Folkeret

Hvad er folkeret?

Mens Danmarks love definerer, hvad personer, der opholder sig i Danmark, må og ikke må gøre, bestemmer reglerne i folkeretten, hvad stater må og ikke må. For eksempel er det forbudt for et land at invadere et andet land. Hvis Danmark sendte soldater til Sverige for at besætte Stockholm, havde det været et brud på folkeretten. 

Folkeret er det danske ord for det, som på engelsk kaldes international law. Folkeret bliver derfor også kaldt international lov på dansk, som betyder det samme. 

Menneskerettigheder er en del af folkeretten. De er nedskrevet i en række menneskerettighedskonventioner. 

Reglerne i folkeretten kan inddeles i to kategorier:

1. Internationale aftaler, som staterne indgår mellem hinanden, er de forpligtet til at følge. 
2. Folkeretlig praksis, de "uskrevne regler", som der er bred enighed om og praksis for. 

Læs mere om menneskerettigheder her og FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder her. 

1) Internationale aftaler

Det findes tusindvis af internationale aftaler. De kaldes forskellige ting, afhængigt af, hvilken slags aftaler det er, for eksempel traktat, konvention eller pagt. Fælles for dem alle er, at stater bliver enige om aftaleteksten. Derefter kan de forpligte sig til at følge det, som står skrevet i den. Dette kaldes ratificering. Landene, der indgår i aftalerne ratificerer sig altså aftalerne.

Børnekonventionen og FN-pagten er eksempler på internationale aftaler

Hvis et land ratificerer en international aftale, bliver aftaler bindende og landet har forpligtet sig til at følge det, som står i den. Lande, som ikke har ratificeret en aftale, er som udgangspunkt ikke forpligtet til at følge de samme regler. Undtagen hvis disse regler er folkeretlig praksis - da gælder de for alle lande.

2) Folkeretslig praksis

Det findes nogle regler, som er så almengyldige og har været annerkendt i så lang tid, at de bruges som retsregler i folkeretten, selv om de ikke står nedskrevet i nogen aftale. Disse regler kaldes folkeretlig praksis. Folkeretlig praksis betyder, at en regel bliver praktiseret af så mange stater, at de allerfleste er enige om, at det er sådan, det skal være. Et eksempel på dette er reglen om, at civile og krigsfanger i en væbnet konflikt skal behandles humant. Hvis et land overtræder disse uskrevne regler, altså den folkeretlige praksis, begår de alligevel brud på folkeretten (Kilde: ICRC).

Eksempler på folkeretlig praksis:

• Det er forbudt at angribe et andet land.
• Ingen af parterne i en væbnet konflikt har lov til at angribe civile.
• Fanger, som bliver taget under en væbnet konflikt, skal behandles humant.
• Fordi folkeretlig praksis ikke nødvendigvis er skrevet noget sted, bliver lande ofte uenige om noget er sædvane eller ikke. Da er det de internationale domstole, som må afgøre spørgsmålet. De stiller hovedsageligt to spørgsmål, når de skal bestemme sig:

1. Er denne regel praksis i de fleste stater i verden?
2. Praktiserer staterne denne regel, fordi de mener, det er i tråd med gældende ret?

Man skal kunne svare ja til begge spørgsmål, for at noget skal regnes som folkeretlig praksis.

Suverænitetsprincippet i folkeretten

Svagheden med det folkeretslige system er, at det på mange måder er frivilligt for staterne, om de vil følge reglerne i folkeretten eller ikke. Hvis en stat ikke har forpligtet sig til at følge en international aftale, er den i udgangspunktet ikke bundet til at følge reglerne i aftalen. 

På samme måde, som at der ikke findes nogen overnational lovgivende forsamling, findes der heller ikke noget overnationalt verdenspoliti, som passer på, at reglerne i folkeretten bliver fulgt. Dette er op til staterne selv.

Grunden til, at systemet fungerer forskelligt, skyldes suverænitetsprincippet. Det handler om, at alle stater er suveræne, skal bestemme frit over sig selv og ikke blive styret af andre mod sin vilje. Suverænitetsprincippet er det grundlæggende udgangspunkt for folkeretten. Det forklarer, hvorfor folkeretten bliver skabt og håndhævet af stater, og hvorfor staterne står frit for at tilslutte sig aftaler og frivilligt indskrænke deres suverænitet. Det eneste organ i verden, som kan underminere suverænitetsprincippet, er FN’s Sikkerhedsråd.

