Ekstremisme og terrorisme

Hvad er ekstremisme

Ekstremisme er yderliggående forestillinger eller handlinger, hvor vold anses som et acceptabelt middel for at gennemtvinge drastiske samfundsændringer og opnå politiske, religiøse eller ideologiske mål.

At ekstremisme er yderliggående vil sige, at det anses som noget voldeligt eller unormalt. Hvad, der er ekstremistisk kan derfor være et spørgsmål om perspektiv eller social sammenhæng, men begrebet bruges altid som et negativt ord.  

Ekstremismen kan skyldes en ekstrem virkelighedsforståelse eller en ekstrem moralforståelse. Det kaldes først ekstremisme, når virkelighedsforståelsen eller moralforståelsen bidrager til at acceptere brug af vold. En ekstremist accepterer brug af vold for at opnå bestemte mål, men tager ikke nødvendigvis vold i brug selv.

Voldelig ekstremisme varierer i ideologi og voldsmetoder

Der skelnes ofte mellem tre forskellige kategorier af ekstremistiske tanker og bevægelser:

1. højreekstremisme
2. islamistisk ekstremisme 
3. venstreekstremise 

Denne artikel fokuserer på de to første kategorier, som er mest aktuelle i Europa i dag. De tre kategorier af ekstremisme kan derefter knyttes til mere konkrete ideologier, dvs. specielle tankesæt, om hvordan samfundet er og bør være. Ideologierne lægger vægt på bestemte mål, såsom nazismen i Tyskland under Hitler havde jødeudryddelse som mål. Ideologierne kan også fokusere på bestemte voldsmetoder. Terrorisme er et eksempel på en voldsmetode, som flere voldelige, ekstremistiske ideologier anser som acceptabel.

Hvad er terrorisme?

Terrorisme er brug af vold mod civile for at skabe frygt, med mål om politisk påvirkning. Terrorisme er en illegal voldsmetode og en form for voldelig ekstremisme. FN’s medlemslande har ikke kunnet blive enige om en klar definition på terrorisme. Siden 2002 er det foregået forhandlinger om etableringen af en konvention, som forbyder terrorisme.

I udkastet til denne konvention handler terrorisme om intentionelle, ulovlige og skadelige handlinger, hvor målet er »at skræmme en befolkning eller at tvinge en regering eller en international organisation til at gøre eller undlade bestemte handlinger«.

Uenigheden omkring denne definition drejer sig specielt om to ting: 

1. om definitionen inkluderer stater, foruden ikke-statslige aktører; 
2. om definitionen kan ramme frihedsbevægelser, som har ret til selvbestemmelse og ret til at udføre voldelig modstand mod en besættelse.

Årsager til radikalisering og voldelig ekstremisme

Ordet radikalisering bruges her om den ændringsproces, som en person gennemgår, når han/hun bliver en ekstremist. Spørgsmålet om årsagerne til voldelig ekstremisme handler om, hvad det er som gør, at en person bliver radikaliseret.

Der findes ikke én enkel forklaring på, hvorfor en person radikaliseres og bliver en voldelig ekstremist. Årsagerne til radikaliseringen kan variere meget. Alligevel er det ofte bestemte drivkræfter eller motivationsfaktorer, som forårsager radikaliseringen. Disse kan inddeles i fire kategorier:

1.  Søgen efter sammenhørighed og tryghed - ekstremister som bliver drevet af et ønske om tilhøre et fællesskab, venskab og beskyttelse.
2. Idealisme og uretfærdighed - ekstremister som er drevet af politiske og ideologiske mål og engagerer sig på grund af andres lidelser.
3. Social frustration – ekstremister som drives af et opgør med en dårlig fortid eller livssituation, og som måske selv har været udsat for vold, diskriminering og misbrug af rusmidler.
4. Søgen efter spænding eller mening i livet – ekstremister som er drevet af fantasier om at være en helt, som kæmper voldeligt for at overvinde det »onde«.

