Introduktion
Mali er et stort land med et svagt statsapparat, som over længere tid har nedprioriteret den nordlige del af landet. Dette har skabt utilfredshed blandt befolkningen i nord og givet plads til forskellige lokale væbnede grupper. Nogle oprørsgrupper kæmper for selvstændighed - andre for at etablere en islamisk regering.
Baggrund
Mali blev selvstændig i 1960, efter at have været en fransk koloni siden slutningen af 1800-tallet. I 1990-tallet var der flere konflikter mellem regeringen og en stor del af befolkningen i nord kaldet tuareger. Tuaregerne mente, at de blev nedprioriteret af regeringen og ønskede derfor løsrivelse. De var altså separatister og ønskede at gøre den nord-østlige halvdel af Mali - et område de kalder «Azawad» på tuaregsprog - til en selvstændig stat.
Der blev indgået fredsaftaler mellem myndighederne og tuaregerne flere gange i løbet af 1990’erne, men utilfredsheden voksede i fraværet af reelle ændringer. Utilfredsheden mod myndighederne førte til, at separatisterne - tuareger og andre grupper i nord - dannede Den nationale frihedsbevægelse af Azawad (MNLA) i 2011. MNLA allierede sig derefter med islamistgrupper, som også ønskede politiske ændringer i Mali.
Udløsende årsager til konflikten
Mange tuareger, som havde levet i Libyen i flere år, returnerede til deres hjemland efter Gaddafi-regimets fald i 2011. Mange af tuaregerne, som rejste til Mali, havde militær erfaring og havde våben og køretøjer med sig fra krigen i Libyen. Dette blev et vigtig tilskud til oprørsgrupperne i Mali, og det bidrog til eskalering af konflikten.
Etableringen af alliancen mellem separatistgruppen MNLA og forskellige islamistgrupper udløste et oprør i januar 2012. Oprøret gjorde, at myndighederne mistede kontrollen, og medførte at præsident Amadou Toumani Touré blev styrtet. MNLA erklærede den nordlige halvdel af Mali som en ny og selvstændig stat ved navn Azawad.
Konflikt mellem separatisterne og islamisterne
Separatistgruppen MNLA og de forskellige islamistgrupper havde myndighederne som fælles fjende, men var uenige om, hvordan den nye stat i nord skulle være. Islamistgrupperne, med gruppen Ansar Dine i spidsen, havde som mål at indføre islamisk lov (sharia) i hele Mali, og var i udgangspunktet ikke separatister. Idet regeringsstyrkerne var blevet drevet ud af nord, udbrød der konflikt mellem MNLA og islamisterne, hvor islamisterne kom sejrende ud.
I løbet af sommeren 2012 havde forskellige islamistgrupper taget kontrollen over de største byer i nord, som Kidal, Gao og Timbuktu. De indførte derefter islamisk lov, i de områder de kontrollerede.
Frankrig griber ind i konflikten
I januar 2013 angreb islamister hovedstaden Bamako, som ligger midt i den sydlige del af Mali. Dette var en direkte trussel mod myndighederne i Mali, som da bad om international hjælp for at stoppe islamistgruppernes angreb.
Frankrig kom myndighederne til undsætning og greb ind i Mali med militære styrker for at slå angrebet tilbage. Dette har gjort, at konflikten i Mali også er blevet en international konflikt.
Mislykkede våbenhvile og nye statskup
I juni 2013 blev der forhandlet en våbenhvileaftale mellem separatistgruppen MNLA og myndighederne. Derefter blev en ny præsident valgt i landet, Ibrahim Boubacar Keïta, som gav nyt håb om en mere fredelig fremtid.
Men i maj 2014 brød den skrøbelige våbenhvile sammen, og nye kampe udbrød mellem myndighederne og flere oprørsgrupper. En ny fredsaftale blev derfor forhandlet i 2015. Denne aftale havde til formål at koordinere kampen mellem myndighederne og oprørsgrupperne mod islamisterne. Siden da har Mali været præget af krig og konflikt, herunder nye statskup og mislykkede fredsaftaler.
Fredsaftaler
De maliske myndigheder underskrev en fredsaftale med CMA, en koalition af tuareg-dominerede oprørsgrupper i nord, i Algeriet i juni 2015.
De, der faciliterede forhandlingerne, udover Algeriet, var EU, FN-styrken MINUSMA, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og Den Afrikanske Union (AU). Forhandlingerne blev støttet af Frankrig og USA. Aftalen blev indgået under stærkt pres fra de involverede parter.
