Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Rom
Etniske grupper: Italienere 92 % (inkluderer små klynger af tyske, franske og slovenske-italienere i nord og albanske-italienere og græsk-italienere i syd), andre 8 % (inklusive rumænere 1,8 % og arabere 1,1 %)
Sprog: Italiensk (officielt), tysk, fransk, slovensk
Religion: Kristne 80,8% (katolikker, protestanter, og Jehovas vidner), muslimer 4,9%, ingen 13,4%, andre 0,9% (2020)
Befolkningstal: 58 870 762 (2023)
Styreform: Republik
Areal: 301 340 Km2
Valuta: Euro
Bruttonationalprodukt per inbygger: 51 865 PPP$
Nationaldag: 2. juni

Geografi

Omridset af Italien ligner en støvle, som deler Middelhavet i en vestlig og østlig del. Landet strækker sig fra alperne i nord til Middelhavet i syd. Landet har to tilhørende øer: Sardinien og Sicilien. Sicilien ligger helt syd, med den 3330 meter høje vulkan Etna, som har et udbrud næsten hvert år. I nord ligger den frugtbare poslette, som ligger mellem bjergkæderne Alperne og Appenninerne.

Italien har et varieret klima. De nordligste dele har et tempereret klima, med kolde, fugtige vintre og relativt varme somre. Der kommer mindre og mindre årligt nedbør jo længere syd man kommer.

Historie

I antikken var Italien hjemsted for Europas største imperium. Vigtigst var etruskerne fra 900-500 f.Kr. og romerne fra 350 f.Kr.-500 e.Kr. Efter Romerrigets fald i 400-tallet blev landet kastet ud i kaos, og blev besat og plyndret gentagne gange.

Gennem 1300-tallet blomstrede bystater som Firenze og Venedig, og blev vigtige centre for handel og videnskab. Flere forsøg på at forene landet efter Napoleonskrigene i slutningen af 1700-tallet endte i revolution og i 1848, og i 1861 blev Italien oprettet som selvstændig stat.

I 1900-tallet var Italien ramt af politisk uro og magtkampe. Landet deltog aktivt i begge verdenskrige, hvilket førte til store lidelser for civilbefolkningen. Med hjælp fra amerikanerne, Marshallhjælpen, kunne den italienske økonomi komme sig efter 2. Verdenskrig. Italien valgte tidligt at deltage i det vestlige samarbejde og blev i 1949 medlem af Nato. I efterkrigstiden har Italien været et vigtigt land i international politik, og har spillet en afgørende rolle i Den Europæiske Union (EU). I 1970erne var landet udsat for flere terrorhandlinger knyttet til store politiske konflikter mellem kommunisterne og folk fra højrefløjen. Samtidig var økonomien præget af arbejdsløshed, inflation og lav vækst.

I 1992 blev der afsløret en enorm politisk skandale. De som var anklaget var fra alle partier, både regering og oppositionen. Denne udvikling bidrog til at italienerne havde meget lidt tillid til politikerne og det politiske system. I 1994 stillede Silvo Berlusconi op for første gang. Han havde stiftet sit eget parti Forza Italia, og gik til valg på liberalistiske værdier: privatisering, nedskæring af offentlige udgifter og mindre skat. Partiet vandt valget og dannede regering, men samarbejdet internt i partiet krakelerede efter et halvt år, i forbindelse med at Berlusconi selv blev efterforsket for korruption. Berlusconis periode som premierminister i 2000 var kendetegnet ved en koncentration af økonomisk, politisk og mediemagt i premierministerens hænder.

Samfund og politik

Efter Anden Verdenskrig gik Italien fra at være et monarki til at blive en republik. Landet har en parlamentarisk regering, hvor præsidenten udpeger premierministeren og regeringen. Italiensk politik har i en årrække været domineret af det spændte forhold mellem de rige områder i nord og de fattige i syd. Nye regeringer er blevet udnævnt næsten årligt siden Anden Verdenskrig.