1) Søgen efter sammenhørighed og tryghed

At opleve utryghed kan være en vigtig drivkraft for, hvorfor en person radikaliseres til ekstreme handlinger. De, som lever under krig og konflikt for eksempel, kan føle sårbarhed og frygt på en så stærk måde, at synet på verden og holdninger til vold nemt kan blive ekstreme. Søgen efter tryghed fra krig og konflikt kan derfor være en vigtig årsag til radikalisering og voldelig ekstremisme.

En person kan også føle utryghed, hvis ens gruppeidentitet opleves som truet. Sårbarheden kan skabe ekstra sammenhold internt i gruppen og aggression, mod dem som truer den. Gruppeidentitet handler om, hvem man er i fællesskab med. Gruppeidentitet bliver ofte defineret gennem religion, etnicitet eller nationalitet.

Det er vigtig for folk at føle sammenhørighed i det samfund, man lever i. Føler man at ens gruppeidentitet ikke passer ind, eller ikke er velkommen, der hvor man bor, vil dette kunne bidrage til utilfredshed og ekstreme holdninger. En sårbar gruppeidentitet kan derfor være en vigtig årsag til radikalisering. Årsagen til sårbarheden kan variere, alt fra krig og kolonialisme til indvandring og arbejdsløshed.

Et eksempel på at indvandring kan opleves som en ydre trussel mod en gruppes identitet kan være indvandring af muslimer til Europa. Nogen europæere føler utryghed knyttet til muslimsk indvandring på vegne af sin ikke-muslimske identitet. Det opleves som noget fremmed og truende. Dette kan igen bidrage til, at man bliver mere modtagelig for ideologier, som hævder at beskytte ens egen gruppeidentitet, og som retfærdiggør vold mod muslimer og mod dem, som synes ansvarlige for, at indvandringen sker. Holdninger som legitimerer vold og diskriminering mod muslimer er en form for højreekstremisme.

Ideologi kan spille en vigtig rolle i søgen efter sammenhørighed og tryghed. Ekstreme ideologier har gerne den funktion, at de er med til at forme et stærkere fællesskab internt i gruppe, som ideologien peger på som »de gode«. Har man en fælles fjende, et fælles verdenssyn og et fælles mål kan dette styrke følelsen af tryghed og sammenhørighed.

2) Idealisme og følelsen af uretfærdighed

Følelsen af uretfærdighed kan være en anden vigtig årsag til, at en person radikaliseres mod ekstreme holdninger. Det handler specielt om, at personen selv eller gruppen, man føler tilhørighed til, bliver uretfærdig behandlet. Følelsen af uretfærdighed kan have mange grunde - alt fra krig og fængsling til arbejdsløshed og fattigdom.

For højreekstreme kan oplevelsen af, at indvandring er grunden til, at de forbliver arbejdsløse skabe en følelse af uretfærdighed. Denne følelse kan spille en vigtig rolle i radikaliseringsprocessen. Det er på et sådant tidspunkt, man er modtagelig for ekstreme ideologier og miljøer, fordi disse kan tilbyde en overordnet forklaring på, hvorfor man føler sig frustreret og uretfærdigt behandlet.

For islamistiske ekstremister er idealismen og det politiske engagement ofte knyttet til konflikter i muslimske lande. Følelsen af uretfærdighed kan skyldes oplevelsen af, at muslimer bliver dræbt i Mellemøsten af det, som opleves som vestlig imperialisme. For en islamist, som radikaliseres, fremstår verden i stigende grad som en krig mellem en god og en ond civilisation, den islamske og den vestlige.

Idealismen kan slet og ret handle om, et ønske om at støtte medmennesker, som lider og et ønske om at bidrage til ændring. Denne følelse af uretfærdighed kan gøre personen mere modtagelig for ekstreme ideologier, som lettere legitimerer brugen af vold.

3) Social frustration

En person er mere udsat for at blive radikaliseret, hvis han/hun er frustreret over en vanskelig livssituation og har behov for en ny retning i livet. Dette behov kan for eksempel skyldes en vanskelig opvækst og familieproblemer. Mange ekstremister har en fortid som kriminelle, hvor misbrug har været en del af livsstilen. Social frustration kan også skyldes diskriminering og mobning, eller at man falder uden for samfundet på grund af arbejdsløshed og lignende problemer.

