Eritrea

Geografi

Eritrea er et smalt og tørt kystland i det nordøstlige Afrika. Landet ligger i den tropiske klimazone, men temperaturen varierer meget alt efter højden. Lavlandet i syd er en del af Danakilskoven, som delvist ligger under havoverfladen. Her er klimaet varmt, og temperaturen kan nå op på 50 °C. Naturen består af træløse steppe og ørkenvegetation. Det frugtbare højland i nord er en del af det nordlige etiopiske plateau. Her er klimaet tempereret, og gennemsnitstemperaturen er 16 °C.

Mangel på vand er et stort problem i Eritrea. Landet er gentagne gange blevet ramt af tørkekatastrofer. Det har haft konsekvenser for landbrugsproduktionen og ført til hungersnød blandt befolkningen. Landet har flere alvorlige miljømæssige udfordringer, såsom hurtig skovrydning, ørkendannelse, overdrev og jorderosion. Store dele af højlandet var tidligere dækket af nåleskov, men denne er næsten forsvundet på grund af jordens anvendelse til landbrug og bebyggelse. Et andet alvorligt problem er de mange landminer, der er tilbage efter krigen, som gør det vanskeligt at dyrke jorden mange steder.

Historie

Eritrea er en af ​​verdens yngste nationer, men området har været befolket i flere millioner år. Forskellige dele af Eritrea var tidligere en del af lokale statsdannelser, indtil landet fik sin selvstændighed i 1993. Landets kultur har været præget af både etiopiske statsdannelser og forskellige arabiske statsdannelser på den anden side af Det Røde Hav.

Italien besatte Eritrea i 1889, og regerede landet som en koloni, indtil de blev drevet ud af britiske styrker under 2. Verdenskrig. Eritrea var dengang et britisk protektorat, indtil de allierede magter blev enige om, hvad der skulle ske med Italiens tidligere kolonier. FN besluttede, at landet skulle danne en føderation med Etiopien i 1952, men samtidig være et selvstyreområde. Gradvist gik den etiopiske regering uden om Eritreas selvstyre, hvilket førte til voksende utilfredshed med føderationen og en stadig mere nationalistisk modstand, der skulle organiseres. Eritrea var fuldstændigt frataget sin autonomi ti år efter at føderationen blev dannet, og en væbnet kamp for selvstændighed brød ud.

Efter 30 års kamp for befrielse blev Eritrea befriet af en oprørsgruppe, i samarbejde med andre grupper, der samtidig væltede militærstyret i Etiopien. Med støtte fra den nye etiopiske regering blev staten Eritrea etableret i 1993. Der var en grænsekrig mellem landene i perioden 1998-2000. I 2018 erklærede Etiopiens regering, at den accepterede grænsen etableret af en FN-støttet kommission mellem Etiopien og Eritrea. Aftalen om denne grænse var begyndelsen på enden på den lange konflikt mellem Etiopien og Eritrea.

Samfund og politik

Eritrea har en demokratisk forfatning fra 1997, som også indeholder menneskerettigheder. Men grundloven trådte aldrig i kraft. Siden befrielsen har Eritrea udviklet sig til en autoritær etpartistat, hvor folket er undertrykt, og al opposition er forbudt. Al magt ligger hos præsidenten og hans parti. Isaias Afewerki var en af lederne af befrielsesbevægelsen, og efter befrielsen fik han rollen som præsident for en midlertidig regering. Han er siden forblevet i rollen som præsident, og er dermed den eneste præsident i Eritreas historie.

Nationale valg har været planlagt, men er blevet udsat på ubestemt tid. Borgernes ytrings-, bevægelses- og religionsfrihed er meget begrænset. Der er ingen pressefrihed. Retsstaten i landet er dårlig, og domstolene kontrolleres af regimet. Tusindvis af politiske fanger er fængslet uden rettergang. Befolkningens ret til privatliv krænkes gennem konstant overvågning. Særligt alvorligt er den tvungne militær- og samfundstjeneste, som i praksis kan føre til værnepligt i hele arbejdslivet under slavelignende forhold. Menneskerettighedssituationen i Eritrea er blandt de værste i verden.

Økonomi og handel

Urolighederne i landet har haft store konsekvenser for økonomien, og et stort flertal af befolkningen lever under meget vanskelige forhold. Et halvt århundredes krig eller krigslignende forhold efterlod veje, landbrugsjord og anden infrastruktur ødelagt, og på trods af regeringens bestræbelser på at genopbygge, er landet stadig et af verdens fattigste. Landets isolation og mangel på demokrati gør det svært at tiltrække udenlandske investorer.

Den eritreanske økonomi er baseret på landbrug, som beskæftiger 80 procent af befolkningen. Det gør landet ekstra sårbart, da landet er meget modtagelig for tørke. Landet har mange naturressourcer, men de udnyttes kun lidt. Landet er rigt på guld og andre værdifulde mineraler, og landet menes at have olie og gas i Det Røde Hav. Den indenlandske industri er lille og eksporten begrænset. Mineindustrien er en undtagelse, og har givet landet økonomisk vækst. Langt de fleste lever af landbrugsproduktion til eget brug, men de producerer ikke nok til at brødføde alle. Derudover er en stor del af arbejdsstyrken bundet til værnepligt, hvilket hæmmer landbrugsproduktion og økonomisk udvikling.