I de senere år har partier på højrefløjen været i vækst, og har haft regeringsmagten flere gange. Højrefløjens fremgang skyldes øget fremmedhad, immigration og utilfredshed med den økonomiske udvikling. Racisme er i dag et udbredt problem. Amnesty International har gentagne gange påpeget, at immigranters arbejdskraft udnyttes, blandt andet gennem lavere eller ingen løn.

I september 2022 blev der afholdt et nyvalg, hvor en højreorienteret koalition ledet af Giorgia Meloni vandt. Dette er den første højreekstremistiske regering i Italien siden Mussolinis diktatur. De har lovet skattelettelser, højere pensioner og strammere immigrationspolitikker.

Familiebåndene er stærke i Italien, især i den sydlige del, hvor flere generationer stadig bor under samme tag. Der er nu flere kvinder, der har en universitetsuddannelse end mænd, og antallet af kvinder i arbejde er også steget. Italien har også den højeste andel af mennesker i 20'erne uden uddannelse eller arbejde i hele EU.

Hvert år ankommer tusindvis af flygtninge til Italien med båd. Øget grænsekontrol og støtte til kystvagten i Libyen har ført til et fald i strømmen af ​​flygtninge. Den italienske indenrigsminister kræver derimod, at andre lande stiller op, ellers vil Italien lade flygtningene rejse videre til resten af ​​Europa. Det ville være i strid med Dublin-aftalen, som foreskriver, at flygtninge skal søge asyl i det første land, de ankommer til Europa. Racisme og diskrimination er udbredt i landet.

Italien blev medlem af FN den 14. december 1955 og er desuden medlem af en række af FN's specialorganisationer. Flere af disse – dem med fokus på landbrug og fødevaresikkerhed – har hovedkvarter i Rom. Dette omfatter De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), Verdensfødevareprogrammet (WFP) og Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD).

Økonomi og handel

Italien har i dag en avanceret og varieret industri og er en af verden største økonomier. Landet er industrialiseret, men næsten al industri ligger i Norditalien. Norditalien står for 60 % af landets bruttonationalprodukt (BNP). Ligesom i mange andre lande er arbejdsløsheden bandt unge et stort problem. Arbejdsløsheden er høj, men den er betydeligt højere i syd end i nord.

De vigtigste eksportmarkeder for Italien er Tyskland og Frankrig, og de vigtigste eksportvarer er maskiner, apparater, biler, tøj, sko, lædervarer og jordbrugsprodukter. Det tertiære erhverv står for 70 % af bruttonationalproduktet, og turistsektoren spiller en meget vigtig rolle for italiensk økonomi.

Italien er en del af eurosamarbejdet. Ved årtusindeskiftet havde Italien den laveste økonomiske vækst og en højeste statsgæld af alle landene i eurozonen. Arbejdsløsheden var stor, og stigende levealder, lav fødselsrate og høje pensioner øgede de offentlige udgifter. Dette udløste store demonstrationer. Italien var flere gange ved at pådrage sig sanktioner fra EU på grund af dets budgetunderskud. I 2005 blev EU-kravet lempet, men behovet for stramninger og ændringer var stadig stor. I foråret 2010 var Italien en del af gruppen af lande, der med deres økonomiske tilbageslag blev betraget som en trussel mod eurosamarbejdet. EU har igen stillet en række krav til stramninger.

Italien kunne havde været en stormagt omring Middelhavslandene, men korruption, mafiastyre og politiske uenigheder har hæmmet udviklingen i landet. Den høje statsgæld bidrog til eurokrisen, og Italien har måtte fortage sig store besparelser.

Kilder

Store Norske Leksikon, landguiden.se, The Globe Post, European Commission, OECD Statistics, UD (regjeringen.no), The Washington Post, Reuters, The Guardian, NRK.

Statistik fra CIA World Factbook og FN.