Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Yamoussoukro
Etniske grupper: Akan 28,8%, gur 16,1%, mande 21,4 %, kru 8,5%, uspecificerede 0,9%, ikke-ivorianske 24,2% (2014)
Sprog: Fransk, flere end 60 lokale dialekter, hvor Dioula er mest udbredt
Religion: Muslimer (hvoraf flest er sunni) 42,9%, katolikker 17,2%, evangelister 11,8%, metodister 1,7%, andre kristne 3,2%, animisme 3,6%, andre religioner 0,5%, ateister 19,1%
Befolkningtal: 27 742 301 (2022)
Styreform: Republik
Areal: 322 463 km2
Valuta: CFA franc
Bruttonationalindkomst per indbygger: 6 538 PPP$
Nationaldag: 7. august

Geografi

Kysten, som er 515 km lang, består mestendels af klipper, lange sandbanker og lavvandet laguner. Ellers er landskabet fladt. Landet har flere floder, der løber fra nord til syd, hvilket gør jorden frugtbar, især i øst. De fire største floder er Grensselva Cavally, Sassandra, Bandama og Comoé.

Elfenbenskysten er præget af et tropisk savanneklima med høj varme og luftfugtighed. Landet har meget nedbør, især i syd og vest. Den årlige gennemsnitstemperatur er omkring 27 °C, men i dele af året kan temperaturen blive op til omkring 40 °C. Klimaet er blevet varmere og nedbøren mere uforudsigelige i de seneste årtier.

I den indre del af landet plejede at være et bælte af regnskov, men da Elfenbenskysten længe har været en stor eksportør af tropisk tømmer, har skovrydningen været omfattende. Med undtagelse af nogle få nationalparker har landet lidt regnskov tilbage. I slutningen af 1980'erne startede man med skovrejsning og fredning, men stadig er afskovning fortsat i den nordlige del af landet uden formyndighedernes kontrol. Overdreven jagt, skovbrug, plantager, landbrug og fældning af træer til brændsel har ført til en reduktion af den naturlige biodiversitet.

Historie

Arkæologiske fund tyder på, at Elfenbenskysten har været befolket siden år 10 000 f.Kr. I dag stammer størstedelen af befolkningen fra immigrationen fra kongeriget Ghana omkring år 1200. Indvandring fra nord førte omkring samme tid til, at islam fik fodfæste i de nordlige områder. I syd blev der etableret flere stater, hvoraf de vigtigste var Agni og Abrong kongerigerne. Elfenbenskysten blev en koloni under Frankrig i 1893, men modstanden mod koloniherrerne var stærk. Først i 1917 lykkedes det franskmændene at bringe hele området under deres kontrol, og de administrerede landet, indtil det blev uafhængigt den 7. august 1960.

Landet oplevede økonomisk fremgang efter befrielsen. Det forsvandt af forskellige årsager i løbet af 1980'erne og 90'erne, hvilket bidrog til stærke modsætninger mellem forskellige etniske grupper. Félix Houphouët-Boigny ledte landet fra selvstændigheden og til han døde i 1993. I den efterfølgende politiske magtkamp udnyttede flere politikere nationalistiske strømninger til at øge deres popularitet. Dette øgede de etniske og religiøse modsætninger.

I 2002 brød en borgerkrig ud og landet blev delt i to. I syd regerede præsidenten, mens den nordlige del var kontrolleret af oprørere. Flere tusinde mennesker blev dræbt, og hundredtusinder blev drevet på flugt, før en fredsaftale blev underskrevet i 2007. Nye uroligheder brød ud omkring præsidentvalget i 2010, da den siddende præsident Gbagbo nægtede at træde tilbage. I 2011 blev han tvunget fra magten og stillet for Den internationale Straffedomstol for grove krænkelser af menneskerettighederne.

Samfund og politik

Elfenbenskysten er en præsidentiel republik. Præsidenten er landets statsoverhoved, og vælges ved folketingsvalg for fem år med mulighed for at blive genvalgt en gang. Præsidenten udnævner regeringen og premierministeren, som er ansvarlig over for præsidenten. Den lovgivende magt ligger hos Nationalforsamlingen. Efter urolighederne i 2010-11 har regeringen fokuseret på at genopbygge økonomien.

Elfenbenskysten har problemer med korruption i retsvæsenet og politik, menneskesmugling og høj kriminalitet i byerne. Let adgang til våben forværrer situationen. Begge sider i borgerkrigen gjorde sig skyldige i grove menneskerettighedskrænkelser, såsom henrettelser, tortur, voldtægt og rekruttering af børnesoldater - som ofte er blevet gadebørn. Landet har fået kritik af, at opgøret med menneskerettighedskrænkelserne er gået for langsomt.

Elfenbenskysten blev medlem af FN i 1960. FN var til stede i landet mellem 2003 og 2017, med fredsoperationer og fredsforhandlinger under borgerkrigen og med hjælp til genopbygning efter krigen. Også i kølvandet på valget og efterfølgende uroligheder i oktober 2020 har FN tilbudt at bidrage med støtte til dialog og fredsforhandlinger.

Økonomi og handel

Elfenbenskysten er et af de mest økonomisk udviklede lande i Afrika. Den vigtigste industri er landbruget, og landet er verdens største eksportør af kakaobønner. De sidste ti år er landet desuden også begyndt at eksportere olie og gas i tillæg til det guld og diamanter man også eksporterer.

Elfenbenskysten har en veludviklet industrisektor som hovedsagelig raffinerer landets råvarer. Landet har for eksempel Vestafrikas største olieraffinaderi. Elfenbenskysten er med andre ord rig på naturressourcer og har derfor gode muligheder for at udvikle deres økonomi.

I de tretten år som fulgte frigørelsen i 1960 var Elfenbenskysten et af Afrikas rigeste lande. På trods af de gode økonomiske forudsætningerne fik borgerkrigen den økonomiske vækst til at stoppe, bl.a. fordi den svækkede landets position som regionalt handelscentrum. Siden 2012 er økonomien dog begyndt at vokse igen, og indbyggernes indtægter er relativ høje sammenlignet med andre lande i regionen. Selv om økonomien vokser er der stadig mange som lever i dyb fattigdom, og der er store regionale forskelle. Arbejdsløsheden er høj, og i slumområderne i byerne og i den nordlige del af landet lider mange mennesker stadig af underernæring. Udbredt smugling gør at staten mister vigtige indtægter. Elfenbenskysten kæmper med en stor udlandsgæld, selvom dele af gælden er afskrevet.