Flag
Nøgletal og fakta
| Hovedstad: | Pristina |
| Etniske grupper: | Albanere 92,9 %, serbere 1,5%, bosniakker 1,6 %, tyrkere 1,1% gorani 0,6%, egyptere 0,7%, romaer 0,5%, ashkali 0,9% (2011) |
| Sprog: | Albansk (officiel) 95%, bosnisk 2%, serbisk (officiel) 2%, andet/uspecificeret (herunder tyrkisk og romansk) 2% (2011) |
| Religion: | Muslimer 96%, katolikker 2%, ortodokse kristne 2% (2011) |
| Befolkningstal: | 1 900 000 (2023) |
| Styreform: | Republik |
| Areal: | 10 887 km2 |
| Valuta: | Euro |
| Nationaldag: | 17. februar |
Geografi
Kosovo er omringet af bjergkæder. I mellem disse ligger et slettelandskab, som deles i to af en lavere bjergkæde med højeste tinde, Deravica, på 2656 moh. Fra bjergkæderne løber flere floder. Landet har mange frugtbare områder, og halvdelen af Kosovos overflade bruges til landbrug og græsning. 40% af landet er dækket af skov. Landet har ingen kyst og har et såkaldt kontinentalt klima med varme og tørre somre og kolde vinter.
Miljøproblemerne er store - ikke mindst omkring kulkraftværkerne. Vand fra hanen bør ikke drikkes, og luftforurening er et stort problem - særligt om vinteren. Miljøet er alligevel ikke blevet et vigtigt politikområde.
Historie
Det område, hvor Kosovo ligger i dag, har været beboet siden forhistorisk tid. I antikken, en æra, der varede fra omkring 1000 fvt til 476 e.Kr., blev Kosovo først styret af grækerne, derefter af romerne. I middelalderen var Kosovo centrum for det serbiske imperium. Denne guldalder fik serberne til at se Kosovo som deres kulturelle og nationale vugge. Da serberne tabte slaget om Kosovo i 1389, kom området under osmannisk styre i 500 år. I denne periode flyttede mange tyrkere og albanere til området.
Efter Balkankrigen (1912-1913), hvor osmannerne blev drevet tilbage, blev der oprettet en separat albansk stat, Albanien. På dette tidspunkt bestod Kosovo af tre fjerdedele albanere og en fjerdedel serbere. Kosovo blev ikke en del af Albanien, men blev overtaget af Serbien. Mellem 1918 og 1929 var Kosovo derfor en del af det nye kongerige af serbere, kroater og slovenere.
I 1929 førte interne spændinger mellem de etniske grupper i kongeriget kongen til at opløse parlamentet, afsætte forfatningen og udråbe sig selv til enehersker over Kongeriget Jugoslavien. Efter Anden Verdenskrig blev Kosovo en autonom provins i Serbien, som var en del af det socialistiske Jugoslavien, styret af Tito.
Da Tito døde i 1980, begyndte Jugoslavien at krakelere. I løbet af 80'erne steg kravene om et uafhængigt Kosovo. Til sidst udviklede dette sig til en blodig konflikt, og der var krig mellem Serbien og Kosovo i 1998 og 1999. Kosovo erklærede uafhængighed i 2008.
Samfund og politik
Ifølge den nye stats forfatning er præsidenten landets statsoverhoved og vælges af parlamentet med to tredjedeles flertal. Parlamentet er den lovgivende magt. Nogle pladser er forbeholdt etniske minoriteter. Kosovo har et parlamentarisk system, hvilket betyder, at regeringen udgår fra flertallet i parlamentet. De politiske partier i landet er grundlagt omkring stærke ledere med rødder i en bestemt region eller med en gruppe mennesker. Politisk ideologi spiller en mindre rolle.
De fleste politikere er enige om, at landet skal arbejde hen imod at blive medlem af EU og NATO. Kosovo er præget af etniske spændinger, primært mellem kosovoalbanere og serbere. Fordomme og gensidig mangel på tillid har eksisteret i mange årtier. Der er stadig uløste grænser og stridigheder om forbindelserne med Serbien.
Da Rusland er allieret med Serbien og har vetoret i FN's Sikkerhedsråd, kan Kosovo ikke blive medlem af FN, selv om mere end 100 af FN's 193 medlemslande nu anerkender Kosovos suverænitet.
Økonomi og handel
Kosovo er blandt Europas fattigste lande. Landbrug og minedrift er grundstenen i økonomien, men mangel på moderne udstyr, penge og kundskab giver dårligt afkast. Da landet var en del af Jugoslavien, fik Kosovo økonomiske bidrag fra de rigere dele af Jugoslavien, men infrastrukturen i Kosovo forblev dårlig. Jugoslaviens opløsning og krigen på 1990-tallet forværrede den økonomiske situation.
Kosovo har gjort fremskridt på vejen mod markedsøkonomi. Størstedelen af de statslige selskaber er privatiserede og regeringen prioriterer økonomiske reformer for at stimulere industrien og tiltrække sig udenlandske investorer.
Landet får nu økonomisk støtte fra det internationale samfund. Kosovo er medlem af Verdensbanken og IMF og har formået at holde inflationen lav – mest grundet indføring af euro som møntenhed. Penge som kosovoalbanere i udlandet sender hjem er en vigtig indtægtskilde. Kosovo er afhængig af at importere varer og har et stort underskud i sin officielle handelsbalance. Imidlertid regner man med, at den sorte økonomien er omfattende med narkotikahandel, cigaretsmugling, prostitution og menneskehandel.