Introduktion
Området Nagorno-Karabakh er folkeretsligt en del af landet Aserbajdsjan. Samtidig er indbyggerne i Nagorno-Karabakh etniske armenere. De ønsker, at området skal løsrives fra Aserbajdsjan og blive anerkendt som en selvstændig stat.
Det er de lokale armenere i Nagorno-Karabakh, som har kontrollen i området, og de har egne væbnede militser, men de er afhængige af støtte fra nabolandet Armenien. Dette har skabt konflikt med Aserbajdsjan, som ikke ønsker, at Nagorno-Karabakh skal blive en selvstændig stat.
Aserbajdsjan forsøger at tage kontrollen tilbage i Nagorno-Karabakh og får støtte fra Tyrkiet. Rusland er som udgangspunkt allieret med Armenien, men har solgt våben til begge sider i konflikten og forsøger at spille en mæglerrolle.
Aserbajdsjan forsøger at tage kontrollen tilbage i Nagorno-Karabakh, og får støtte fra Tyrkiet. Rusland er i udgangspunktet allieret med Armenien, men solgt våben til begge sider i konflikten og forsøger at spille en mæglerrolle.
Om Nagorno-Karabakh
Nagorno-Karabakh er et område i Aserbajdsjan nær grænsen til Armenien. Der bor omkring 145 000 mennesker i området, der næsten alle er etniske armenere.
Flertallet af befolkningen i Armenien og Nagorno-Karabakh er kristne og tilhører den armensk-ortodokse kirke. I Aserbajdsjan er flertallet af befolkningen muslimer.
Indbyggerne i Nagorno-Karabakh har derfor en etnisk-religiøs identitet, som knytter dem til nabolandet Armenien, mens det geografiske område Nagorno-Karabakh folkeretslig er en del af Aserbajdsjan.
Området som ligger mellem Armenien og Nagorno-Karabakh er domineret af høje bjerge og hører til Aserbajdsjan. Men armenierne i Nagorno-Karabakh havde længe haft fuld kontrol over vejen til Armenien, via den såkaldte Lachinkorridor, indtil våbenhvileaftalen i 2020.
Parterne i konflikten
- Aserbajdsjan – har folkeretten på sin side, i spørgsmålet om hvilket land området Nagorno-Karabakh tilhører.
- Lokale militser i Nagorno-Karabakh – er armenere, som kæmper for at området skal blive en selvstændig stat - løsrevet fra Aserbajdsjan.
- Armenien – støtter de lokale militsgrupper i Nagorno-Karabakh.
- Tyrkiet – støtter Aserbajdsjan. Har historisk nære bånd til Aserbajdsjan og historisk konfliktfyldt forhold til Armenien.
- Rusland – støtter mest Armenien, men sælger våben til begge sider. Har endvidere påtaget påtaget sig en mæglerrolle.
Baggrunden for konflikten
Både Armenien og Aserbajdsjan var en del af Sovjetunionen frem til Sovjetunionens fald i begyndelsen af 1990-tallet. Rusland var den ledende sovjetiske republik, og Sovjetunionen blev styret fra Moskva.
Til trods for armensk dominans i Nagorno-Karabakh var området en del af den sovjetiske republik Aserbajdsjan under sovjettiden.
I 1988 forsøgte parlamentet i Nagorno-Karabakh at få området til at blive en del af Armenien. Dette forsøg skabte dagens konflikt mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og den lokale armenske befolkning i Nagrono-Karabakh på den anden. Tre år efter var parterne i krig med hinanden.
Den udløsende årsag til krigen i 1991
Den første krig i konflikten brød ud i 1991. Den opstod som en konsekvens af, at Sovjetunionen gik i opløsning. En række tidligere sovjetrepublikker erklærede sig som selvstændige stater og blev medlem i FN.
Armenien og Aserbajdsjan var blandt de sovjetiske republikker, som blev suveræne stater i 1991. Armenerne i Nagorno-Karabakh så tidspunktet som en mulighed for selv at få anerkendelse som en selvstændig stat. Denne gang forsøgte de løsrivelse med militære midler. Det udløste krigen mellem Aserbajdsjan på den ene side og lokale armenske militser, med støtte fra Armenien, på den anden side.
Krigen førte til, at omkring rundt 30 000 mennesker blev dræbt og over en million blev drevet på flugt, de fleste aserbajdsjanere. De lokale militser i Nagorno-Karabakh sikrede sig kontrollen over området i løbet af krigen.
Militserne omtales også som armenske separatister idet militsgrupper med mål om territorial løsrivelse kaldes separatister, og det er den armenske identitet, som knytter separatisterne sammen.
Parterne indgik en våbenhvile i 1994, men der blev ikke indgået nogen endelig fredsaftale. Konflikten har stået på siden.
Krigen i efterår 2020
Konflikten brød ud i nye krigshandlinger i efteråret 2020. Op mod 100.000 etniske armeniere blev sendt på flugt, og flere tusinde soldater på hver side mistede livet.
Meget tyder på, at det var Aserbajdsjan som begyndte krigshandlingerne denne gang. Aserbajdsjan generobrede de armensk-besatte områder uden for Nagorno-Karabakh.
Efter seks uger med dødelige sammenstød, indgik Armenien og Aserbajdsjan en våbenhvileaftale, som var mæglet frem af Rusland. Aftalen anerkendte, at områderne som Aserbajdsjan havde generobret, skulle forblive under Aserbajdsjans kontrol.
Aftalen fastlagde også, at en af de to hovedveje mellem Armenien og Nagorno-Karabakh, Lachin-korridoren, ville blive bevogtet af russiske fredsbevarende styrker.
Våbenstilstandsaftalen afsluttede fjendtlighederne, men favoriserede klart Aserbajdsjan og Rusland. Reaktionerne på våbenhvilen var derfor blandede blandt armenierne, der ifølge Aftenposten Innsikt følte både lettelse, vrede, sorg og afmagt.
FN's rolle
Konflikten blev taget op i FN’s sikkerhedsråd i 1993, mens den første krig stod på. Sikkerhedsrådet vedtog fire resolutioner. Resolutioner opfordrede parterne til at indgå en våbenhvile. Det kom også frem af resolutionerne, at Sikkerhedsrådet anser Nagorno-Karabakh som en del af Aserbajdsjan.
Aserbajdsjans folkeretslige ejerskab over Nagorno-Karabakh blev igen bekræftet i en resolution vedtaget af FN’s generalforsamling i 2008. Selv om resolutionen blev vedtaget, valgte de fleste lande i forsamlingen ikke at stemme. Kun 39 lande stemte for resolutionen, mens syv lande stemte i mod. Frankrig, Rusland og USA var blandt de lande, som stemte i mod vedtagelsen i Generalforsamlingen. De bliver beskyldt for at favorisere Armenien i landets konflikt med Aserbajdsjan.
Kilder
Aftenposten, Dagsavisen, Klassekampen, NRK, NTB, International Crisis Group, regjeringen.no., Aftenposten Innsikt.
Relaterede lande