Syrien

Sidst opdateret: 29.11.2022

I år er det 11 år siden, at konflikten i Syrien begyndte. Hvad handlede konflikten om dengang? Hvordan udviklede konflikten sig til en så brutal krig og en så stor menneskelige katastrofe?

Palestinske flyktninger i Syria står i kø for å få mat fra FN i 2014. Foto: Zuma Press/UNRWA
I den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus har adgangen til mad været meget begrænset under krigen. Befolkningen står i kø for at få madforsyninger fra FN, januar 2014 (Foto: Zuma Press / UNRWA).

Introduktion

Den syriske borgerkrig er en konflikt, der har stået på siden 2011 mellem landets myndigheder og forskellige oprørsgrupper. Mange andre lande har involveret sig i konflikten. Krigen har ført til store ødelæggelser – flere hundredtusinder mennesker er blevet dræbt og millioner er på flugt.

Baggrund

Syrien har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over 40 år. Først af Hafez al-Assad, der tog magten gennem et militærkup i 1970 og derefter af Bashar al-Assad siden 2000. Da Bashar al-Assad overtog magten, ventede mange syrere på demokratiske reformer, men regimet valgte at gå den modsatte vej. Magten blev givet til færre mennesker, ofte til personer med lignende religiøs overbevisning og i nær familie med præsidenten.

Assad-familien tilhører en af Syriens mange religiøse minoriteter, som kaldes alawitter - en undergruppe af shia-islam. Det syriske regime har derfor tætte bånd til andre shiamuslimske regeringer og parter i regionen. Regimet i Iran, regeringen i Irak og den shia-dominerede organisation Hizbollah i Libanon har alle været vigtige spillere, som har støttet Assad-regimet i Syrien-konflikten.

Alawittene sidder ved magten i Syrien, selvom de kun udgør 10% af den syriske befolkning. Mange af dem har vigtige positioner i Assad-regimets regering og er bedre stillet økonomisk end resten af befolkningen. Majoriteten af befolkningen i landet består af sunni-muslimer. Der har længe været utilfredshed blandt sunni-muslimerne - både på grund af øget fattigdom og diskriminering fra regeringen. Denne kombination førte til omfattende protester over store dele af Syrien mod Assad-regimet i 2011. Protesterne var en del af det, som er kendt som Det Arabiske Forår.

Assad familien har været ved magten i Syrien siden, Hafez al-Assad begik et militærkup i 1971. Siden 2000 er det sønnen Bashar al-Assad (nummer to fra venstre i bageste række), som har været præsident i landet (Foto: Wikimedia / Creative Commons).

Udløsende årsager til krigen

Syrien var et af mange lande, som gjorde oprør mod regimet i foråret 2011 under det, der blev kendt som Det Arabiske Forår. Protesterne blev slået hårdt ned af Assad-regimet. Regimets brutale reaktion på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden mod myndighederne til at sprede sig hurtigt til flere dele af landet.

Da Assad-regimet indså, at demonstrationerne var ved at blive et stort problem, besluttede regimet at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslerne. Flere kilder har hævdet, at jihadisterne blev frigivet for at omdanne det fredelige oprør til et voldeligt oprør. Det ville derefter være lettere for Assad-regimet at legitimere den brutale magtanvendelse mod demonstranterne.

Assad havde anklaget demonstranterne for at være sunnimuslimske terrorister. Regimet havde derfor en interesse i at "bevise", at dette var korrekt. Dette var en af grundene til, at Det Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig i 2012.

Folk samles i byen Nawa, nær Deraa i en af de første demonstrationer mod regimet i april 2011. På skiltet står der "Ingen vand, ingen medicin, ingen mad." (Foto: REUTERS / Handout).

Krigens første faser

I 2011 oprettede dele af oppositionen et syrisk nationalråd (SNC) i Tyrkiet. SNC krævede Assads afsked og en demokratisk stat i Syrien. I tilknytning til rådet blev den frie syriske hær (FSA) dannet for at bekæmpe regimets styrker. Både almindelige civile og mennesker, der var sluppet væk fra Assads hær, blev en del af oprørsstyrkerne, der kæmpede mod Assad-regimet.

