Elfenbenskysten

Geografi

Elfenbenskysten er omtrent lige så stort som Norge i areal. Kysten i syd består af klipper, lange sandbanker og lave laguner. Ellers er landskabet fladt. Landet har flere floder, der løber fra nord til syd, hvilket gør jorden frugtbar, især i øst. De fire største floder er grænsefloden Cavally, Sassandra, Bandama og Comoé. Abidjan er landets største by og Elfenbenskystens økonomiske hovedstad, mens Yamoussoukro er landets politiske hovedstad. 

Elfenbenskysten er præget af tropisk savanneklima med høj varme og luftfugtighed. Landet har meget nedbør, især i syd og vest. Den årlige gennemsnitstemperatur er omkring 27 °C, men i dele af året kan temperaturen stige til omkring 40 °C. Klimaet er blevet varmere, og regnskyllene mere uforudsigelige de seneste årtier. 

I de indre dele af landet lå der tidligere et bælte af regnskov, men da Elfenbenskysten længe har været en stor eksportør af tropisk tømmer, har afskovningen været omfattende. Landet har, med undtagelse af nogle få nationalparker, kun lidt uberørt regnskov tilbage. I slutningen af 1980'erne blev skovplantning og beskyttelse igangsat, men alligevel er fældningen fortsat i den nordlige del af landet, uden for myndighedernes kontrol. Overdreven jagt, skovdrift, plantager, landbrug og fældning af træer til brændsel har ført til, at det naturlige biologiske mangfold er reduceret. 

I 2022 annoncerede Elfenbenskysten, at de vil tredoble skovdækket inden 2030. Landet har mistet næsten alle skovene siden 1970, først og fremmest på grund af kakaoplantager – og projektet har som mål at dække 20 procent af hele landet.

Historie

Arkæologiske fund tyder på, at Elfenbenskysten har været befolket siden år 10 000 f.Kr. I dag stammer størstedelen af befolkningen fra immigrationen fra kongeriget Ghana omkring år 1200. Indvandring fra nord førte omkring samme tid til, at islam fik fodfæste i de nordlige områder. I syd blev der etableret flere stater, hvoraf de vigtigste var Agni og Abrong kongerigerne. Elfenbenskysten blev en koloni under Frankrig i 1893, men modstanden mod koloniherrerne var stærk. Først i 1917 lykkedes det franskmændene at bringe hele området under deres kontrol, og de administrerede landet, indtil det blev uafhængigt den 7. august 1960. Landet oplevede økonomisk fremgang efter befrielsen. Det forsvandt af forskellige årsager i løbet af 1980'erne og 90'erne, hvilket bidrog til stærke modsætninger mellem forskellige etniske grupper. 

Félix Houphouët-Boigny ledte landet fra selvstændigheden og til han døde i 1993. I den efterfølgende politiske magtkamp udnyttede flere politikere nationalistiske strømninger til at øge deres popularitet. Dette øgede de etniske og religiøse modsætninger. I 2002 brød en borgerkrig ud og landet blev delt i to. I syd regerede præsidenten, mens den nordlige del var kontrolleret af oprørere. Flere tusinde mennesker blev dræbt, og hundredtusinder blev drevet på flugt, før en fredsaftale blev underskrevet i 2007. Nye uroligheder brød ud omkring præsidentvalget i 2010, da den siddende præsident Gbagbo nægtede at træde tilbage. I 2011 blev han tvunget fra magten og stillet for Den internationale Straffedomstol for grove krænkelser af menneskerettighederne.

Samfund og politik

Elfenbenskysten er en præsidentiel republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, og vælges ved folketingsvalg for fem år med mulighed for at blive genvalgt en gang. Præsidenten udnævner regeringen og premierministeren, som er ansvarlig over for præsidenten. Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen. Efter urolighederne i 2010-11 har regeringen fokuseret på at genopbygge økonomien.

Elfenbenskysten har problemer med korruption i retsvæsenet og politik, menneskesmugling og høj kriminalitet i byerne. Let adgang til våben forværrer situationen. Begge sider i borgerkrigen gjorde sig skyldige i grove menneskerettighedskrænkelser, såsom henrettelser, tortur, voldtægt og rekruttering af børnesoldater - som ofte er blevet gadebørn. Landet har fået kritik af, at opgøret med menneskerettighedskrænkelserne er gået for langsomt.

Elfenbenskysten blev medlem af FN i 1960. FN var til stede i landet mellem 2003 og 2017, med fredsoperationer og fredsforhandlinger under borgerkrigen og med hjælp til genopbygning efter krigen. Også i kølvandet på valget og efterfølgende uroligheder i oktober 2020 har FN tilbudt at bidrage med støtte til dialog og fredsforhandlinger.

Økonomi og handel

Elfenbenskysten er et af de økonomisk rigeste lande i Afrika. Den vigtigste næring er landbrug, og landet er verdens største eksportør af kakaobønner. I løbet af 2000-tallet blev landet en olie- og gaseksportør, og derudover eksporteres der også noget guld og diamanter. Elfenbenskysten har en veludviklet industri, der hovedsageligt forarbejder landets råvarer. Elfenbenskysten er med andre ord rig på naturressourcer og har et stort potentiale til at udvikle sin økonomi. 

Selvom økonomien vokser, lever mange i fattigdom i landet, og der er store regionale forskelle. Arbejdsløsheden er høj, og i visse områder i byerne og nord i landet lider mange mennesker af underernæring. Elfenbenskysten kæmper med stor udlandsgæld, til trods for at dele af gælden er blevet slettet. 

I omkring tredive år efter frigørelsen i 1960 var Elfenbenskysten et af Afrikas rigeste lande, men blandt andet borgerkrigen fik den økonomiske vækst til at stoppe op og svækkede landets position som regionalt handelssentrum. I 2012 begyndte økonomien at vokse igen, og i dag er kvinders og mænds indkomster relativt høje sammenlignet med andre lande i regionen.