Personer, som bærer på disse typer sociale frustrationer, er i udgangspunktet ikke så optaget af ideologi. De kan derimod have så meget vrede og aggression i sig, at vold og voldelig ekstremisme bliver tiltrækkende. De socialt frustrerede har ofte behov for noget eller nogen at skyde skylden på: en syndebuk, en fjende. Ideologi og personer, som de møder i ekstremistiske miljøer, er med til at skabe et sådant fjendebillede og er samtidig med til, at forklare at vold mod denne fjende er moralsk rigtigt.

Den sociale frustration kan også være knyttet til køn og kønsroller. Had mod kvinder og LGBTQ+-personer er noget, som går igen i ekstremistiske miljøer. Næsten alle terrorangreb begås af mænd, og ekstremisme kan derfor tolkes som et forsøg på at genoprette en bestemt form for maskulinitet. 

4) Søgen efter spænding eller mening i livet

De, som deltager i voldelig ekstremisme i søgen efter spænding og action, er gerne tiltrukket af vold, våben og uniformer. Dette kombineres ofte af fantasier om en heroisk rolle i en storslået kamp. Voldelig ekstremisme er en måde at udleve disse fantasier om at være en helt på. Sådanne forestillinger er tæt knyttet til maskulinitet. Heroisk maskulinitet er vigtig i rekrutteringen og mobiliseringen af både islamister og højreekstreme. 

Ideologi kan give personen en følelse af styrke og mening, fordi ideologien giver et »vigtigt opdrag« og skaber en mening i en ellers kedelig eller meningsløs hverdag. En ekstremistisk ideologien medvirker til at forenkle verden sådan, at den fremstår som en kamp mellem »de gode« og »de onde«, hvor voldelige »løsninger« i stigende grad ses på som det eneste rigtige.

Hvordan kan radikalisering og ekstremisme forebygges?

Eftersom radikalisering kan have mange årsager, vil forebyggelse kunne ske på meget forskellige måder. For dem, som radikaliseres af en søgen efter sammenhørighed og tryghed, er det vigtigt, at de kan finde alternative vennekredse og fællesskaber udenfor de ekstremistiske miljøer. Det handler om at skabe et inkluderende samfund, hvor det er rum for forskellighed, og hvor andres gruppeidentitet ikke opleves som truende.

For dem, som radikaliseres af idealisme og følelsen af uretfærdighed, kan det være en mulighed at gå i dialog om de politiske sager, som de er optaget af. Gennem dialog og mødet med hinandens holdninger og meninger og ved aktivt at lytte til hinanden, kan man nedbryde fordomme og skabe forståelse på tværs af forskelligheder. Selv om man ikke er enige, vil man kunne opleve at blive set og hørt, hvilket kan hindre videre radikalisering. Ideologien kan udfordres på en måde, som gør den mindre tiltrækkende.

For dem, som radikaliseres af social frustration og vrede, kan en bedre integrering i samfundet og arbejdslivet være et vigtigt forebyggende tiltag. Det kan mindske frustration og gøre, at de fravælger de kriminelle miljøer og aktiviteter, som bidrager til øget radikalisering. På samme måde må der tilbydes passende alternativer til dem, som radikaliseres af søgen efter spænding og mening i livet. Actionfyldte aktiviteter kan have en forebyggende effekt på nogen. At få børn kan give ny følelse af mening og fællesskab og på den måde have en forebyggende effekt.

Fordi socialt sammenhold er en stærkere drivkraft for radikalisering end ideologi, spiller det sociale sammenhold også en vigtig rolle i vejen ud af ekstremismen, hvor venskab og sammenhørighed i andre miljøer bliver løsningen.