FN’s rolle i folkeretten

Staterne har oprettet internationale organisationer i forsøg på at videreudvikle og håndhæve folkeretten. FN er den vigtigste af disse organisationer. Det er tre hovedgrunde til, at FN er vigtig for folkeretten:

1) Folkeret udformes i FN-regi

FN er staternes vigtigste arena, for at forhandle sig frem til nye internationale aftaler. Mange af de mest centrale konventioner i folkeretten er FN-konventioner.

FN’s Generalforsamling er den arena, hvor alle medlemsstaterne kan bidrage til at udvikle folkeretten. I FN's Generalforsamling har staterne én stemme hver. Generalforsamlingen kan ikke vedtage bindende resolutioner – kun anbefalinger. Alligevel kan disse anbefalinger få stor folkeretslig betydning, for eksempel ved at de lægger grundlag for nye konventioner, eller at Den Internationale Domstol (ICJ) bruger dem som argumenter for sine afgørelser. ICJ er det øverste juridiske organ i FN.

FN’s sikkerhedsråd bidrager også til folkeretten. I modsætning til Generalforsamlingen kan Sikkerhedsrådet udarbejde bindende vedtagelser. Det betyder, at FN’s medlemslande skal gøre, som Sikkerhedsrådet siger. Sikkerhedsrådet behandler kun sager, som gælder international fred og sikkerhed.

2) FN passer på, at folkeretten overholdes 

FN’s hovedansvar er at bevare international fred og sikkerhed. FN-pagten giver derfor FN myndighed til at sørger for, at staterne følger folkeretten.

• Sikkerhedsrådet er det mægtigste organ i FN og det eneste i verden, som kan bestemme, at der skal bruges militærmagt for at standse en konflikt.

• Den Internationale Domstol er FN’s hovedorgan for folkeretslige løsninger på konflikter mellem stater.

• FN har også egne overvågnings- eller tvisteløsningsorganer, som skal passe på, at regler i bestemte konventioner bliver fulgt. Blandt disse er FN’s menneskerettighedskomité, som passer på, at staterne ikke bryder Konventionen om civile og politiske rettigheder.

3) FN-pagten er den vigtigste aftale i folkeretten

FN-pagten er FN’s grundlov. Den står over alle andre konventioner i folkeretten, og alle medlemslandene i FN har forpligtet sig til at følge den. Den kan dermed siges at være den vigtigste aftale i folkeretten.

FN-pagten beskriver de grundlæggende regler i folkeretten:

• Alle konflikter skal løses på fredelig vis.
• Ingen stater har lov til at bruge magt mod andre stater.
• Ingen har lov til at blande sig i andre landes interne anliggender (suverænitetsprincippet).
• FN’s sikkerhedsråd kan tillade magtbrug, hvis de mener, at international fred og sikkerhed er truet.
• Alle stater skal overholde menneskerettighederne.
• Alle stater har pligt til at beskytte og opfylde menneskerettighederne.

Krigens love

Reglerne for krigsførelse (krigens love) er blandt de vigtigste temaer inden for folkeretten. Målet med krigens love er ikke at forbyde krig, men at lave regler for at hindre, at krige fører til unødvendige lidelser. Denne del af folkeretten kaldes «humanitærret». En meget vigtig del af humanitærretten er at beskytte dem, som ikke deltager aktivt i krigen, nemlig de civile og krigsfanger.

Regler for krigsførelse er hovedsageligt inddelt i to grupper:

1. Haag-konventionen laver regler for de stridende. Disse regler er først og fremmest militære.

2. Genéve-konventionen laver regler for at beskytte ofrene for krigen. Disse regler er først og fremmest humanitære.

Hvem kan dømmes i folkeretten?

Det er hovedsageligt stater, som kan dømmes i folkeretten. Den internationale domstol i Haag (ICJ) kan kun dømme stater i folkeretten. Enkeltindivider kan også blive stille for en folkeretlig domstol. Juridiske afgørelser mod individer sker i Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC). ICC behandler sager, hvor nationale retssystemer ikke er villige eller i stand til at retsforfølge individer, som anklages for at have begået krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord.  

