Etiopien

Geografi

Etiopien er et landbrugsland med høje bjergplateauer og dybe dale. Landet ligger i området, som kaldes Afrikas horn. Efter nabolandet Eritrea blev selvstændigt fra Etiopien i 1993, har landet manglet kyst. Etiopien er dermed den mest folkerige indlandsstat. Højlandet, som dominerer landskabet, er hovedsageligt bygget op af lavamasse fra tidligere vulkanudbrud. Der findes flere aktive vulkaner i landet. I bjergene er der kølige temperaturer, men ellers er det varmt, og klimaet er subtropisk. I højlandet, som også inkluderer Addis Abeba, er det regntid fra juni til september/oktober hvert år. Etiopien har et rigt dyreliv med flere arter, som ikke findes andre steder – bl.a. den abessinske ræv og den abessinske stenbuk.

Nedbørsmængden varierer kraftigt fra år til år, og Etiopien bliver med jævne mellemrum ramt af tørke. Landbruget er i forvejen meget sårbart, da mange års overgræsning og fældning af skov har ført til jorderosion i landet, og fordi man ude på landet mangler effektive vandsystemer, der kan sørge for vanding af landbrugsjorden, når regnen udebliver. Det har ført til, at Etiopien flere gange er blevet ramt af hungersnød.

Klimaændringerne fører til mere ekstrem vejr, som tørke, oversvømmelser, hedebølger og skovbrande. Klimaændringer forventes at øge intensiteten og hyppigheden af disse.

Historie

Nogle af de ældste spor af mennesker findes på Afrikas Horn. Omkring 5000 f.Kr Kongeriget Aksum opstod som en stormagt i dagens Etiopien. Dette blev et kristent rige i det fjerde århundrede, og siden da har der eksisteret en selvstændig stat i området.

Haile Selassie 1 er måske den mest berømte historiske figur fra Etiopien. Han var konge fra 1928 til 1930 og landets kejser fra 1930 til 1974. Inden da blev han udnævnt til landets Ras (prins), og dermed Etiopiens regent. Haile Selassie viste sig tidligt som en moderne leder, men måtte balancere sine forsøg på forsigtig politisk reform mod en stærk adel. Han sikrede Etiopien medlemskab af Folkeforbundet i 1923, og lovede samtidig at afskaffe slaveriet i Etiopien. Han etablerede også flere moderne skoler og hospitaler. Selvom disse var baseret på den vestlige model, forsøgte Haile Selassie samtidig at begrænse vestlig indflydelse i Etiopien. Han fik landets første grundlov på plads i 1931. Igennem 1950'erne og 1960'erne blev uddannelsestilbuddet udvidet, og en række administrative reformer blev iværksat. Haile Selassie var også afgørende for dannelsen af ​​Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU) i 1963 – han formåede at få hovedkvarteret tilføjet til Addis Abeba, og var OAU's første leder.

Etiopien blev aldrig koloniseret, men blev besat af italienerne i perioden 1936-1941. Efter Anden Verdenskrig gik Eritrea ind i en løs føderation med Etiopien, hvor Eritrea havde selvstyre. I 1952 blev Eritrea annekteret af Etiopien. Dette blev starten på en lang og blodig befrielseskamp for eritreanerne.

Tørke i 1973 og en radikalisering af studerende forværrede gradvist situationen for kejseren. Strejker og demonstrationer i foråret 1974 førte til begrænsede reformer – men det var for lidt, for sent. I sommeren 1974 trådte militæret ind og støttede eleverne, og den 12. september 1974 blev Haile Selassie taget fra sit palads – i en offentlig transportboble – og arresteret. Kejser Selassie blev erklæret død af åndedrætssvigt den 27. august 1975, selvom dette er umuligt at verificere.

En militærjunta tog over og erklærede Etiopien for en socialistisk republik. Regimet gennemførte reformer og planer, der kostede tusindvis af menneskeliv. I 1991 lykkedes det eritreiske og etiopiske befrielsesbevægelser at vælte det diktatoriske kommunistiske styre. Den regerende koalition Ethiopian People's Revolutionary Democratic Front (EPRDF) overtog styringen af ​​Etiopien, med Tigray People's Liberation Front (TPLF) som det dominerende parti i koalitionen.

Eritrea blev erklæret uafhængigt i 1993, som en del af aftalen mellem oprørerne. Uenigheder om, hvor grænsen skulle gå, førte til en blodig krig, der krævede 100.000 menneskeliv mellem 1998 og 2000. Den lange grænsekonflikt var ikke forbi, selvom krigen sluttede. Situationen var fastlåst indtil juli 2018, hvor TPLF's greb om Etiopien blev svækket på grund af politiske ændringer.