Endvidere er det vigtig at have et statssystem, som bekæmper fattigdom, arbejdsløshed, korruption og diskriminering, så enkeltpersoner ikke falder uden for og mister tilliden til det samfund, som de lever i. Mere generelt er det vigtigt, at staten mindst muligt bryder menneskerettigheder - både i eget land og i andres, og samtidig ikke bidrager til mistænkeliggørelse, had og racisme mod enkelte grupper.

Højreekstremisme

Begreber som fascisme, nazisme og racisme bruges ofte til at beskrive højreekstremisme. Dette kapitel koncentrerer sig om den type af højreekstremisme, som er fjendtligt indstillet over for muslimer.

Højreekstremisme er et samle begreb for flere former for politisk ekstremisme. Det knyttes til højrefløjen i politik, fordi miljøer traditionelt har været imod de politiske kræfter på venstrefløjen.

Alligevel kan højreekstremisme godt synes at have flere fællestræk med andre ekstremistiske ideologier, såsom islamisk ekstremisme, end det har til med moderate politiske grupperinger på højrefløjen at gøre. Fællestrækkene handler blandt andet om en stærk utilfredshed med det etablerede samfundssystem, kombineret med at man godtager brugen af vold for at ændre det. Islamisk ekstremisme kan også ses på som en type højreekstremisme, men bliver som regel omtalt i andre termer. Generelt bliver ideologier, som er stærkt nationalistiske og indvandrefjendske set på som højreekstreme. 

Ideer og ideologier, som opfattes som højreekstreme, bygger ofte på forestillinger om, at nogle folk er bedre eller mere værd end andre. De ønsker ikke, at ens »egen« gruppe blandes med andre grupper. De føler et behov for at holde sin gruppe »ren« for det de ser på som værende fremmed. Højreekstreme ideologier har ofte lokale varianter, hvor målene og fjenderne kan variere. Ku Klux Klan er et eksempel på en højreekstrem gruppe. Nazisme er et eksempel på en højreekstrem ideologi. Ekstremister med lignende ideologi i dag kaldes gerne nynazister. Nynazister findes først og fremmest i Europa og USA. De retter i stigende grad frygten, hadet og volden mod muslimer.

Anti-muslimsk højreekstremisme

For højreekstreme grupper i Vesten i dag bliver muslimer i stigenden anset som hovedfjenden. Frygten for islam og muslimer kaldes islamfobi. Islamfobi skyldes ofte, at man tror, det at være muslim er det samme som at være en islamisk ekstremist. Islam som religion bliver dermed misforstået som en politisk ideologi. De islamiske ekstremistenes syn på islam og verden opleves dermed som det dominerende for, hvad muslimer generelt mener og tror. Dette skaber et fejlagtig billede af muslimer og fører til frygt, had og diskriminering mod muslimer.

Et eksempel på voldelig anti-muslimsk ekstremisme, som blev motiveret af islamofobiske konspirationsteorier, er Anders Behring Breiviks terrorangreb i Norge 22. juli 2011. Breivik dræbte 77 mennesker på øen Utøya og i centrum af Oslo. Breivik så massakren som en del af en krig for at stoppe muslimsk indvandring til Norge og Europa og knyttede selv sin ideologi til nazismen. 

Konspirationteoriens rolle i ideologierne

Mange ekstremisters forståelse af virkeligheden sker via konspirationsteorier. En konspirationsteori forsøger ofte at forklare hændelser i samfundet med, at det skyldes en hemmelig, planlagt sammensværgelse fra nogle få højtstående personer. Det kan for eksempel være ideen om, at indvandrergrupper har en plan for at overtage, ændre eller ødelægge samfundet.

Problemet med konspirationsteorier er ikke, at der ikke kan være noget om konspirationen, men at en påstået konspiration tillægges så stor betydning, at alt det, som sker i verden bliver virkelighedsfjernt. Konspirationsteorier passer derfor godt ind i ekstreme ideologier, som ofte forenkler verden på en altomfattende måde.

For europæiske anti-muslimske højreekstremister er den største konspirationsteori, at Europa står foran et nærliggende kollaps på grund af muslimsk indvandring og står i fare for at blive overtaget af islamister, som vil indføre strenge islamske lover (sharia) i europæiske land.

