Algeriet

Geografi og miljø

Algeriet er Afrikas største land målt i areal og ligger på kontinentets nordkyst ved Middelhavet. Sahara-ørkenen i syd dækker over 80 procent af landet. Atlasbjergene adskiller Middelhavskysten fra den varme, tørre Sahara-ørken. Kystområdet har et middelhavsklima og mange bakker og bjerge. I bjergområderne kan vintrene være meget kolde. Tell-regionen mellem kysten og ørkenen er frugtbar, men lille, og næsten al agerjorden i Algeriet findes her.

Algeriet er meget udsat for tørke og vandmangel, og forurening er et stort problem. Overgræsning og andre dårlige landbrugsmetoder fører til jorderosion og spredning af ørkenen. For at forhindre spredning af ørkendannelse begyndte myndighederne at plante en "grøn dæmning" af træer i 1975. Middelhavet er særligt udsat for forurening som følge af jorderosion, overforbrug af kunstgødning og affald fra olieproduktion.

Historie

De tidligste spor af menneskelig aktivitet i Algeriet kan spores cirka 1,8 millioner år tilbage. Berbere betragtes som Algeriets oprindelige befolkning, og disse var resultatet af adskillige immigrationer i stenalderen.

Algeriets historie har været turbulent med gentagne erobringer og bitter modstand. Algeriets beliggenhed ved Middelhavet har gjort landet til en god handelsrute mellem Europa, Afrika og Mellemøsten. Placeringen har ført til, at flere forskellige folkegrupper har besat området gennem historien. Blandt disse er fønikerne, romerne, vandalerne og byzantinerne.

Romerne kontrollerede Algeriet i flere århundreder. De overtog store dele af berbernes område og bragte kristendommen til folket. I midten af ​​det 6. århundrede begyndte den arabiske erobring af Nordvestafrika. Forskellige arabiske dynastier kontrollerede området, indtil Det Osmanniske Rige overtog kontrollen i 1516. Under Det Osmanniske Rige var Algeriet en autonom region.

Selvstyret ophørte, da Frankrig invaderede og koloniserede landet i 1830. Under modstandskrigen mod franskmændene døde en tredjedel af befolkningen, både på slagmarken, af sygdom og af sult. Samtidig flyttede franskmændene ind i Algeriet og tog den eksisterende befolknings land. Den lokale muslimske befolkning kæmpede i flere årtier mod kolonimagten. Utilfredshed og en voksende befrielsesbevægelse førte i 1954 til udbruddet af den algeriske befrielseskrig. Det anslås, at krigen kan have krævet så mange som 1,5 millioner menneskeliv, og den regnes for den blodigste befrielseskrig i Afrika. Otte år senere underskrev Frankrig og Algeriet en våbenhvile, og Algeriet blev selvstændigt i 1962.

Efter befrielsen blev Algeriet en etpartistat. Landet var afhængigt af olieindtægter, og faldende oliepriser førte til dårlige økonomiske tider. Høje leveomkostninger, dårlige jobmuligheder og korrupte myndigheder førte til oprør i landet. Under parlamentsvalget i 1991 var et nyt islamistisk parti tæt på at vinde magten. Regeringen frygtede, at de ville miste magten og aflyste derfor valget. Dette førte til, at borgerkrig brød ud i landet. Da den blodige borgerkrig sluttede i 2002, havde over 150.000 mennesker mistet livet.

Samfund og politik

Algeriet er en republik med stærk præsidentmagt. Præsidenten er statsoverhoved og leder af militæret. Præsidenten udnævner også premierministeren. Præsidenten vælges hvert femte år og kan kun sidde i to perioder efter en forfatningsændring i 2021. Parlamentet har den lovgivende magt.

Algeriet er ifølge forfatningen et demokrati med et flerpartisystem, men i virkeligheden har politik siden befrielsen i 1962 været domineret af en elite bestående af militære aktører og det regerende parti. Den politiske situation i landet er ustabil – valget kritiseres af internationale valgobservatører for at være præget af bedrageri, myndighederne anklages for korruption og protester bliver mødt med militær magt. I 2019 trådte den siddende præsident tilbage som følge af store protester efter at have været ved magten i 20 år. En ny præsident blev derefter valgt, men regimekritikere har givet udtryk for, at det ikke kan betragtes som et reelt magtskifte.

Under det arabiske forår i 2011 brød demonstrationer ud i Algeriet. Dette førte til ophøret af undtagelsestilstanden i landet, som blev indført i starten af ​​borgerkrigen.

Læs mere om det arabiske forår her

Algeriet blev medlem af FN den 8. oktober 1962.

Økonomi og handel

Der blev fundet olie i Sahara-ørkenen i slutningen af ​​1950'erne, og det er i dag Algeriets vigtigste eksportvare. Det udgør næsten 95 procent af landets eksport og 30 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Det statsejede olieselskab Sonatrach er Afrikas største selskab. Udenlandske olieselskaber er meget interesserede i Algeriets olieressourcer, som skønnes at være på over 12 milliarder tønder. Algeriet eksporterer hovedsageligt til Italien, Spanien og Frankrig.

Ud over olie og gas er minedrift og industri centrale dele af økonomien. Algeriet har store mineralressourcer, især jern og zink. Landbrug var en vigtig del af Algeriets økonomi indtil 1950'erne – hvor landet producerede mad nok til at eksportere. I dag er landbrugssektoren underudviklet, og Algeriet er afhængig af import af fødevarer for at forsyne befolkningen.

På trods af at regelmæssige olie- og gasfund har styrket økonomien, gør olieafhængighed økonomien sårbar. Ydre forhold, såsom fald i olieprisen, kan have store konsekvenser for økonomien i landet. Fattigdom er stadig et stort problem i landet, og over en femtedel af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. Arbejdsløsheden er høj, især blandt unge. Udbredt korruption og dårlige standarder for offentlige ydelser fører også til utilfredshed blandt befolkningen.