Cuba

Geografi

Cuba er en østat i Det Caribiske Hav. Landet består af hovedøen Cuba, den mindre ø Isla de la Juventud, samt over 1000 mindre øer og holme. Øens kyst består af bugter, sandstrande, klipper og koralrev. Inde i landet er der mest sletter og lave højdedrag. Den vestlige del af øen har et fladt terræn, mens der i det fjerne øst er lave bakker og bjerge. Landets højeste punkt, Pico Turquino, er 1974 meter over havets overflade. Jorden er frugtbar og det meste bruges til landbrug. Klimaet er tropisk med varme fugtige somre og milde tørre vintre. Det er regntid fra maj til oktober.

Landet er jævnligt udsat for kraftige tropiske orkaner i månederne mellem juni og oktober. Orkanerne kan forårsage enorme ødelæggelser, og især ramme de østlige dele af øen. Landet har også et stort problem med skovrydning. Næsten al den oprindelige skov er blevet fældet. Der er iværksat flere projekter for at bevare og plante nye skove.

Historie

Cuba var beboet i over 4000 år, før Christopher Columbus, som den første europæer, opdagede øen i 1492. den oprindelige befolkning bestod af de tre etniske grupper Taino, Siboney og Guanahatabey. Da Spanien begyndte at kolonisere øen i det 16 århundrede, blev næsten hele den oprindelige befolkning udryddet, kun lidt af deres kultur og sprog er blevet bevaret. Spanierne etablerede plantager og bragte mange afrikanske slaver til øen som arbejdskraft.

I 1898 støttede USA cubanernes kamp for uafhængighed fra Spanien, men besatte selv øen kort efter. USA regerede Cuba indtil selvstændigheden i 1902. Gennem en tilføjelse i den nye forfatning sikrede USA sig stor indflydelse over den cubanske økonomi og udenrigspolitik.

I årene efter uafhængigheden blev landet styret af skiftevis demokratiske og korrupte regimer. I 1959 overtog Fidel Castro magten gennem en væbnet revolution, der gjorde landet til en kommunistisk étpartistat. Det førte til konflikt med USA, og de støttede blandt andet et mislykket kup i 1961. I 1962 begyndte Sovjetunionen at bygge militære faciliteter på øen, hvilket førte til en konfrontation mellem supermagterne som kunne have endt i atomkrig (Cubakrisen). Efter denne hændelse indførte USA en streng handelsembargo. Efter mere end 50 års sanktioner erklærede USA i 2014, at det ville arbejde på at normalisere forholdet til Cuba.

Samfund og politik

Cuba er en socialistisk étpartistat, hvor kun kommunistpartiet er tilladt. Nationalforsamlingen er landets højeste instans, men er i praksis underlagt kommunistpartiet. Nationalforsamlingen vedtager, hvad kommunistpartiet beslutter. Præsident Fidel Castro regerede Cuba fra 1959, men overdrog i 2008 magten til sin bror Raúl Castro. Rául Castro gennemførte flere reformer og besluttede, at politikere kun kan sidde i to perioder. Han trådte tilbage i 2018 og overdrog magten til Miguel Diaz Canel. Efter mere end 50 år uden diplomatiske forbindelser med USA indledte landende nye samtaler i 2015. USA’s handelsblokade blev løsnet en smule og landenes ambassader blev genåbnet. Processen er siden da sat på pause, men forholdet mellem de to lande er mindre anspændt end tidligere.

Cuba bliver kritiseret for at være udemokratisk, korrupt og totalitært. Landet krænker menneskerettighederne ved at fængsle og henrette politiske modstandere. Pressen og internettet overvåges og kontrolleres af staten, og kritik af staten kan resultere i strenge bøder, fængselsstraffe eller henrettelse.

Landet har et veludviklet velfærdssystem med skattefri sundhedssektor, barsel, pensioner og gratis uddannelse. Kvinder er ligestillede med mænd, og kønnene tjener normalt det samme. Etniske og seksuelle minoriteter er beskyttet af strenge love mod forskelsbehandling.

Økonomi og handel

Cuba har en statskontrolleret planøkonomi. Landet var tidligere afhængig af bistand og billige olieforsyninger fra Sovjetunionen. Sovjetunionen støttede også Cubas sukkerindustri, som var landets hovedindustri. Efter Sovjetunionens fald er den cubanske sukkerproduktion faldet betragteligt. Turisme, nikkel og tobak er blevet nye vigtige indtægtskilder.

Regeringen har et madrationeringssystem, hvor alle har ret til at købe basisvarer til en lav pris. Systemet fungerer dårligt, og dækker normalt ikke det månedlige behov. De seneste års liberalisering af økonomien har lagt mere pres på systemet. De rigeste har mulighed for at købe ekstra mad, hvilket presser fødevarepriserne i vejret. Det er således blevet sværere for de fattige at købe den mad de har brug for, ud over de utilstrækkelige månedlige rationer.

For at tjene mere på turismen har landet skabt sin egen turistvaluta. Men løn udbetales i den oprindelige valuta, som har en meget mindre værdi. Fordi mange varer er prissat i turistvalutaen, bliver varerne ekstremt dyre i lokalvaluta. Dette har skabt en stor forskel mellem dem med adgang til turistvalutaen, og dem der kun har adgang til den lokale valuta.