Filosofi er studiet af de grundlæggende spørgsmål i livet, af hvad som er muligt at vide og af, hvad der er rigtigt og forkert.

Demokrati, menneskerettigheder, retfærdighed og lighed er alle principper og værdier, som filosofien reflekterer over. Det er også principper og værdier, som vi er afhængige af for at skabe fred. Filosofien kan på den måde hjælpe os til at finde ud af, hvordan mennesker kan leve fredeligt med hverandre.

Hvorfor har FN en egen filosofidag?

Det er FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO), som står for markering af filosofidagen. Den har fem grunde til dette:

  • For at forny nationale, regionale og internationale forpligtelser på filosofi.
  • For at fremme filosofisk analyse, forskning i og studier af større samtidsspørgsmål, sådan at vi kan svare mere effektivt på de udfordringer, som menneskeheden møder.
  • For at sætte søgelys på, hvor vigtig filosofi og kritisk tænkning kan være for mange samfund, for eksempel når det gælder globalisering eller modernisering.
  • For at støtte undervisning i filosofi.
  • For at understrege, hvor vigtigt det er at lære filosofisk tænkning for fremtidige generationer.

Hvad er filosofi?

Verden er i konstant forandring og dermed forandres også det, som er vigtigt for os over tid, både for den enkelte og for samfundet. Søgen efter at vide, hvad der er vigtigt, hjælper os til at forstå os selv som mennesker og verden omkring os.

Filosofferne ynder at stille vanskelige spørgsmål. Spørgsmål, som vi ikke altid kan svare på umiddelbart. Hvad er et menneske? Hvad er vigtigt for et menneske? Hvorfor er menneskerettighederne vigtige? Hvordan kan disse begrundes? Er de universelle?

Forskellige mennesker, kulturer og stater vil finde forskellige svar på disse spørgsmål. Filosofien prøver at forstå, hvorfor svarene kan være forskellige samtidig med, at den prøver at finde et grundlag, som alle kan være enige om.

Filosofien giver os slet og ret et grundlag for handling. Spørgsmålet om, hvordan vi skal handle, er et af de vanskeligste spørgsmål, når vi står i en uvis situation.

FN arbejder med mange uvisse situationer, udfordringer og konflikter. Hvor langt bør man strække sig for at hjælpe andre mennesker som f.eks. flygtninge? Kan vi forsvare magtanvendelse for at fremme fred? Hvad er et menneske, og hvad har mennesket brug for for at kunne leve et værdigt liv? Hvordan kan vi løse de udfordringer, der er knyttet til klimaændringerne, og sker det på bekostning af velfærden? Hvilken slags samfund vil vi leve i, og hvordan bør vi organisere os?

Alle disse spørgsmål er dybt filosofiske, fordi de angår vores menneskelige eksistens. Filosofien kan være til hjælp, når vi forsøger på at besvare dem. Den største udfordring er rigtig nok politikken, for det er gennem politikken, at vi skal blive enige om, hvad der er rigtigt at gøre i fællesskab.

Lær mere

UNESCOs egne sider om filosofidagen

UNESCO