Introduktion
Rohingya er en etnisk minoritet i Myanmar (Burma). Rohingyaerne er hovedsageligt muslimer og bliver anset som ulovlige indvandrere af myndighederne i Myanmar. Rohingyaerne mener selv at de har levet i regionen i mange hundrede år. Dette har skabt en langvarig konflikt mellem rohingyaerne og myndighederne, hvilket har ført til en brutal diskriminering, undertrykkelse og voldelig fordrivelse af rohingyaerne i Myanmar.
Siden 25. august 2017 er over 720 000 rohingyaer flygtet fra Myanmar, efter militæret drev dem på flugt fra delstaten Rakhine. De flygtede til nabolandet Bangladesh, hvor der allerede boede omkring 200 000 rohingyaer.
FN har fastslået, at de militære myndigheder i Myanmar driver etnisk udrensning mod rohingyaerne, hvilket er en forbrydelse mod menneskeheden.
Om rohingyaerne
Der bor over 50 millioner mennesker i Myanmar. Omkring 2/3 af befolkningen er etniske burmanere. Ellers består befolkningen af mange etniske minoriteter. Rohingyaerne er en etnisk minoritet, men anerkendes ikke som dette. Grundloven anerkender 135 etniske minoriteter i Myanmar, men rohingyaerne er ikke blandt disse.
Næsten 90% af befolkningen er buddhister, og Myanmar har de sidste år set en tilbagevenden af en form for buddhistisk-burmansk nationalisme, som er ekskluderende over for etniske og religiøse minoriteter. Kristendom og islam er almindelige blandt flere af de etniske minoriteter, hvor rohingyaerne primært er muslimer.
Rohingyaerne er, ifølge FN, en af verdens mest forfulgte minoriteter. I Myanmar udsættes mange rohingyaer for tvangsarbejde, som ofte fører til voldelig mishandling og seksuelle overgreb. Rohingyaerne er ofre for tilfældige arrestationer og fængsling, de nægtes statsborgerskab og får heller ikke lov til at eje jord. Delstaten Rakhine har dobbelt så meget fattigdom som gennemsnittet i Myanmar. Rohingyaernes ekstreme sårbarhed er et resultat af myndighedernes politik mod dem over flere årtier.
Baggrunden for konflikten
Myanmar har været plaget af etnisk konflikt, siden før landet blev selvstændigt fra britisk kolonistyre i 1948. På den tid var det officielle navn på landet Burma. Navnet blev ændret til Myanmar i 1989.
I 1937 begyndte Storbritannien at rekruttere etniske minoriteter til at være soldater i den burmesiske hær. Disse skulle bidrage til at styre Burma under britisk herredømme. Dette var en strategi for at sikre kontrollen i Burma ved at holde majoritetsbefolkningen nede. Det førte til, at de etniske minoriteter var med til at undertrykke den civile majoritetsbefolkning i landet, som primært bestod af etniske burmanere.
Denne britiske split-og-hersk-politik bidrog til fremvæksten af burmansk nationalisme, som favoriserede buddhisme og de etniske burmanere. Dette lagde grundkimen til en varig konflikt mellem burmanere og de etniske minoriteter i landet. Da Japan besatte Burma under 2. Verdenskrig, allierede de sig med burmanere i deres konflikt med briterne og de etniske minoriteter. Det førte til overgreb mod civile på begge sider, hvilket forstærkede den etniske konflikt yderligere.
Da Burma blev selvstændig fra britisk kontrol i 1948, blev det vigtigt at klargøre landegrænsen mod Bangladesh. Grænsen har historisk set været flydende, hvor migranter fra forskellige dele af Indien har bosat sig i Rakhine. Grænsespørgsmålet blev vanskeliggjort af, at enkelte grupper var bosat på begge sider af grænsen.
I 1962 kuppede militæret magten i Burma. Militæret har siden spillet en dominerende rolle i den politiske styring af landet. De har i stigenden grad brugt en retorik og ført en politik i tråd med buddhistisk-burmansk nationalisme. Den er kritisk over for etniske minoriteter generelt – og specielt muslimer.
De militære myndigheder har længe drevet en diskriminerende, voldelig og undertrykkende politik over for rohingyaerne. De retfærdiggør dette med at fremstille sig som «nationens beskyttere». Dette har bidraget til en stigning i militærets popularitet blandt mange buddhistiske burmanerne i landet.
