Egypten

Geografi

Egypten er et land, hvor det meste af naturen er ørken. Gennem ørkenlandet flyder Nilen fra syd til nord. Flodens bredder er frugtbare oaser i det ellers tørre ørkenlandskab. Længst mod øst ligger den bjergrige Sinai-halvø. Halvøen er adskilt fra resten af ​​landet af Suez-kanalen, som forbinder Middelhavet og Det Røde Hav. Næsten hele befolkningen bor langs Nilen, ved Suez-kanalen eller i det store floddelta, hvor Nilen løber ud i Middelhavet. Klimaet er varmt og tørt i hele landet, med undtagelse af det fugtige deltaområde i nord. Langs kysterne kan der komme en del nedbør, mens der inde i landet meget sjældent kommer regn.

Nilen er blandt de mest truede floder i verden. Forurening, opdæmning og klimaændringer sætter floden i fare. Nilen er blevet opdæmmet for at gøre mængden af ​​vand, floden fører, mere jævnt. På trods af dette er vandstanden både i floden og i den kunstige sø bag dæmningen bestemt af nedbøren og det klima, hvorfra Nilen modtager sit vand. Det betyder, at Nilen, som er hele livsgrundlaget for Egypten, er meget sårbar over for klimaforandringer, nye dæmninger eller forurening uden for landets grænser.

Historie

Egypten var centrum for en af ​​verdens ældste og mest indflydelsesrige civilisationer. Fra omkring 3000 f.Kr. De egyptiske faraoer regerede landet i over 2.000 år. Store teknologiske, kulturelle, politiske, matematiske og religiøse innovationer gjorde Egypten til et af de mest magtfulde og rigeste lande i verdenshistorien.

Ud over det 10. århundrede fvt. faraoernes magt blev udfordret, og Egypten blev underlagt andre store kongeriger. Landet blev styret af blandt andet Nubien, Persien, Det Makedonske Rige og Romerriget. I det 6. århundrede introducerede araberne islam til landet. Fra det 16. århundrede blev Egypten en del af det magtfulde muslimske osmanniske rige. Mellem 1882 og 1922 fungerede landet som en britisk koloni. Egypten blev selvstændigt i 1922, men britisk indflydelse fortsatte med at præge landet.

Under Anden Verdenskrig udviklede Egypten sig til en arabisk supermagt. En voksende nationalisme førte mellem 1950'erne og 1980'erne til adskillige krige med europæiske magter og med nabolandet Israel. Efter mere end 20 år som diktatur med Hosni Mobarak ved magten førte store demonstrationer i 2011 til hans tilbagetræden. Det folkelige oprør var en del af det "arabiske forår", hvor befolkningen i flere arabiske lande krævede mere demokrati.

Du kan læse mere om det arabiske forår her

Efter revolutionen i 2011 blev det politiske system ændret for at styrke demokratiet. Der blev afholdt frie parlaments- og præsidentvalg for første gang, men nye demonstrationer førte til, at den nye præsident også måtte træde tilbage. I en periode tog militæret magten, inden der blev afholdt nyvalg. Vinderen af ​​dette valg har siden regeret landet.

Samfund og politik

Egypten er en republik med en stærk præsidentiel magt. Præsidenten er landets statsoverhoved og vælges direkte af folket for højst to fireårige perioder. Præsidenten udnævner regeringen og er den øverstkommanderende for militæret. Præsidenten er den øverstkommanderende for militæret og udnævner premierministeren med regeringen. I praksis ligger meget af magten hos præsidenten.

Den siddende præsident har styrket sin magt. Det er ulovligt at danne politiske partier af religiøse eller etniske grunde. Blandt andet er en vigtig magtfaktor og bevægelsen "Det Muslimske Broderskab" forbudt.

Selvom religion er den vigtigste påvirkningskraft i samfundet, er dens indflydelse på politik faldet. Religiøs ekstremisme er siden 1990'erne blevet mere almindelig. Især Sinai-halvøen har været centrum for en voksende ekstremistisk bevægelse.

I Egypten er kvinder stærkt underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, i politik og i retsvæsenet. Kvinder tjener også betydeligt mindre i gennemsnit end mænd. Traditioner, der fastholder familiens omdømme, er vigtige i samfundet.

Økonomi og handel

Egypten er regionens mest folkerige land og Nordafrikas største økonomi. Økonomien er bygget på landbrug, industri, turisme og indtægter fra Suez-kanalen. Der er betydelige mængder olie i landet, men det er lille sammenlignet med andre arabiske lande. Landbruget beskæftiger en stor del af befolkningen. Især bomuldsproduktion og tekstilindustrien er vigtige industrier.

Landet importerer meget mad, da der er relativt få arealer, der egner sig til landbrug i forhold til den hurtige befolkningstilvækst. Turisme har traditionelt været en vigtig industri, men de seneste års politiske uro og den stigende religiøse ekstremisme har ført til færre turister.

Egypten kæmper med store forskelle mellem rig og fattig. Omkring 30 procent af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. EU er den største handelspartner, mens importen fra Kina vokser. De seneste år er handelen i regionen steget, men importen er væsentlig større end eksporten. Fødevarer, maskiner og transportudstyr er de vigtigste importvarer.