Efterhånden som kampene blev intensiveret blev situationen stadig mere uklar. Nye oprørsgrupper blev dannet, da flere mennesker fra Syrien og udlandet kom for at kæmpe mod regimet, hvoraf nogle var tilknyttet Al-Qaeda netværket.

Det syriske regime udførte stadig mere brutale angreb mod oppositionen, men var på nippet til at tabe borgerkrigen i 2014. Derfor gik Rusland ind i landet og begyndte at bombe oppositionen i 2015. At Rusland gik ind i krigen og sluttede sig til Assad-regimet, vendte krigen til regimet fordel.

Krigens påvirkning på Syriens nabolande

Krigen i Syrien har ført til, at mange millioner mennesker har måtte flygte. Syriens nabolande Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet har alle modtaget et stort antal syriske flygtninge. Denne udvikling har været vanskelig for nabolandene både økonomisk og politisk.

I Libanon har mange libanesere frygtet, at krigen i Syrien ville lede Libanon ind i en ny borgerkrig. Krigen i Syrien har også påvirket den kaotiske udvikling i Irak og væksten af Islamisk Stat (IS).

Stormagter blander sig i Syrien-konflikten

Syrien har en vigtig strategisk betydning for flere regionale og globale stormagter. Derfor har mange lande blandet sig i konflikten og allieret sig med forskellige parter i konflikten. Hvem, der støtter hvem, kan påvirkes af flere hensyn, såsom tidligere samarbejde, om man har fælles fjender, eller om man deler ideologisk- og religiøs identitet. En af skillelinjerne er blandt andet gruppers og staters tilknytning til enten sunni- eller shiaislam, som i stigende grad er blevet polariseret i løbet af krigen i Syrien.

Støtter Assad-regimet:

På den ene side støtter Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon Assad-regimet. Syrien er Ruslands vigtigste allierede i Mellemøsten og hvor Ruslands eneste militærbase i Middelhavet ligger. Iran og Hizbollah er begge shiamuslimske aktører, og har været vigtige støttere af Assad-regimet, specielt militært. Havde det ikke været for støtten fra Iran, Hizbollah og Rusland, så havde Assad-regimet ikke formået at tilbageerobre store dele af Syrien.

Støtter oprørsgrupper i Syrien:

På den anden side er anti-Assad grupper blevet støttet af mange forskellige lande med USA i spidsen. Sunnimuslimske lande, som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har støttet oprørerne økonomisk og til dels med våben. Landene har som regel støttet grupperne ud fra egne interesser. Ligesom USA har disse lande et anspændt forhold til Iran og senere også til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Disse to amerikanske jægerfly var blandt de første til at bombe IS mål i Syrien, 23. september 2014 (Foto: US Department of Defense / Flickr).

Kampen mod IS

I 2014 erklærede terrororganisationen Islamisk Stat (IS) sit «kalifat» og tog kontrol over store områder i Syrien og Irak. IS voksede frem delvist på grund af krigen i Syrien.

Mange stater reagerede på fremvæksten af IS ved at danne en koalition for at nedkæmpe terrororganisationen. Derudover blev Syrian Democratic Forces (SDF) dannet, en lokal styrke bestående af en blanding af flere grupper i Syrien. USA, Jordan, Frankrig og andre lande støttede SDF med militært udstyr og angreb på IS fra luften.

I marts 2019 erklærede SDF, at den sidste IS-højborg i Syrien var blevet besejret. Fra sine skjulesteder har IS fortsat med terroraktioner mod den lokale befolkning, men i meget mindre omfang end tidligere.

Læs mere om IS på konfliktprofilen Islamisk Stat (IS). 

