Flag

Nøgletal og fakta

Hovedstad: Kinshasa
Etniske grupper: Over 200 forskellige afrikanske stammer: mongo, luba, kongo (Bantu-stammer) og angbetu-azande 45%, andre afrikanske stammer 55%
Sprog: Fransk (officielt), lingala, kingwana, kikongo, tshiluba
Religion: Katolikker 29,9%, protestanter 26,7%, kimbanguister 2,8%, muslimer 1,3%, andre 1,2%, ateister 1,3%, uspecificeret 0,2% (2014)
Befolkningtal: 108 407 721 (2022)
Styreform: Republik
Areal: 2 344 860 km2
Valuta: Congolesiske franc
Bruttonationalindkomst per indbygger: 1 337 PPP$
Nationaldag: 30. juni (uafhængighedsdagen)

Geografi

DR Congo er arealmæssigt det næststørste land i Afrika efter Algeriet. Landet strækker sig over store dele af Afrikas indland, og har en kort kystlinje ved mundingen af ​​Congofloden ud i Atlanterhavet. Den enorme Congo-flod løber gennem hele landet og er kilden til alle andre floder i landet. DR Congo består af jungle langs ækvator midt i landet, høje plateauer langs Rift Valley, savanner i de sydlige dele og tætte græsarealer mod nord. Den næststørste regnskov i verden er i DR Congo.

Klimaet er tropisk med høj luftfugtighed og en forholdsvis høj temperatur året rundt. Landområderne syd for ækvator har en regntid mellem november og marts, mens der også er en tør sæson nord for ækvator. De centrale områder langs ækvator har mindre forskelle mellem årstiderne. Det tropiske klima bringer kraftige regnskyl med sig, og landet oplever hyppige tordenbyger. Congofloden oversvømmes jævnligt, og faren for oversvømmelser og jordskred er høj i nogle områder. De sydlige områder er ramt af periodisk tørke.

De største miljøproblemer er knyttet til forurenet drikkevand og skovrydning. Skovrydning skyldes slash-and-burn landbrug og skovhugst til produktion af trækul. Ydermere har DR Congo et rigt dyreliv, men mange af arterne er truet af udryddelse, og ulovligt krybskytteri er udbredt. Minedrift er en vigtig industri i landet, men fører også til store miljøskader.

Historie

For mere end 2.000 år siden begyndte flere etniske grupper at slå sig ned i DR Congo, og fra 1300-tallet opstod flere statsdannelser. I 1482 ankom portugiserne til området som de første europæere og begyndte at udnytte befolkningen og naturressourcerne. Gennem det 19. århundrede blev tusindvis af mennesker taget til fange som slaver, og de lokale kongeriger kollapsede, da handelen med mennesker og mineraler voksede i omfang.

I 1884 overtog kong Leopold II DR Congo som sin personlige ejendom og tilranede sig enorme rigdomme gennem brutal udnyttelse. Mellem fem og ti millioner mennesker mistede livet som følge af kong Leopolds styre i kolonitiden. Da grusomhederne blev afsløret, måtte kongen afgive kontrollen til det belgiske parlament. Dette skete i 1908, og landet fik navnet Belgisk Congo. Belgisk Congo blev selvstændigt i 1960 som følge af et oprør fra befolkningen.

I 1965 tog general Joseph Mobuto magten, han ændrede sit navn til Mobuto Sese Seko og omdøbte landet til Zaïre. Han etablerede et undertrykkende diktatur, og landet udviklede sig til et kleptokrati, hvor præsidenten og hans nære medarbejdere stjal store dele af landets aktiver. I 1996 startede et oprør mod Sese Seko, som endte med, at han blev afsat ved et statskup i 1997. Magtskiftet udløste en ny og større krig, hvor otte afrikanske lande og over 25 væbnede grupper kæmpede. Flere millioner mennesker mistede livet i krigen, som formelt sluttede i 2003. Lokale krige og konflikter præger stadig DR Congo.

Læs mere om konflikten i DR Congo her.

Samfund og politik

DR Congo er en republik ledet af en præsident. Præsidenten er statsoverhoved og vælges for fem år ad gangen. Statsministeren og regeringen vælges af præsidenten efter indstilling fra flertallet i nationalforsamlingen. Premierministeren og præsidenten deler den udøvende magt, og den lovgivende magt ligger i parlamentet. I dag er der omkring 450 registrerede politiske partier i landet, hvoraf størstedelen har en etnisk eller regional identitet. Partier er ofte bygget op omkring stærke ledere.

DR Congo er præget af uroligheder og forskellige grupper, der kæmper mod hinanden, især i den østlige del af landet. I 2019 blev det anslået, at der var omkring 130 lokale militsgrupper eller andre væbnede organisationer i den østlige del. Alle parter, inklusive regeringshæren, begår grove overgreb mod civilbefolkningen, og i løbet af 2020 mistede over 2.000 civile livet i uroligheder. Baggrunden for stridighederne er etiske og kulturelle forskelle, og ønsket om kontrol over naturressourcer. Et svagt og korrupt statsapparat og dårligt udviklet infrastruktur gør det svært at bevare kontrollen. Den siddende præsident Felix Tshisekedi blev valgt i 2019, og det var den første fredelige magtovertagelse i DR Congo, siden landet blev selvstændigt i 1960.

Manglende adgang til rent drikkevand, høj spædbørnsdødelighed, megen fattigdom og underernæring er blandt de store problemer i landet. Der er også varierende og begrænset adgang til offentlige tjenester såsom skoler, sundhedstjenester og sanitære faciliteter.

Økonomi og handel

DR Congo er et af de lande i verden, der er rigest på naturressourcer, men alligevel har landet et af verdens laveste BNP. Kolonitiden har sat sit præg på den økonomiske situation i landet. I sin tid tømte belgierne landet for værdifulde ressourcer og byggede et økonomisk system, hvor DR Congo stod tilbage med ringe overskud og med dårlig infrastruktur. Dårlig politisk styring i anden halvdel af det 20. århundrede har også haft alvorlige økonomiske konsekvenser. Siden krigens afslutning har der været høj økonomisk vækst i landet, men dårlig infrastruktur, korruption, politisk ustabilitet og et dårligt fungerende retsvæsen har hæmmet væksten.

Minedrift står for størstedelen af ​​DR Congos eksportindtægter. Træprodukter, kaffe og råolie er også vigtige eksportvarer. I de senere år har Kina investeret mere og mere i infrastruktur og hospitaler i landet til gengæld for favorable aftaler om udvinding af kobber og kobolt. De seneste år har lave råvarepriser ført til lavere vækst i økonomien og store udsving i værdien af ​​den congolesiske franc.