Angola

Geografi

Med sine 1,2 millioner kvadratkilometer er Angola blandt de største lande i Afrika. Store dele af landet består af højsletter med toppe på over 2000 meter over havet. Her er klimaet tempereret. I nord dominerer tropisk regnskov og et mere tropisk klima med jævnt høje temperaturer året rundt. På grænsen til Namibia i sydøst findes et tørt slettelandskap, som går over i ørkenen Kalahari. Den lange kyst i vest er lavtliggende, og havet er rigt på fisk.

Regnskoven i landet trues af ureguleret træfældning, fordi træer bruges til brændsel. Jorderosion og ørkenspredning er også et stigende problem, samtidig med vandkvaliteten i store dele af landet er meget dårlig. Endvidere har mange år med borgerkrig gjort store dele af jorden ubrugelig. Mange vilde dyr er også forsvundet som følge af borgerkrigen. Efterfølgende har landet forsøgt at øge forskellige dyrebestande – heriblandt elefanter.

Historie

Vi ved lidt om bebyggelsen i området fra tidligere tider, men der har været mennesker i Angola for 25.000 år siden. Med fiskeriet fulgte også udviklingen af ​​mere organiserede samfund flere tusinde år fvt. Fra det 8. århundrede kom bantufolkegrupperne fra nord og øst og større og mindre kongeriger udviklede sig i området, mange under Kongos styre. Da portugiserne ankom til kysten af ​​det nuværende Angola i slutningen af ​​det 15. århundrede, begyndte de at handle med de stammer, der boede der. I de følgende århundreder blev flere millioner mennesker tvangstransporteret ud af landet og solgt som slaver til USA.

Under Berlin-konferencen delte europæerne Afrika på kortet, og Portugal fik formelt tildelt det territorium, der i dag udgør Angola. Ved hjælp af væbnet magt overtog de kontrollen over hele landet i begyndelsen af ​​det 20. århundrede, og i 1951 blev landet indlemmet som en separat provins i Portugal. Efter 1. Verdenskrig og dårlige år i Portugal åbnede myndighederne op for en storstilet immigration. Portugisere fik jord og plantager, og der udviklede sig en slags plantageøkonomi i højlandet, baseret på kaffe og bomuld. Den portugisiske immigration var ikke populær blandt angolanerne, og i samme periode opstod en nationalistisk bevægelse.

Der var stor modstand mod kolonimagten, men de nationale modstandskræfter kæmpede for at skabe en samlet front. Kampen for uafhængighed nåede først sin afslutning i 1970'erne, og Angola blev endelig sit eget land i 1975, da militærkuppet i Portugal åbnede mulighederne for et selvstændigt Angola. Kort efter uafhængigheden udbrød borgerkrig mellem de tre største oprørsgrupper. Den kommunistiske oprørsgruppe Movimento Totular de Libertacão de Angola (MPLA) tog magten og etablerede en etparti folkerepublik efter det traditionelle sovjetiske mønster. Borgerkrigen varede indtil 2002. Krigen i landet startede på grund af interne forhold, men blev kraftigt intensiveret af international indblanding. I Cabinda-provinsen fortsatte væbnede kampe indtil 2017.

Samfund og politik

Angola er en demokratisk republik, hvor grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder skal respekteres. I virkeligheden er magten stærkt koncentreret omkring en autoritær regering, hvor MPLA-partiet har siddet på magten siden 1979. I perioden 1979-1992 var MPLA det eneste tilladte parti i landet. Selvom landet fik et flerpartisystem i 1992, blev præsidentvalget afskaffet med den nye forfatning, der kom i 2010. Det er den person, der står øverst på valglisterne i det største parti, der bliver præsident. Den nye forfatning gav også præsidenten omfattende beføjelser, som for eksempel præsidenten til at udvælge dommere til domstolen.

Efter 27 års borgerkrig står Angola over for enorme sociale problemer og ødelæggelse. Flere millioner mennesker flygtede under krigen. De fleste er nu vendt hjem, men støder på områder præget af ødelagte boliger, skoler, hospitaler og uden rent vand eller fungerende landbrug. Flere områder er dækket af miner, og store mængder håndvåben er i omløb. Angola er blandt de mest korrupte lande i verden, og myndighederne er blevet voldsomt kritiseret af FN for grove krænkelser af menneskerettighederne. I modsætning hertil har kvinder en stærk rolle i samfundet, og kønsdiskrimination er forbudt ved lov. I 2019 blev homoseksualitet også afkriminaliseret.

Angola har et stort offentligt uddannelsessystem og flere private universiteter i Angola i dag. Landet er især kendt for sine mange forfattere og musik.

Angola blev medlem af FN den 1. december 1976 og landet er medlem af de fleste af FN's specialorganisationer, herunder Verdensbanken, og også Den Afrikanske Union, SADC og Organisationen af ​​Lande med portugisisk som officielt sprog (PALOP ). Angola blev medlem af OPEC i 2007.

Økonomi og handel

Angola er et ressourcerigt land, men den tidligere velfungerende økonomi blev delvist ødelagt efter mange års borgerkrig. Efter fredsaftalen i 2002 har Angolas økonomi gennemgået en periode med hurtige forandringer. Angola er Afrikas næststørste olieeksportør og har en af ​​de hurtigst voksende økonomier i regionen. Derudover er landet en af ​​verdens største diamantproducenter, og har et stort potentiale for landbrug. Kina og USA er landets vigtigste handelspartnere.

I de senere år har der været fokus på at genopbygge landet, og der er foretaget store investeringer i sundhed, uddannelse samt transport og veje. Økonomisk vækst er dog ikke kommet alle indbyggere til gode. Mere end 80 % af befolkningen lever af simpelt landbrug, og mange lever i ekstrem fattigdom.