Bashar al-Assad har fremstilt sig selv som en landsfader, og garantist for politisk stabilitet i landet. Foto: Ida Jørgensen Thinn

Andre landes konflikter som udspiller sig i Syrien

Den syriske borgerkrig ændrede sig dramatisk igen i 2017, da Tyrkiet besluttede at gå militært ind i Idlib-provinsen. Idlib-provinsen grænser op til Tyrkiet mod nordvest. Mange oprørere og civile fra andre dele af landet er flygtet dertil. Som en konsekvens af den tyrkiske offensiv blev Idlib omringet af tyrkiske, russiske og iranske styrker samt Assad-regimets egne styrker.

I betragtning af den høje andel af civile i Idlib frygtede FN's specialreportere, at kampen om Idlib kunne blive den værste humanitære krise i den syriske krig hidtil. Næsten 3 millioner mennesker bor i Idlib, hvoraf en million af dem er børn.

Situationen i det nordlige Syrien blev endnu mere kritisk, da Tyrkiet valgte at angribe de kurdiske selvstyre områder. Denne militære operation indebar at fratage kurderne områder i det nordøstlige Syrien, der grænser op til Tyrkiet, og derefter oprette en såkaldt sikkerhedszone, som Tyrkiet skulle kontrollere. Kurderne så sig nødsaget til at indgå en aftale med Assad-regimet og Rusland for at få beskyttelse mod tyrkiske angreb.Den tyrkiske offensiv i Syrien blev muliggjort, da USA's præsident Donald Trump valgte at trække de amerikanske styrker tilbage fra de kurdisk-dominerede områder i det nordøstlige Syrien.

I løbet af de seneste årtier har Tyrkiet udført flere militære operationer mod væbnede kurdiske grupper i det nordlige både Syrien og Irak. Og så sent som i november 2022 lancerede Tyrkiet nye angreb mod disse grupper.

I december 2019 øgede Rusland og Assad-regimet angrebene i Idlib-provinsen. FN rapporterede i februar 2020, at krigen i Idlib havde ført til, at mere end en halv million mennesker havde måtte flygte fra deres hjem i løbet af de sidste to måneder. Siden da er yderligere flere hundrede tusinde syrere flygtet fra området.

Krigen i det nordlige Syrien førte til direkte konfrontationer mellem tyrkiske og syriske regulære styrker, dvs. mellem soldater, der repræsenterer myndighederne i hvert af disse lande. Dette øgede risikoen for en større regional krig direkte mellem landene.


Tyrkiet støtter flere af oprørsgrupperne i Syrien, mens Rusland støtter de syriske regeringsstyrker. Derfor var der også fare for direkte krig mellem Tyrkiet og Rusland. Disse to lande har forskellige interesser i Syrien, men har ellers mange fællesinteresser, der gør, at de begge ønsker at undgå konflikt med hinanden. I marts 2020 blev Tyrkiet og Rusland enige om en våbenhvile i Idlib.

Iran har længe haft et konfliktfyldt forhold til både USA og Israel. Konflikten mellem disse lande påvirker også deres handlinger i den syriske krig. Israel har fx udført hundredvis af angreb på, hvad de formoder, er iransk-knyttet mål i Syrien.


Så sent som i 2021 gennemførte USA luftangreb mod det, de kaldte "iranskstøttede oprørere" i både Syrien og Irak. USA har gjort krav på retten til brugen af sådant militærudstyr, fordi oprørsgrupperne truer amerikanske mål i Syrien og Irak. Dette er en del af en større konflikt mellem USA og Iran, som omfatter atomvåben.

Læs mere om USA's konflikt med Iran her

FN's rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd er næsten fuldstændig lammet i den syriske konflikt. Med interventionen i Libyen frisk i hukommelsen har Rusland og Kina argumenteret mod, at FN skulle gribe ind i Syriens interne anliggender. De har flere gange nedlagt veto i Sikkerhedsrådet i forbindelse med krigen i Syrien, begge i årene 2011, 2012, 2014 og 2016.

