24 mar.
Dagen er til minde om ofrene for grove og systematiske menneskerettighedsbrud og fokuserer på retten til sandhed og retfærdighed.
FN's egen side om dagenRetten til sandhed er vigtig, når der er begået grove krænkelser af menneskerettigheder og humanitær lov. Familier og pårørende til ofre for henrettelser, kidnapninger og tortur har ret til at vide, hvad der skete med dem, hvornår det skete, hvorfor det skete og under hvilke omstændigheder. En undersøgelse foretaget af FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) i 2006 konkluderede også, at der var tale om en umistelig og selvstændig rettighed, som var knyttet til statens pligt til både at beskytte og garantere menneskerettighederne.
"De stemmeløses stemme" – historie
FN's Generalforsamling erklærede i december 2010, at den 24. marts hvert år skal markere den internationale dag for retten til sandheden om grove menneskerettighedskrænkelser og for værdighed for ofre (A/RES/65/196). Højtideligheden faldt den 24. marts, fordi det er dagen, ærkebiskop Oscar Arnulfo Romero blev myrdet. Romero blev indsat som ærkebiskop i byen San Salvador, El Salvador, i 1977. Valget var overraskende, da han som forkæmper for de fattige og undertrykte i El Salvador udfordrede magthaverne i landet. På det tidspunkt var El Salvador et meget splittet land, hvor magten var koncentreret i hænderne på nogle få rige mennesker. Igennem sin tid som hjælpebiskop og ærkebiskop var Romero vidne til mange menneskerettighedskrænkelser, som førte til, at han begyndte at tale på vegne af landets fattige og undertrykte. Den 24. marts 1980 blev han skudt og dræbt, mens han holdt messe for kræftpatienter. Romero er kendt som "de stemmeløses stemme", og i 2015 blev han anerkendt som martyr. Han er blevet hædret af flere kirkesamfund, og Church of England har givet ham en separat dag i sin liturgiske kalender. Senest, i 2018, blev han erklæret helgen af pave Frans fra den katolske kirke.
For alle, der dedikerede og mistede deres liv i kampen for at fremme og beskytte menneskerettighederne
Denne dag markeres for at anerkende og ære arbejdet for de mennesker, der har viet deres liv til og mistet deres liv i kampen for at fremme og beskytte menneskerettigheder for alle. Især som ærkebiskop Romero, der fordømte alle former for menneskerettighedskrænkelser, og kæmpede kampen for retfærdighed med fredelige protester og stævner. Han var en stærk modstander af alle former for vold og opfordrede de mennesker, der fulgte ham, til aldrig at ty til vold. Derudover markeres dagen for at hædre minderne om ofrene for grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser, samt fremme vigtigheden af retten til sandhed og retfærdighed. Generalsekretær António Guterres påpeger, at det også er vigtigt at give ofrene effektive retsmidler og genoprette deres værdighed i samfundet.
FN og menneskerettigheder
I 1948 vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Erklæringen består af 30 artikler, der definerer, hvad der menes med menneskerettigheder. Menneskerettigheder er grundlæggende rettigheder, som alle har, uanset køn, alder, religion, seksuel orientering eller nationalitet. FN har efterfølgende vedtaget ni konventioner, der uddyber det, der står i Verdenserklæringen. Verdens stater er forpligtet til at følge, hvad der står i Verdenserklæringen og menneskerettighedskonventioner. Når stater ikke følger disse, er det en krænkelse af menneskerettighederne. Hvis en konflikt truer international fred og sikkerhed, er det FN's Sikkerhedsråd, der skal finde en løsning.
Få flere oplysninger
Læs mere om menneskerettigheder på vores temasider
Læs mere om FN's Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR)
Læs hele studiet om retten til sandhed udført af OHCHR (Engelsk)