Opblomstringen af international islamisk terrorisme, såsom terror udført af al-Qaeda og Islamske stat (IS), kombineret med en stigning af muslimske flygtninge efter 2013, har bidraget til øget bekymring for muslimsk indvandring i vestlige lande.

Højreekstremisme i Danmark

Oplevelsen af at muslimske indvandrere udgør en trussel mod Europa findes også i Danmark. Her ses udlændinge som en økonomisk trussel, som bidrager til andre gruppers arbejdsløshed. Især folk, som selv er økonomisk eller socialt pressede, kan opfatte udlændinge som skyld i deres situation – f.eks. at deres sociale ydelser er så lave, fordi alle pengene bruges på udlændinge. Eller de kan opfatte, især muslimske udlændinge, som en kulturel trussel og et angreb på Europas kristne og kulturelle identitet. Eller også som en fysisk trussel, gennem frygten for islamisk terrorisme.

Indvandring, arbejdsløshed og islamisk ekstremisme kan derfor være med til styrke de højreekstreme miljøer. En vrede mod myndigheder og etablerede systemer kan også være grunde til at nogen tiltrækkes sådanne ekstreme miljøer.

Islamisk ekstremisme

Islamister ønsker, at samfundet skal styres i tråd med en bestemt politisk tolkning af islam. Islamister ønsker altså, at islam ikke bare skal være en religion, men at der også skal være et politisk system med islamisk lovgivning (sharia), som tager udgangspunkt i Koranen.

Islamister kan arbejde for sine mål med fredelige og demokratiske midler, men de, som anser vold som et acceptabelt middel for at opnå et islamisk samfund, kaldes islamiske ekstremister.

Islamiske ekstremister bruger religionen islam til at retfærdiggøre deres syn og handlinger. Det gør, at muslimer oftere bliver mistænkt for at være ekstremister, selv om de egentlig er stærkt imod det, som ekstremisterne gør og står for. Det er derfor vigtigt at skelne mellem religionen islam på den ene siden og den politiske ideologi islamisme på den anden.

Islam og islamisme

Af verdens 1,6 milliarder muslimer er det en ret stor andel, som ikke er islamister. Og af islamisterne er det meget få, som er villige til at bruge vold for at opnå deres politiske mål – og som kan kaldes islamiske ekstremister.

En stor spørgeundersøgelse viser, at muslimer verden over fordømmer vold, som udføres i islams navn, og at de allerfleste muslimer i verden udtrykker støtte til demokrati som styreform. Ikke bare fordømmer langt de fleste muslimer terrorisme og voldelig ekstremisme, men dette begrundes ofte med, at deres muslimske tro forbyder vold og terror.

Dette viser, at religion kan bruges til både at fremme vold og til at fordømme vold, og at islam som regel bliver brugt til det sidste. Dette betyder ikke, at islamisk ekstremisme ikke har noget med islam at gøre, men at muslimer generelt ikke har noget med islamisk ekstremisme at gøre.

Kilde: PEW Research Center

Islamiske ekstremistgrupper

Det findes mange varianter af islamistiske grupper og ideologier i verden – nogle fredeligere end andre. Blandt de mest kendte islamistiske grupper, som benytter voldelig ekstremisme og terrorisme, i dag er al-Qaeda, Islamisk Stat (IS) og Boko Haram.

Disse tre grupper har mange ideologiske fællestræk, men også mange forskelle. Et af de ideologiske fællestræk er, at de tolker jihadisme, forstået som hellig krig ved brug af vold og terror, som værende et legitimt middel i jagten på at opnå deres ideologiske mål. Den globale jihadismens fjende er Vesten generelt, og især USA og Israel. Ideologien skaber et skarpt skel mellem »os og dem«, mellem muslimer og ikke-muslimer, hvor kun de, som tolker islam på den »rigtige« måde, anses som ægte muslimer.