Rusland og USA’s forskellige syn på Assad-regimets fremtid har været en af ​​hindringerne for en omfattende og magtfuld Sikkerhedsrådsresolution. USA har længe ment, at en løsning i Syrien krævede fjernelse af Assad-regimet. Ikke desto mindre har USA været mest optaget af at bekæmpe IS. Rusland støtter på den anden side Assad-regimet og har hævdet, at regimet er nødvendigt for at bekæmpe oprørsgrupper som IS, og mener ikke, at Sikkerhedsrådet kan vedtage regimeskift i en suveræn stat.

Blandt de få ting, som Sikkerhedsrådet er blevet enige om, er en beslutning, der kræver, at parterne i konflikten lader nødhjælp komme frem til civilbefolkningen. Den 19. december 2016 vedtog Sikkerhedsrådet også, at det skal være tilladt for FN-observatører at kontrollere sikker evakuering af civile fra det østlige Aleppo i kølvandet på Assad-regimets brutale offensiv. En FN-undersøgelseskommission karakteriserer Assad-regimets krig mod sin egen befolkning som forbrydelser mod menneskeheden.

Sikkerhedsrådet er også blevet enig om sanktioner mod IS og andre lignende terrorgrupper, der opererer i Syrien. Men Sikkerhedsrådet er ikke enige om de militære indsatser mod disse. En amerikansk-ledet koalition har dog bombet IS-mål i Syrien. Da koalitionen ikke har fået et FN-mandat, som tillader sådanne militære aktioner på syrisk territorium, er en sådan bombning meget problematisk set fra et internationalt folkeretsligt perspektiv. Rusland har også bombet Syrien, men siden de blev inviteret af Assad-regimet, har Rusland et bedre folkeretsligt grundlag for magtanvendelse i Syrien end de andre lande.

Forsøg på fredsforhandlinger

I april 2012 sendte FN en observatørstyrke (UNSMIS) til Syrien for at overvåge Kofi Annans fredsplan. Annan blev udnævnt som FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending, men hans fredsplan mislykkedes. UNSMIS var med til at dokumentere nogle af massakrerne i landet, men styrken bestod kun af 300 soldater og kunne derfor ikke dække hele Syrien. UNSMIS blev afviklet, da mandatperioden sluttede i august 2012, hvilket var samtidig med, at Kofi Annan trådte tilbage som særlig udsending. Annan blev erstattet af Lakhmi Brahimi. Mens Brahimi forsøgte at etablere fredsforhandlinger i Syrien, fik FN en gruppe våbeninspektører på plads i august 2013. Manglen på fremskridt i fredsforhandlingerne førte til, at Brahimi træk sig tilbage i foråret 2014.

Staffan de Mistura blev FN’s særlige udsending i februar 2015. Mistura har forsøgt at få parterne i konflikten til at mødes i forhandlinger. Noget våbenhvile er blevet indført, men kun med midlertidig succes. Forhandlinger har også fundet sted uden for FN, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet samt repræsentanter for de syriske myndigheder og den syriske opposition har deltaget.

I 2018 blev norske Geir O. Pedersen udnævnt som FN’s specialudsending i Syrien. I 2019 mente FN’s sikkerhedsråd, at Pedersen burde finde andre måder at bidrage til fred i Syrien på end hans fokus på at etablere et udvalg, som skal lave ny grundlov for landet.

I flygtningelejren "Hands of Cooperation" er borgerne flygtet fra tøndebombning og artilleriangreb på byer og landsbyer. Børnene i lejren har meget lidt at lave (Foto: Andree Kaiser / MCT / Sipa USA).

Kilder

International Crisis Group, un.org, UNHCR, NATO, WhatsinBlue.org, The Daily Telegraph, Aftenposten Indsigt, Klassekampen, Dagsavisen, Al-Jazeera, regeringen.no, NRK.

Relaterede lande og konflikter

Læs vores landsprofiler for de lande, der er involveret i konflikten:

Læs vores konfliktprofiler, som er relateret til konflikten: