Introduktion
Serbien ønsker, at Kosovo skal være en del af Serbien, som det var indtil 1999. Men størstedelen af befolkningen i Kosovo, at Kosovo skal være en selvstændig stat.
Størstedelen af befolkningen i Kosovo er kosovoalbanere, men der er også et mindretal af etniske serbere, der bor i Kosovo. De etniske serbere udgør flertallet i det nordlige Kosovo, tæt på grænsen til Serbien. De ønsker mere selvstyre og et tæt forhold til Serbien. Alt dette betyder, at konflikten mellem Serbien og Kosovo fortsat er aktuel.
Baggrund
Kosovo var længe en del af Serbien, som frem til 1990-tallet var én af seks republikker i det land, der hed Jugoslavien. De seks republikker som udgjorde Jugoslavien var: Bosnien- Hercegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Slovenien. Efter 2. Verdenskrig blev Jugoslavien styret af diktatoren Josip Bror Tito, frem til han døde i 1980.
Jugoslavien bestod af flere forskellige etniske grupper, men ingen af disse var i et flertal. Serberne var den største etniske gruppe i Jugoslavien og udgjorde omkring 36 % af befolkningen. De fleste boede i republikken Serbien og andre i provinsen Kosovo. Omkring 90 % af befolkningen i Kosovo var etniske albanere.
Mange kosovoalbanere kunne ikke lide det faktum, at Kosovo ikke havde status som republik, men snarere var underlagt den serbiske republik. De var også utilfredse med, at serberne havde en privilegeret stilling i folkerepublikken i forhold til resten af befolkningen, som blandt andet bestod af albanere, makedonere, ungarere og bosniske muslimer.
Underliggende årsager til konflikten
Efter Anden Verdenskrig blev Jugoslavien styret af diktatoren Josip Broz Tito. Tito var en stærk leder, der holdt Jugoslavien samlet. Året efter Titos død i 1980 blev Jugoslavien ramt af en alvorlig økonomisk krise. Utilfredsheden blandt befolkningen voksede, og beskyldningerne rettede sig i stigende grad mod bestemte etniske grupper. Situationen førte til øget nationalisme baseret på etnisk tilhørsforhold.
Albanerne i Kosovo krævede mere selvstyre gennem 1980'erne. Dette kom til udtryk gennem optøjer og omfattende demonstrationer, hvilket førte til, at den serbisk dominerede centralregering i Jugoslavien fængslede flere tusinde kosovoalbanere.
Optøjerne ramte også serbere i Kosovo, hvoraf nogle blev ofre for vold og chikane. Dette førte til, at næsten 35.000 serbere forlod Kosovo mellem 1981 og 1987. Som reaktion herpå indførte den serbiske centralregering i Beograd foranstaltninger, der gav serbere i Kosovo økonomiske fordele, herunder oprettelse af fabrikker, hvor kun serbere blev ansat.
Alt dette skabte mistillid og splittelse mellem serbere og albanere og styrkede nationalistiske følelser blandt begge grupper.
Nationalisme som springbræt
Kampen om magten efter Titos død gjorde, at nye ledere brugte nationalistisk retorik for at få magten. Dette var specielt tydeligt i Serbien, hvor Slobodan Milošević blev valgt som præsident i 1989. Under ham voksede den serbiske nationalisme.
Serbiske nationalister havde et andet syn på Kosovo end kosovoalbanerne. Fortællingerne om den serbiske fyrste Lazar der havde sit nederlag mod Det Osmanniske Rige på Kosovos slette d. 28. juli 1389, spillede en central rolle i serbisk nationalisme. Nederlaget i 1389 førte til at Serbien faldt under det tyrkiske styre i 1459. Albanerne udgjorde derefter majoriteten i området, eftersom mange serbere forlod regionen. Den serbiske hær generobrede Kosovo i 1918.
Et stort fokus på historien fra 1389 bidrog til at serbiske nationalister i 1900-tallet så på kosovoalbanerne som udlændige, altså som folk der ikke tilhørte Kosovo. Spørgsmålet om Kosovos løsrivelse fra Serbien blev dermed opfattet forskelligt fra serbere og kosovoalbanere. Mens kosovoalbanske nationalister så på det som deres kamp for frihed og selvstændighed, oplevede serbiske nationalister det som et angreb mod nationen Serbien.
