 under Folkeforbundet. De samme apartheidlove, som gjaldt i Sydafrika, blev indført i Namibia, og afrikanerne måtte kun bo i reservater og tjene som billig arbejdskraft for europæerne.

I midten af det 20. århundrede forsøgte Sydafrika gentagne gange at indlemme regionen i Den Sydafrikanske Union, hvilket både Folkeforbundet og senere FN afviste. Sydafrika nægtede at opgive regionen, mens organiseret modstand mod det sydafrikanske styre, under navnet South West Africa People's Organisation (SWAPO), kæmpede for befrielse i Namibia. Efter mange års befrielseskamp blev landet uafhængigt i 1990, og lederen af SWAPO blev valgt til landets præsident.

Samfund og politik

Namibia er en demokratisk republik med et flerpartisystem. Præsidenten leder regeringen, er statsoverhoved og militær øverstkommanderende. Både parlamentet og præsidenten vælges for fem år ad gangen. En tredeling af magten er nedfældet i forfatningen, men Namibia er blevet kritiseret for at blande statsmagten, da alle medlemmer af regeringen også sidder i nationalforsamlingen.

SWAPO dominerer politikken og har vundet alle valg siden uafhængigheden. Valgene er blevet vundet med en god margin, men ved valget i 2019 fik partiet markant mindre opbakning end tidligere. Perioden har været præget af økonomisk usikkerhed og tørke samt flere korruptionsskandaler op til valget. Flere grupper har brudt med partiet og dannet opposition mod det, de mener, er et autokratisk styre fra et parti med klart flertal i parlamentet.

Namibia er det land med den næstlaveste befolkningstæthed efter Mongoliet, hvilket i høj grad skyldes de ugæstfrie ørkenområder. Den største etniske gruppe, ovamboerne, udgør omkring halvdelen af befolkningen, og resten af befolkningen består af en række andre etniske grupper. Namibia har 13 nationale sprog med engelsk som det eneste officielle sprog, selvom mindre end én procent af befolkningen har engelsk som modersmål. Derudover har Namibia en relativt ung befolkning, hvor gennemsnitsalderen i landet er 22,8 år. Det skyldes i høj grad hiv- og aids-epidemien, som har ramt landet hårdt.

Namibia har været medlem af FN siden uafhængigheden i 1990.

Økonomi og handel

Namibia er rig på mineraler og fiskeressourcer, og disse to erhverv dominerer økonomien. Landet er blandt verdens ledende eksportører af eksklusive diamanter, sølv og zink. Indtægterne fra mineralindustrien fordeles imidlertid ret ujævnt i befolkningen, som fortsat har skarpe skel mellem hvide og sorte. Størstedelen af den fattige, sorte landsbybefolkning arbejder inden for landbrug og producerer til eget forbrug.

Namibias økonomi har rettet sig godt efter den internationale finanskrise (2008-09) og er vokset godt gennem de seneste år. Landet har mindre gæld og lavere korruption end mange andre lande i regionen, men flere udfordringer hæmmer den økonomiske udvikling. To af grundene er et lille hjemmemarked og mangel på kvalificeret arbejdskraft. Landet kæmper med at skabe nye arbejdspladser, og der er høj arbejdsløshed - særligt blandt unge.

Namibia har en åben økonomi. Den vigtigste handelspartner er Sydafrika. De senere år har regeringen forsøgt at få udenlandske investorer til landet, og nogle få industriforetagender inden for tekstil er blevet etableret.