De militante islamiske miljøer i Europa har haft en vækst i årene efter 2010, men antallet terrorangreb udført af islamister i Europa er,  ifølge europæiske efterretningstjenester, blevet kraftigt reduceret siden 2017.

• Læs mere om al-Qaeda her
• Læs mere om Islamiske stat (IS) her
• Læs mere om Boko Haram her

Islamisme som anti-imperialisme

For islamiske ekstremister drejer kampen sig først og fremmest ikke om en økonomisk eller national kamp, men en religiøs kamp, en kamp om troen. Ifølge islamisterne vil et islamisk samfund være et samfund, hvor retfærdighed og ægte frihed eksisterer i modsætning til »forkastelig moral og imperialisme«, som mange af dem mener, Vesten repræsenterer.

Det, at islam præsenterer sig som en modmagt til vestlig imperialisme, er med til at gøre islam populær, specielt blandt de muslimer, som oplever at blive bombet og besat af vestlige lande eller af deres allierede.

Selv om islam er imod vestlig imperialisme, kan islamister selv føre en imperialistisk politik. Et andet stort problem er, at det samfund, som islam præsenterer som et alternativ, og de midler ekstremisterne accepterer på vejen til et sådant idealsamfund, som regel bryder grundlæggende menneskerettigheder. Praksis viser også, at deres handlinger rammer civile muslimer mere end noget andet. Islamisk Stat (IS) er bl.a. beskyldt for at begå folkemord mod den religiøse minoritet yazidierne i Irak i 2014. 

Konflikternes mobiliserende rolle

Internationale konflikter, hvor muslimer er ofre, og hvor vestlige lande er involverede, kan spille en vigtig rolle i radikaliseringsprocessen for islamister. Krig og konflikt i steder som Palæstina, Afghanistan, Irak og Syrien er med til at forme islamisters ideologiske bevidsthed om, at Vesten angriber islam, og at international politik drejer sig om en krig mellem muslimer og ikke-muslimer.

Ingen anden konflikt i moderne tid har mobiliseret et så højt antal militante islamister i Europa som Syrien-krigen. Over 5000 europæiske fremmedkrigere er rejst til Syrien og Irak, ifølge efterretningstjenesterne.

Der findes mange eksempler på faktiske brud på folkeretten, som vestlige lande er ansvarlige for, som rammer muslimer. Disse bidrager til at bekræfte et forenklet og fejlagtigt verdensbillede om, at Vesten er i krig mod islam. Denne virkelighedsforståelse kan blive forstærket gennem manipulation, hadtale og propaganda.

Vestlig krigsførelse mod islamiske terrorgrupper kan derfor nemt afføde flere islamiske ekstremister, end det fjerner dem, idet krigsførelse kan opfattes som en krig mod islam og muslimer. Hvis krigsførelsen samtidig bryder menneskerettigheder og dræber civile, vil denne effekt forstærkes.

Had er en trussel mod os alle. At bekæmpe hadretorik er derfor et job for os alle.

António Guterres, FN's generalsekretær, 2019

Kilder

Artikler/rapporter:

• »Hvem blir terrorister?«, kronikk av Tore Bjørgo (2015)
• »The Future of Jihadism in Europe: A Pessimistic View«, artikkel av Thomas Hegghammer (2016)
• »Høyreekstremisme i Norge«, Tore Bjørgo (red.), rapport fra Senter for ekstremismeforskning (2018)
• »Hat er i ferd med å bli normalen«, kronikk av António Guterres (Aftenposten, 1. juli, 2019)
• »Fokus 2020«, Etterretningstjenesten (2020)

Bøger:

• Sørensen, Hagtvet og Steine (red.): »Høyreekstremisme - ideer og bevegelser i Europa« (2012)
• Anders Ravik Jupskås: »Ekstreme Europa - ideologi, årsaker og konsekvenser« (2017)
• Bjørn Erik Rasch (red.): »Islamistisk terrorisme« (2005)
• Michael Weiss og Hassan Hassan: »ISIS - Inside the army of terror« (2015)
• Mike Smith: »Boko Haram - Inside Nigeria's unholy war« (2015)