Dette førte til voldelig konflikt i Kosovo mellem de albanske KLA-guerilla og den serbisk dominerede centralmagt i det som var tilbage af Jugoslavien.
Drivkræfter i konflikten
Konflikten mellem de serbiske myndigheder og den albanske guerillagruppe KLA eskalerede, efter at KLA i 1996-97 angreb flere serbiske politistationer og politibetjente. I 1998 havde KLA's operationer udviklet sig til en klar væbnet oprørsbevægelse.
Som reaktion på KLAs oprør i Kosovo gik de serbiske myndigheder hårdt til værks mod den kosovo-albanske befolkning i 1998. Serbisk politi begik omfattende overgreb og massakrer mod civile, hvilket igen bidrog til øget støtte til KLA blandt kosovo-albanerne.
Opdagelsen af en række massegrave med albanske civile afslørede, at serberne havde handlet hårdt over for civilbefolkningen i Kosovo. Der var et stærkt ønske om hævn blandt kosovoalbanerne, og manglen på politistyrker førte til omfattende overgreb mod den serbiske befolkning i Kosovo. Vold og overgreb førte til, at konflikten eskalerede og blev vanskelig at løse med fredelige midler.
NATO bomber Serbien
Både NATO og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) blev involveret i bestræbelserne på at standse overgrebene. OSCE sendte en observatørstyrke. NATO, anført af USA, sendte bombefly i det, der blev en fuldskala krig i 1999.
NATO bombede både militære og civile mål i Serbien i marts 1999 uden mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Serberne tog ikke kampen op mod NATO's ulovlige operation, men intensiverede i stedet deres krigsførelse mod kosovoalbanerne.
De, der kritiserede NATO's bombning, påpegede, at den var i strid med folkeretten og hævdede, at den forværrede situationen, også for kosovoalbanerne. De, der forsvarede bombningen, hævdede, at NATO forhindrede endnu et folkemord på Balkan og kaldte operationen en humanitær intervention.
I juni samme år underskrev serberne en tilbagetrækningsaftale. NATO stoppede bombningen, mange flygtninge vendte hjem, og FN overtog det administrative ansvar for regionen. Samtidig blev en NATO-ledet fredsbevarende styrke, KFOR, indsat for at stabilisere situationen.
Kosovo erklærer uafhængighed
Kosovo erklærede uafhængighed den 17. februar 2008. Løsrivelsen førte straks til uroligheder, både i Serbiens hovedstad Beograd og i det nordlige Kosovo, hvor de fleste kosovoserbere bor. Serberne protesterede mod løsrivelsen og hævdede, at den var i strid med folkeretten.
Nogle lande anerkendte straks uafhængigheden (herunder Frankrig, Storbritannien, USA og Norge), mens Serbien og dets gamle allierede Rusland stadig nægter at anerkende Kosovo som en selvstændig stat.
Mange af de lande, der ikke anerkender Kosovos uafhængighed, er lande, der har etniske spændinger og separatistiske bevægelser inden for deres egne grænser. De frygter, at minoriteter i deres egne lande vil kræve løsrivelse, som kosovoalbanerne gjorde.
Da Rusland har vetoret i FN's Sikkerhedsråd, har Kosovo haft svært ved at blive optaget som medlem af FN. Dette til trods for, at over hundrede af FN's 193 medlemsstater nu anerkender Kosovos suverænitet.
Dialog og mere fredelige forhold
I 2011 indledte Serbien og Kosovo deres første efterkrigsdialog siden 1999. Dialogen foregik i EU-regi, og parterne nåede til enighed om grænsebestemmelser.
Dialogen fortsatte i 2013, hvor landene blev enige om, at det serbiske flertal i det nordlige Kosovo skulle tildeles en høj grad af autonomi (selvstyre), mens begge parter blev enige om ikke at blokere hinandens forsøg på at søge EU-medlemskab. NATO, som stadig har en KFOR-styrke i Kosovo, støtter denne såkaldte normaliseringsaftale fra 2013.