Den udløsende årsag til fordrivelsen af rohingyaerne
25. august 2017 gennemførte rohingya-modstandsgruppen ARSA koordinerede angreb mod en militærbase i Rakhine og dræbte tolv personer fra regeringsstyrkerne. Angrebet var en reaktion på stigende pres på rohingyaerne i området. Organisationen voksede frem i kølvandet på myndighedernes brutale vold mod rohingyaerne i 2012 og som en reaktion på den stadig stigende undertrykkelse i Rakhine.
Angrebet 25. august 2017 udløste en brutal og enormt uproportionel reaktion fra de militære myndigheder fra samme dag af. Regeringsstyrkerne rettede sig mod rohingya-befolkningen som helhed. Det førte til en menneskerettighedskatastrofe, hvor mindst 10 000 mennesker blev dræbt, massakre og tortur blev begået, inklusiv omfattende brug af voldtægt. Militæroperationen havde til formål at terrorisere rohingya-befolkningen, ifølge en FN-rapport. Læger Uden Grænser (MSF) har anslået, at mindst 6700 rohingyaer blev dræbt på bare en måned.
Militæroperationen førte til, at over 720 000 rohingyaer måtte flygte til nabolandet Bangladesh. FN’s højkommissær for menneskerettigheder kaldte den brutale militæroperation for etnisk udrensning. En granskningsrapport fra FN i 2018 konkluderede, at Myanmars øverste generaler bør straffeforfølges for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden mod rohingyaerne og andre etniske minoriteter i delstaterne Rakhine, Kachin og Shan.
Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten
Myndighederne har længe talt om Myanmar, som en specifik burmansk-buddhistisk nationalstat. Den favoriserer det buddhistisk-burmanske flertal og er ekskluderende over for landets etniske og religiøse minoriteter generelt - og rohingya-muslimerne især.
Myndighederne i Myanmar ser på rohingyaerne, som ulovlige indvandrere fra Bangladesh, selv om rohingyaerne har levet i Myanmar i flere generationer. De omtaler dem konsekvent for «bengalere». Militæret præsenterer fordrivelsen af rohingyaerne som en løsning på «det bengalske problem». De forsøger samtidig at omskrive historien ved at bruge falske billeder og usande påstande for at fremstille rohingyaerne som aggressive, voldelige indtrængere fra udlandet.
Propaganda fra både militæret og ekstremt nationalistiske buddhister har bidraget til, at mange i Myanmar deler militærets syn på rohingyaerne og anser væbnede rohingya-grupper som en trussel mod majoritetsbefolkningen. Det, at der faktisk findes voldelige rohingya-grupper, såsom som ARSA, er med til at styrke fremstillingen af den civile rohingya-befolkning som helhed og en trussel, som de må bruge vold mod og smide ud af landet.
Andre konflikter i Myanmar
Det er en række andre konflikter i Myanmar. Nogle af dem er mellem militæret og andre etniske minoriteter i landet, såsom i delstaten Kachin og Shan. Disse konflikter er drevet af forskellige former for utilfredshed i befolkningen. Det inkluderer rettigheder knyttet til landområder, udviklingsprojekter og naturressourcer. Indtjening fra narkotikahandel har bidraget til finansiering af flere af de væbnede grupper.
De underliggende årsager handler om minoriteternes krav om mere selvstyre og deres utilfredshed og modstand mod etnisk og religiøs diskriminering. Minoriteterne er også trætte af militærets angreb på civile og andre menneskerettighedsbrud begået mod dem.
Aung San Suu Kyi og kampen for demokrati
Andre konflikter i Myanmar handler mere om demokrati inden for et fælles Myanmar og er mindre knyttet til etnicitet og religion. Den vigtigste konflikt står mellem militæret og de civile myndighedere, hvor sidstnævnte domineres af det politiske parti, Nationalligaen for demokrati (NLD). NLD blev stiftet lige efter studenteroprøret i 1988. Partiet ledes af Aung San Suu Kyi, som fik Nobels fredspris i 1991.
Baggrunden for denne konflikt er militærets dominerende rolle i politik. Myanmar har en civil og en militær ledelse, hvor militæret styrer sikkerhedspolitiske sager, men må i en vis grad forholde sig til præsidenten. Grundloven fra 2008 giver militæret ret til at udpege 2 vicepræsidenter og 4 ministerposter i regeringen, inklusiv forsvarsministeren. Grundloven giver også militæret ret til at udpege 25% af parlamentets repræsentanter. Samtidig kræves der over 75% af stemmene i parlamentet for at ændre på grundloven. Dette giver i praksis militæret vetoret mod grundlovsændringer.
