Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Djibouti
Etniske grupper: Somaliere (issaer) 60 %, afarer 35 %, andre 5 % (inklusiv franskmænd, arabere, etiopiere og italienere)
Sprog: Somali 60%, Afar 35%, andre 5 %
Religion: Sunnimuslimer 94%, andre 6% (hovedsageligt udenlandsfødte indbyggere - shiamuslimer, kristne, hinduer, jøder, Bahai og ateister)
Befolkningtal: 1 016 098
Styreform: Republik
Areal: 23 200 km²
Valuta: Djibouti Franc
Bruttonationalindkomst per indbygger: 5 893 PPP$
Nationaldag: 27. juni

Geografi

Djibouti er et af Afrikas mindste lande. Næsten 90 procent af landet består af ørkenlandskaber med saltsøer og vulkanske bakker og bjerge. Den salte sø Assal-søen, som ligger 155 meter under havets overflade, er det laveste punkt på det afrikanske kontinent – ​​og det næstlaveste i verden.

Klimaet i Djibouti er tørt (ørkenklima), med højere luftf​​​​​​​ugtighed ved kysten. Området omkring søen er blandt de varmeste steder på jorden med temperaturer på over 50 °C. Hovedstaden har en gennemsnitlig årlig temperatur på 30 °C. Kun de nordlige bjergområder har nogen væsentlig vegetation. Omkring 58 procent af landets befolkning bor i hovedstaden, resten bor på kyststriben langs Tadjoura-bugten.

Djibouti har få frugtbare områder. Store dele af landet har næsten ingen nedbør. Den årlige nedbør er cirka 125 millimeter ved kysten og 500 millimeter i bjergene. Saltindholdet i vandet er stigende, og djiboutierne lider derfor af vandmangel. Derudover er forurening af vandkilder et stort problem. Skovene og flere dyrearter er truet af udvidelsen af ​​landbrugsarealer. Myndighederne har indført et forbud mod jagt, men forbuddet respekteres ikke.​​​​​​​

Historie

I oldtiden var området, der i dag er Djibouti, tyndt befolket. De etniske grupper, der dominerer landet i dag, afarerne fra Den Arabiske Halvø og Issa fra Somalia, immigrerede fra det 2. århundrede f.Kr. og frem. Begge folkegrupper var nomader. I det 8. århundrede bragte muslimske missionærer islam til området, og i 700 år kontrollerede arabere handlen i regionen. I sidste halvdel af 1800-tallet fik Frankrig stigende kontrol over det nuværende Djibouti, og i 1884 blev Djibouti et fransk protektorat.

Efter Anden Verdensk​​​​​​​rig ændrede Djibouti sin status til et fransk oversøisk territorium, og de fik stadig større autonomi. Samtidig blev modsætningerne mellem de etniske grupper tydeligere, især fra Issa'erne, der ønskede at løsrive sig fuldstændigt. Efter en folkeafstemning i 1977 opnåede Djibouti uafhængighed. Det ISSA-dominerede parti People's Progress Movement (RPP) vandt landets første valg, og Hassan Gouled Aptidon blev præsident. I 1980'erne blev al politisk opposition forbudt, og spændingerne mellem de etniske grupper steg.

I 1991 startede Front for​​​​​​​ Restoration of Unity and Democracy (FRUD), som bestod af tre militante Afar-grupper, et oprør der udviklede sig til borgerkrig. Året efter bad præsident Aptidon om militær bistand fra Frankrig. Under pres fra borgerkrigen og Frankrig indledte præsidenten en demokratiseringsproces. Først i år 2000 blev der indgået en endelig fredsaftale.

Ved parlamentsvalget i 1997 tog en k​​​​​​​oalition mellem RPP og FRUD alle 65 pladser. Ved valget i 2003 vandt koalitionen igen alle mandater. Oppositionen samledes i Union pour une alternance démocratique (UAD). For første gang i landets historie blev der også valgt kvindelige folketingsmedlemmer. Aptidon, landets præsident siden uafhængigheden, trådte tilbage i 1999. Hans slægtning og nære kollega Ismail Omar Guelleh (RPP/FRUD) blev ny præsident efter valget samme år. Guelleh er Djiboutis nuværende præsident.

Samfund og politik

Djibouti er en enhedsstat og formelt demokratisk republik. Præsidenten vælges ved almindelige valg for seks år ad gangen. Præsidenten har den udøvende magt og udpeger en premierminister til at lede regeringens arbejde. Præsidenten og premierministeren udpeger sammen resten af ​​regeringen, som er ansvarlig over for præsidenten. Nationalforsamlingen har den lovgivende magt.

Under og efter borgerkrigen blev d​​​​​​​er gennemført flere demokratiske reformer. Et flerpartisystem blev indført i 1992, i 1997 kom FRUD ind i nationalforsamlingen og fik en plads i regeringen. I 2003 fik alle partier, der ønskede at stille op, mulighed for at stille op, og i 2013 blev valgsystemet ændret, så det var nemmere for mindre partier at komme ind på landsmødet.

I dag har Djibouti formelt et flerpartisystem, m​​​​​​​en politik er fuldstændig domineret af regeringspartiet RPP. Oppositionen har altid haft svært ved at få indflydelse. Det skyldes blandt andet valgsystemet med flertalsafstemning i enkeltmandskredse, hvilket giver en fordel for det største parti. Dels skyldes det også, at staten forfølger oppositionen, og at regeringen kontrollerer de statsejede medier. Regeringen bliver konstant anklaget for at krænke menneskerettighederne og for valgsvindel.

Djibouti er blandt andet medlem af FN og Verde​​​​​​​nssundhedsorganisationen (WHO), Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union (AU) og Cotonou-aftalen.

Økonomi og handel

Havnen i hovedstaden er meget vigtig for godstransport til og fra Det Røde Hav. Fra 1981 har den været frihavn, hvilket betyder, at området ligger uden for landets toldgrænse. For Etiopien er dette den vigtigste havn i udenrigshandlen. Tilsvarende er Djibouti helt afhængig af, at Etiopien bruger havnen – over 90 procent af de varer der passerer gennem havnen, er på vej til eller fra Etiopien. Andre afrikanske lande bruger også havnen som mellemstation for udenrigshandel.

Selvom Djiboutis økonomi er vokset, ​​​​​​​er landet fattigt og afhængigt af bistand. Frankrig er den største donor, men USA giver mere og mere. Store dele af landets indkomst kommer fra lande, der betaler for at have militærbaser i landet. Fra 2017 omfatter dette Frankrig, USA og Kina.

Fordi Djibouti for det meste er ørken, er landbrugsmulighederne begrænsede. Landet importerer derfor 80 procent af alle fødevarer, hovedsageligt fra Etiopien. Andre vigtige importvarer er olieprodukter, kemikalier, transportudstyr og beklædning. Fordi området er vulkansk, forsøger man at udnytte den underjordiske varme til at skabe energi. Det er håbet, at landet bliver selvforsynende med energi, og fortsætter med at eksportere, men arbejdet skrid​​​​​​​er langsomt frem. I dag eksporterer Djibouti levende dyr (inklusive kameler og kvæg), skind, metalskrot og salt.