Derefter underskrev Etiopiens premierminister Abiy Ahmed og Eritreas præsident Isaias Afwerki en fredsaftale, som formelt afsluttede den lange grænsekonflikt. Forholdet mellem de to lande er siden blevet forbedret, og eritreiske tropper siges at have hjulpet den etiopiske hær i Tigray-konflikten mod TPLF i 2020. Premierminister Abiy Ahmed vandt Nobels Fredspris 2019 for sin fredsbestræbelse.

Samfund og politik

Området, der er nutidens Etiopien, har en rig kulturel og religiøs mangfoldighed med mere end 80 etniske grupper.

Etiopien er en føderal republik bestående af ni stater, opdelt efter etniske og sproglige linjer. Præsidenten er statsoverhoved, men har en symbolsk rolle. Statsministeren har den politiske magt, og udpeges og godkendes af flertallet i Nationalforsamlingen.

Den regerende Ethiopian People's Revolutionary Democratic Front (EPRDF) koalition var ved magten fra 1991 til 2019 og regerede stort set uden reel konkurrence fra oppositionen ved valg. Regimet forfulgte politiske modstandere, kontrollerede medierne og overfaldt demonstranter, menneskerettighedsaktivister og journalister.

I 2018 blev Abiy Ahmed udnævnt til premierminister. Han gik ind i jobbet med den hensigt at omforme Etiopiens politiske og økonomiske landskab radikalt. Den regerende koalition EPRDF blev opløst og en ny koalition kaldet Prosperity Party (PP) blev dannet uden TPFL.

Abiy iværksatte foranstaltninger for et mere demokratisk Etiopien med større pressefrihed, løsladelse af politiske fanger og fjernelse af administrative medarbejdere fra nøglestillinger. Abiy Ahmed har også fremmet ligestilling mellem kønnene med en regering bestående af 50 procent kvinder og en kvindelig præsident.

I den nordlige del af Etiopien ligger Tigray-regionen, en stor region ledet af TPFL, der ønsker øget autonomi. Efter flere TPFL-ledede angreb mod militærlejre i den nordlige del af landet sendte Abiy regeringsstyrker ind i Tigray i november 2020. Den militære offensiv eskalerede hurtigt til en større borgerkrig, hvor civile fra Tigray blev ofre for vold, misbrug og fordrivelse. Situationen har været fastlåst siden sommeren 2021, og befolkningen i området har stort behov for nødhjælp.

Læs mere om konflikten i Tigray på konfliktprofilen her.

Økonomi og handel

Stor økonomisk vækst i de senere år har forbedret situationen for mange i Etiopien. De fleste etiopiere bor på landet og lever af landbruget. Kaffe er den vigtigste eksportvare. At økonomien er afhængig af landbruget gør landet særligt sårbart over for tørke og klimaforandringer. Landet har flere gange været udsat for hungersnødkatastrofer, og selv i perioder med normalt vejr mangler mange tilstrækkelig adgang til mad.

I øjeblikket er nødhjælpen til landet blokeret, og befolkningen i Tigray-området er ramt af hungersnød. De økonomiske omkostninger, der følger med konflikten, såsom manglende vilje til at investere fra andre lande, mens konflikten er i gang, har også en negativ indvirkning på landets økonomi.

Vandkraft er Etiopiens vigtigste naturressource. Landet bygger dæmninger og kraftværker ud. Udviklingen møder protester af miljømæssige årsager, fordi dæmningen ødelægger økosystemer, udtørrer områder og sætter fødevareproduktionen i fare. Vandkraftudbygningen skaber også konflikter med nabolande som Egypten, der er bekymrede for, at opdæmningen af ​​floder vil skade deres vandforsyning.

De seneste års hastige økonomiske vækst har gjort det muligt at investere i uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og infrastruktur. Som den største producent af hvede i Afrika syd for Sahara er Etiopien den eneste undtagelse, når det kommer til lande, der lider under mad- og kornmangel på grund af krigen i Ukraine. Den indenlandske produktion står for 82 procent af det samlede forbrug af hvede; kun 18 procent af hvedeefterspørgslen dækkes gennem import. I et forsøg på at nå selvforsyning – i lyset af en stigende efterspørgsel efter hvede – har Etiopiens regering gradvist udvidet produktionen af ​​vinterhvede og regnhvede siden 2019. Som et resultat steg den indenlandske hvedeproduktion med 92 procent mellem 2010 og 2020 og importen faldt med 33 procent i samme periode.