21 apr.
Kreativitet og innovation er en vigtig del af fremskridt, økonomisk udvikling og FN's Verdensmål.
Kreativitet kommer i alle afskygninger. Det kan være at udtrykke sig i form af kunst, dans og sang, eller det kan være at løse økonomiske, sociale og politiske problemer i samfundet. Uanset hvad berører kreativitet alle aspekter af menneskelig udvikling. Det er derfor et vigtigt emne, som FN har valgt at være opmærksom på.
Den 27. april 2017 vedtog FN's Generalforsamling en resolution A/RES/71/284, hvoraf det fremgår, at den 21. april hvert år er dedikeret til at markere World Creativity and Innovation Day. Mere end 80 lande støttede den foreslåede resolution.
Kreativ økonomi – FN's Verdensmål

FN's Verdensmål er verdens fælles handlingsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaforandringerne inden 2030. For at nå dette er vi nødt til at se på tværs af sektorer, arbejde sammen og dele viden. Kreativitet og innovation er derfor nøglebegreber for at nå bæredygtighedsmålene inden 2030.
Resolutionen fra 2017 påpeger, hvor vigtig innovation og kreativitet er for at stimulere bæredygtig økonomisk vækst. Audiovisuelle produkter, design, nye medier og scenekunst er alle eksempler på områder, der er med til at ændre økonomien. Støtte til iværksætteri, kreativitet og innovation fremskynder økonomisk vækst, skaber flere job og inkluderer kvinder og unge på markedet.

Kultur er en vigtig del af bæredygtig udvikling, da den er en kilde til identitet, innovation og kreativitet. Det bidrager til inkluderende social udvikling, og åbner op for dialog og forståelse mellem mennesker.
I sin rapport om kultur og bæredygtig udvikling påpeger UNESCO, at kulturelle og kreative industrier derfor bør indgå i den økonomiske vækststrategi.

Disse industrier er blandt de mest dynamiske sektorer i den globale økonomi og genererer 2,25 billioner dollars i omsætning og 29,5 millioner job på verdensplan. Kultur spiller derfor en vigtig rolle i mange landes bestræbelser på at opnå økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse. Arbejdet med økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse er helt afgørende for at nå FN's mål for bæredygtig udvikling.
Lær mere
UNESCO (FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation)
Re|Shaping Policies for Creativity (UNESCO-rapport, engelsk)