Stater

De folkeretslige regler er blevet til for at bestemme, hvordan stater skal opføre sig over for hinanden. Derfor gælder folkeretten først og fremmest stater. Derudover er det staterne – og kun dem – som laver reglerne i folkeretten. Det gør de ved at indgå aftaler med hinanden.

Folkeretten stiller fire krav for at anerkende et land som en stat, der kan blive medlem af FN. Staten må have en permanent opbakning fra befolkningen, et afgrænset territorie, en regering og en evne til at have forbindelser med andre stater. Dette er nedfældet i Montevideokonventionen fra 1933.  

I folkeretten er alle stater i verden ligestillet - uanset om de er små eller store, rige eller fattige. Under en retssag fungerer staterne på samme måde, som enkeltpersoner i national ret. I dansk ret kan en borger beskylde en anden for at have fældet hans æbletræ. I folkeretten kan Norge beskylde Danmark for at have fisket i deres farvand.

NATO er et eksempel på en mellemstatslig organisation. Det betyder, at NATO også kan stilles for retten i en folkeretslig domstol.

Internationale organisationer, som er oprettet af stater kan også dømmes i folkeretten. Eksempler på sådanne mellemstatslige organisationer er FN, EU eller NATO.

Individer

Det er først de senere år, at individer har fået en plads i folkeretten. Fordi folkeretten skal regulere forhold mellem stater, har individer ikke haft nogen plads i retssystemet. Retssagerne har stået på mellem stater eller mellem internationale organisationer.

Efterhånden som menneskerettighederne er blevet en vigtigere og vigtigere del af folkeretten, har dette ændret sig. Alle mennesker har menneskerettigheder. Indtil for nylig har enkeltpersoner imidlertid ikke haft mulighed for at hævde disse rettigheder i folkeretten. Enkeltpersoner har været afhængige af, at staten, som han/hun er statsborger i, er villig til at melde sagen for en domstol på deres vegne. I menneskerettighedssager er det imidlertid ofte staten selv, som begår menneskerettighedsbruddene. Derfor har individers retssikkerhed i menneskerettighedssager været begrænsede.

I de senere år er de folkeretslige regler blevet tolket således, at enkeltindivider kan kræve sine rettigheder gennem folkeretten og oprette en sag mod en stat, som bryder disse rettigheder. Dette gælder først og fremmest menneskerettighedsbrud.

Kan enkeltindivider straffes?

Efter Den Internationale Straffedomstolen (ICC) blev oprettet i 2002, er det muligt at straffeforfølge enkeltpersoner. Det var det ikke før. For at enkeltpersoner skal kunne straffeforfølges, skal de have begået alvorlige forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser eller folkemord. Sudans præsident Omar al-Bashir er for eksempel efterlyst af ICC for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur i 2002.

Hvad er en stat?

Det er fire kriterier, som skal være på plads, for at noget kan kaldes være en stat.

1. Territorium

Stater skal have et geografisk territorium. Danmarks territorium indeholder alle landområder, som ligger inden for vores grænser. For nogle stater vil disse grænser være omstridte. Det betyder ikke, at området ikke regnes som en stat i folkeretten.

2. Befolkning

Det hjælper imidlertid ikke at have et territorium, så længe der ikke bor folk der. Antarktis er et eksempel på et landterritorium uden befolkning. Derfor er Antarktis ikke en stat. Det stilles ikke nogle krav til, hvor stor befolkningen i en stat skal være. Nogle østater i Stillehavet har for eksempel kun 9500 indbyggere. Alligevel skal befolkningen være stor nok til, at en økonomi og et samfund kan holdes i gang, og staten må kunne overholde internationale forpligtelser.

3. Styre/regering

En stat må have et indre selvstyre. Dette kan enten være en regering eller et statsstyre. Det er få strenge krav knyttet til indre selvstyre. Men regeringen eller statsstyret skal være øverste myndighed på territoriet, både administrativt og lovgivningsmæssigt. Det kan med andre ord ikke være nogen andre, som laver lovene i staten.

4. Uafhængighed fra andre stater

En stat må være formelt uafhængig fra andre stater. Dagestan i Kaukasus har for eksempel territorium, befolkning og internt selvstyre, men området ligger formelt under Rusland. Dermed er Dagestan ikke en egen stat. Endvidere skal stater kunne klare sig selv, uden alt for stor hjælp fra andre lande.