Det er militæret, som er ansvarlig for overgrebene mod rohingyaerne og andre minoriteter. Men Aung San Suu Kyi og de civile myndigheder har fået kritik af FN og andre for ikke at have brugt deres begrænsede magt på at prøve at stoppe eller forhindre militærets magtbrug mod civile. En granskningsrapport fra FN i 2018 hævder, at de civile myndigheder har bidraget til militærets forbrydelser, blandt andet ved at nægte, at overgrebene foregik, tillade ødelæggelse af bevis og hindre internationale undersøgelser i Myanmar.
2021: Militærkup og risiko for borgerkrig
I slutningen af januar 2021 strammede militæret yderligere grebet om magten. Hæren arresterede regeringen og erklærede, at landet skulle være i undtagelsestilstand i et år. Hærens magtovertagelse skete samme dag, som det nybagte parlamentet skulle samles, efter Aung San Suu Kyis parti, NLD, vandt valget i november 2020. Det valg var landets kun andet demokratiske valg.
Militærkuppet er et tydelig tilbageskridt for demokratiet i Myanmar. Kuppet udløste store folkelige protester i byerne, som igen førte til voldelige reaktioner fra militæret. Samtidig havde kuppet mobiliseret flere af Myanmars væbnede minoritetsgrupper i grænseområderne, blandt andet i Rakhine der rohingyaerne hører til.
Militærets magtmisbrug har ført til en ny alliance mellem den majoritetsdominerede demokratibevægelse og de væbnede minoritetsgrupper. Disse har længe haft militæret som fælles fjende, men har disse nok fælles interesser til at samarbejde. Dette ændrede sig i kølvandet på militærkuppet i 2021. En sådan alliance samler og styrker modstanden mod diktaturet, men kan også udløse fuld borgerkrig.
FN’s rolle i konflikten
På grund af bekymring over for myndighedernes behandling af minoriteterne i Myanmar, bestemte FN’s menneskerettighedsråd er at få gennemført en uafhængig undersøgelse om forholdene i landet. Dette mundede ud i en granskningsrapport i 2018, som afdækkede regeringsstyrkernes grove overgreb mod rohingyaer.
Granskningsrapporten anklager myndighederne for folkemord og opfordrer FN’s sikkerhedsråd til at videresende sagen til Den Internationale Straffedomstol (ICC) eller oprette en egen international domstol for Myanmar. Hvis det sker, kan enkeltpersoner i Myanmar - først og fremmest de øverste militære ledere – blive dømt og krævet udleveret til afsoning af straf. Der skal meget til for at denne type internationale straffeforfølgelse bliver gennemført.
En granskningsrapport fra FN i 2019 konkluderede, at de underliggende årsager til volden mod rohingyaerne fortsat findes. Rapporten hævder, at de 600 000 rohingyaer, som fortsat lever i Myanmar, var i endnu større fare for at blive ofre for folkemord end tidligere.
FN’s menneskerettighedsråd anmodede FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) om en omfattende rapport om den generelle menneskerettighedssituationen i Myanmar i marts 2021. I marts 2022 blev rapporten forelagt Rådet. Rapporten fandt alvorlige menneskerettighedskrænkelser og rimelig grund til at tro, at hæren udfører ”udbredte og systematiske angreb mod civile”. Resultaterne af rapporten indikerer, at krigsforbrydelser mod menneskeheden sandsynligvis er blevet begået.
Flygtningenes rettigheder
I tråd med menneskerettighederne og FN’s flygtningekonvention har rohingyaerne, der er flygtet fra Myanmar, som udgangspunkt ret til at vende tilbage. I november 2017 indgik Bangladesh og Myanmar en aftale om returnering af rohingya-flygtninge, men FN’s nødhjælpskontor (OCHA) hævder, at forholdene slet ikke tillader det på nuværende tidspunkt.
Omkring 18 000 rohingyaer er flygtet til Indien, nogle af disse er blevet sendt tilbage til Myanmar. FN’s organisation for flygtninge (UNHCR) har udtrykt stærk bekymring for sikkerheden for de rohingyaere, som Indien har tilbagesendt til Myanmar uden at have vurderet deres asylansøgning ordentligt.
Kilder
NRK, Aftenposten, Klassekampen, Store norske leksikon, UN.org.
Rapporter:
- Report of the Independent International FactFinding Mission on Myanmar, (2018) og (2019), for FNs menneskerettighetsråd.
- NORDEM Special Report 2015: “Power-Sharing in Conflict-Ridden Societies” av Butenschøn, Stiansen og Vollan.
- Situation of human rights in Myanmar since 1 February 2021 - Report of the UN High Commissioner for Human Rights (A/HRC/49/72)