2021 - 2023: Nye spændinger
De seneste år har været præget af øget spænding i Kosovo-konflikten. Uafklarede spørgsmål vedrørende den serbiske befolkning i det nordlige Kosovo er årsagen til uroen.
Den nye konflikt blev udløst i september 2021, da myndighederne i Kosovo ændrede registreringsreglerne for serbiske biler. Bilnummerplader fra Serbien skulle nu registreres i Kosovo, hvilket kosovoserberne opfattede som et krav om at acceptere Kosovo som en uafhængig stat.
Dette markerede starten på en ny og fortsat konflikt i Kosovo, men en konflikt med klare rødder i krigen i 1999.
Optøjer og vold
Kosovos serbere demonstrerede deres modstand mod myndighederne i Kosovo ved at blokere veje og indlede skudvekslinger med politiet. I november 2022 sagde de statslige ansatte kosovoserbiske i nord (ordførere og lignende) deres job op i protest. I praksis fortsatte de med at arbejde fra de samme kontorer, men rapporterede til de serbiske myndigheder i stedet for til myndighederne i Kosovo.
Konflikten eskalerede yderligere i maj 2023, da mange af disse statsansatte rejste til Serbien i en officiel anledning. Myndighederne i Kosovo benyttede denne lejlighed til fysisk at overtage deres kontorer, mens de var væk, og satte de nyvalgte kosovo-albanske ordførere i de samme stillinger.
Dette endte i voldsomme optøjer uden for kontorerne, hvor vrede kosovoserberiske demonstranter kastede sten og sprængstoffer, mens de blev mødt af Kosovos militariserede politistyrker samt NATO's KFOR-styrker. Over 50 kosovoserbere og omkring 30 KFOR-soldater blev såret.
Internationale reaktioner
Både USA og EU, som har været Kosovos nærmeste allierede siden 1999, kritiserede skarpt myndighedernes håndtering af situationen. USA reagerede ved at indføre sanktioner mod Kosovo og suspendere sine bestræbelser på at få Kosovo optaget i internationale organisationer. EU's forsøg på at puste nyt liv i fredsaftalen fra 2013 er også gået i stå efter den seneste udvikling i konflikten.
FN's rolle i konflikten
FN's Sikkerhedsråd besluttede i 1999 at indsætte en fredsbevarende styrke i Kosovo, UNMIK. Dens mission er stadig at sikre et fredeligt og normalt liv for befolkningen i Kosovo og at bidrage til stabilitet i regionen. UNMIK samarbejder med OSCE og EU.
I oktober 2008 besluttede FN's Generalforsamling, at Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag skulle vurdere, om Kosovos uafhængighedserklæring af 17. februar 2008 var i overensstemmelse med folkeretten. Processen begyndte den 1. december 2009, og i juli 2010 konkluderede domstolen, at Kosovos uafhængighed ikke var i strid med folkeretten.
Der er en række FN-organisationer, fonde og programmer, som arbejder med forskellige opgaver i Kosovo:
- FN's Udviklingsprogram (UNDP)
- FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR)
- FN's Bosætningsprogram (UN-Habitat)
- FN's Børnefond (UNICEF)
- Verdenssundhedsorganisationen (WHO)
- FN's Befolkningsfond (UNFPA)
- UN Woman
- Den internationale arbejdsorganisation (ILO)
- Den internationale pengefond (IMF)
- Den internationale organisation for migration (IOM)
- FN's højkommisær for menneskerettigheder (OHCHR)
- Verdensbanken
Danmarks engagement i konflikten
Danske styrker har været med i Kosovo siden indsatsen begyndte i 1999. Siden har mere end 10.000 danske soldater gjort tjeneste i KFOR. Derudover har Danmark bidraget med personel til politi- og retsstatsmissionen, der tæller politifolk, dommere, anklagere, fængselsfunktionærer, administrativt personale og toldeksperter. Danmarks bidrag til Kosovo består i dag af ca. 30 personer i en bevogtningsdeling i den franske lejr ved Novo Selo samt ca. seks personer i KFOR hovedkvarteret i Pristina.
Kilder
International Crisis Group, Uppsala Conflict Database, Institutt for fredsforskning (PRIO), NATO.int, UNmissions.org, Regjeringen.no.
Relaterede lande
Læs vores landeprofiler for de lande, der er involveret: