13 feb.
Radio er stadig det medie, som når ud til flest mennesker verden over.
World Radio DayRadioen er det medie, som når hurtigst ud til flest mennesker verden over. FN markerer en radiodag for at bevidstgøre folk om, hvor vigtig radioen er som informationskanal og kommunikationsværktøj.
Radio er et vigtigt værktøj
Befolkninger i udviklingslande og afsidesliggende lokalsamfund har ofte ikke adgang til internettet i samme grad, som vi har i Danmark. Radio er et billigt alternativ til internettet og er derfor et meget vigtigt værktøj i disse områder. Radio er specielt vigtigt for mennesker, som ikke kan skrive og læse.
Radio når ud til de store masser med vigtig information. Nyhedsudsendelser, samfundsopdateringer, kulturudveksling og vejrmeldinger er vigtig information i dagligdagen.
Radio kan også være et godt værktøj for demokrati og ytringsfrihed. Radio tilbyder en platform, hvor man kan holde sig opdateret på samfundet og deltage i den offentlige debat - uafhængig af uddannelsesniveau og social status.
Radio spiller også en afgørende rolle i nødkommunikation og katastrofehjælp.
UNESCO arbejder for mangfoldighed i radiobranchen
Radiostationer bør tilbyde et bredt udvalg af programmer, synspunkter og indhold og reflektere mangfoldighed i publikum. Ved at lytte til brugerne og svare på deres behov, giver radiotjenester en stemme til folket. Da kan radio fremme positiv ændring.
For UNESCO er det vigtigt med mangfoldighed i radiobranchen. Dette betyder, at de promoverer en blanding af private og offentlig radiokanaler og en mangfoldighed i typen programmer. Det er også vigtigt med mangfoldighed i hvem, der laver radioprogrammerne - således at alle i samfundet bliver repræsenteret - og man dermed når ud til flere målgrupper.
Radio og bæredygtighed

FN's Verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, reducere ulighed og stoppe klimaændringerne inden 2030.
Verdensmål 9 lægger vægt på at opbygge solid infrastruktur og fremme inkluderende og bæredygtig industrialisering og innovation. Verdens radiodag er med til at øge adgangen til informations- og kommunikationsteknologi - to punkter som er med at danne grundlaget for fremtidig innovation og industrialisering.
Endvidere er radio i sig selv et værktøj, som kan lære samfundet om, hvordan de kan blive mere bæredygtige - og dermed styrke arbejdet for alle verdensmålene.
Historie
Verdens radiodag blev først udråbt som en mærkedag af UNESCO i 2011. Dagen blev anerkendt af FN's Generalforsamling som en officiel FN-dag gennem resolution A/RES/67/124 året efter.
Datoen for markeringen er den 13. februar, fordi det var denne dato, at United Nations Radio, FN's radio, blev grundlagt i 1946.