Filippinerne

Geografi

Filippinerne er en øgruppe, der består af mere end 7.100 øer, men sandsynligvis langt flere. I 2016 rapporterede den nationale kortmyndighed, at hundreder af nye øer var blevet opdaget, hvilket øgede antallet af øer til 7.641, selvom ikke alle de nye øer er verificeret. Landet er gunstigt placeret i forhold til mange af Sydøstasiens vigtigste have: Det Sydkinesiske Hav, Filippinerhavet, Suluhavet, Celebeshavet og Luzonstrædet. 

Størstedelen af landmassen på de største øer består af bjergområder og plateauer med få lavlandsområder. Klimaet er tropisk med høj luftfugtighed og høje temperaturer året rundt. Monsuner påvirker nedbøren: I perioden fra juni til november er der regntid med konstant vind fra vest, resten af året er det tørt og køligt med vind fra øst. 

Øerne har mere end 20 aktive vulkaner og ligger midt i tyfonbæltet, der dækker hele den vestlige del af Stillehavet. Filippinerne rammes regelmæssigt af tyfoner og kraftige tropiske storme, der kan have en vindstyrke på over 200 km/t. Østaten er et af de lande i verden, der er mest udsat for naturkatastrofer som jordskred, jordskælv og vulkanudbrud. 

Filippinerne kæmper med mange af de miljøproblemer, der præger mange lande over hele verden: afskovning, mangel på rent drikkevand og høj luftforurening. Derudover er mere end halvdelen af koralrevene ved øerne skadet eller ødelagt af miljøskadelige udslip og fiskeri. Havet, der omgiver øerne, har sandsynligvis det største marine artsmangfold i verden, og fiske- og koralarterne, der lever her, er også truet af klimaændringerne.

Historie

Øerne, som i dag udgør Filippinerne, blev oprindeligt beboet af australsk-melanesiske folkeslag via en landbro for flere tusinde år siden. Fra 800-tallet havde øerne kulturel og økonomisk kontakt med især Kina, samt Japan, Malaysia og Indonesien. Muslimske handelsmænd, og efterhånden også missionærer, omvendte mange filippinere til islam i 1200-tallet. 

Den første europæiske kontakt med Filippinerne kom, da den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan besøgte øerne i 1521. I 1500-tallet tog spanierne øerne i besiddelse og styrede derefter Filippinerne i mere end 300 år. Intens kristen missionsvirksomhed førte til, at størstedelen af befolkningen konverterede til kristendommen. Selvom mange oprør mod den spanske kolonimagt fandt sted, varede det spanske styre helt til 1898. Da overtog USA efter den spansk-amerikanske krig. Der var betydelig modstand mod den nye kolonimagt, og et begrænset indre selvstyre i 1907 blev udvidet i 1916 og 1934. Da fik Filippinerne løfte om fuldt selvstyre inden for ti år. I 1935 blev Manuel Quezon valgt til Filippinernes første præsident. 

Filippinerne var en amerikansk koloni indtil Anden Verdenskrig. Østaten blev erobret af Japan i 1941–1942, før landet blev generobret af USA i 1944–1945 efter hårde kampe. Landet blev en selvstændig stat den 4. juli 1946. 

I 1965 kom Ferdinand Marcos til magten og styrede landet nærmest enevældigt. I 1986, efter opfordring fra USA, opgav han magten og drog i eksil til USA. Herefter har landet haft en demokratisk forfatning og regelmæssige valg, selvom kupforsøg og andre politiske kriser opstår med jævne mellemrum. 

Filippinerne og Kina har i de senere år været dybt uenige om omstridte områder og grænser i Det Sydkinesiske Hav.

Samfund og politik

Filippinerne er en republik, hvor præsidenten er både stats- og regeringschef. Præsidenten kan kun sidde i én seksårsperiode.

Filippinerne er inddelt i 17 regioner, 80 provinser og 138 byer. Væbnede konflikter mellem regeringsstyrker og separatistgrupper er et problem i nogle dele af landet. Landet har også et ret opdelt samfund, hvor en lille overklasse både styrer landet og sidder på størstedelen af indtægterne. I 2016 iværksatte den daværende præsident, Rodrigo Duterte, en såkaldt "krig mod narkotika". Dette førte officielt til 7.742 udenomretslige drab, hvor antallet sandsynligvis er langt højere. Den Internationale Straffedomstol (ICC) har siden startet en efterforskning af Duterte. 

Filippinerne og FN har været nært tilknyttet siden FN's oprettelse. Det daværende Commonwealth Filippinerne var en af de underskrivende af FN-erklæringen fra 1942, som FN-pagten fra 1945 var baseret på. Filippinerne var også blandt de 51 oprindelige medlemslande og et af kun fire asiatiske lande, der skrev under på FN-pagten. Filippinerne er også medlem af en række særorganisationer i FN, som Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Økonomi og handel

I 1960'erne var Filippinerne det næstrigeste land i Asien efter Japan. To årtier under diktatoren Ferdinand Marcos’s styre bidrog dog til, at landet ikke udviklede sig med samme hastighed som de andre sydøstasiatiske lande; den kinesiske provins Taiwan, Japan og Sydkorea. Efter en periode med kraftig vækst i 1990'erne blev landet ramt af den asiatiske finanskrise i 1997, og først i de senere år har Filippinerne oplevet stabil økonomisk vækst. 

Landet er stærkt afhængigt af lån fra udlandet, og gælden til udlandet tegner sig for så meget som 72 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Økonomien bærer præg af, at landet er blevet industrialiseret for forholdsvis kort tid siden. Landbrug, fiskeri og skovbrug var i lang tid de vigtigste sektorer i landets økonomi. 

I dag er servicesektoren og fremstillingsindustrien vigtigere. Outsourcing, for eksempel udenlandske it-virksomheder, der flytter deres kundesupport og udvikling til Filippinerne, bliver en mere og mere vigtig del af Filippinernes økonomi.

De vigtigste eksportvarer er elektriske og elektroniske produkter. Øget privatisering af virksomheder, som under Marcos' styre var ejet af staten har bidraget til øgede investeringer fra udlandet. Landets vigtigste handelspartnere er Kina, Japan og USA. Ligeledes biddrager emigrerede filippinere også til en øget vækst ved at investere i hjemlandet. Mere end 10 % af befolkningen bor i udlandet, og de penge de sender hjem udgør en tiendedel af landets BNP. (2020)