Fredsaftalen havde til formål at skabe fred i Mali, primært gennem en decentraliseringsproces. Det handler om, at regioner som Azawad har et vist niveau af selvstyre (autonomi). Løsningen repræsenterer et kompromis mellem på den ene side for meget centraliseret magt i hovedstaden Bamako i syd, og på den anden side, at Azawad bryder løs og bliver en uafhængig stat.
Andre tiltag i aftalen handler om at styrke økonomien, især i nord, og om at inkludere de oprørsgrupper, der har underskrevet aftalen, i den nationale hær. Aftalen var også et forsøg på at koordinere myndighedernes og oprørsgruppernes kamp mod de islamistiske oprørsgrupper.
Aftalens svaghed var, at islamisterne ikke var inkluderet. De så derfor ingen grund til at nedlægge deres våben. Fredsaftalen opnåede derfor ikke varig, national fred i Mali, men var en delvis løsning på et større problem.
Med nye herskere i Mali (efter kuppene i 2020 og 2021) er fredsaftalen også blevet mindre respekteret og er i fare for at bryde fuldstændigt sammen. Dette kan føre til, at krigen eskalerer, ved at CMA igen bliver aktive oprørsgrupper mod myndighederne.
I 2020 fandt endnu et statskup sted i Mali. Denne gang var det dele af militæret, der greb magten gennem et mytteri, ledet af oberst Assimi Goïta.
Kuppet kom efter flere måneders protester i gaderne i hovedstaden Bamako. Titusindvis af maliere krævede, at præsident Keïta skulle træde tilbage, selvom hans præsidentperiode egentlig skulle vare indtil 2023. Utilfredsheden med Keïta handlede blandt andet om korruptionsanklager og det faktum, at hans regering ikke har formået at bekæmpe oprørsgrupperne, der beskrives som ekstremister og terrorister.
Kupmagerne tilfangetog Keïta og andre embedsmænd den 18. august. Keïta trak sig derefter hurtigt tilbage som præsident og opløste regering og parlament. Han sagde, at han sagde op for at undgå tab af liv.
En måned efter kuppet blev Bah Ndaw udpeget som midlertidig præsident, med Assimi Goïta som vicepræsident. De lovede, at der ville blive afholdt et ordentligt valg, uden at specificere hvornår.
Endnu et militærkup fandt sted den 24. maj 2021. Igen blev kuppet ledet af Assimi Goïta, og igen blev præsidenten og andre i regeringen taget til fange.
Dette kup blev udløst af ændringer, som præsident Bah Ndaw forsøgte at foretage i sin egen regering. To af Goïtas medsammensvorne fra kuppet i 2020 blev forsøgt fjernet fra regeringen, hvilket fik Goïta og hans mænd til at gribe regeringsmagten igen. Han lovede, at der ville blive afholdt et nationalt præsidentvalg i løbet af 2022, en dato der senere blev flyttet til 2026. Efter pres fra ECOWAS blev datoen for præsidentvalget flyttet til februar 2024.
Militærkuppet i 2020 (med yderligere nedkæmpelse i 2021) blev fordømt af et enstemmigt FN-Sikkerhedsråd. USA stoppede sin militære bistand til Mali, og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) indførte sanktioner mod landet.
Mali blev også smidt ud af både ECOWAS og Den Afrikanske Union (AU). AU og EU er blandt dem, der har støttet ECOWAS og indført deres egne sanktioner mod myndighederne i Mali.
I juli 2022 blev ECOWAS og de maliske myndigheder enige om, at der skulle afholdes et demokratisk præsidentvalg i Mali i februar 2024. I denne sammenhæng blev dele af sanktionerne mod landet også ophævet.
Parterne i konflikten
Separatistgruppen MNLA - Den største oprørsgruppe er Den nationale frihedsbevægelse af Azawad (MNLA). Den består af tuareger og andre sahariske stammefolk i området. Deres mål er etableringen af en selvstændig stat i den nord-østlige halvdel af Mali, et område de kalder «Azawad» på tuaregsprog.
Islamistgrupper – Ansar Dine er den største islamistgruppe i Mali. Den har som mål at indføre islamistiske love. Al-Qaida-inspirerede islamistgrupper kriger også i Mali. Disse består i større grad af fremmedkrigere, altså ikke-maliere.
Myndighederne – er siden 2013 blevet styret af præsident Ibrahim Boubacar Keïta. Myndighederne har meget lidt magt og legitimitet i det nordlige Mali, men anerkendes i FN som landets repræsentanter.
Lokale eliter - I mangel på beskyttelse fra staten, har lokale eliter finansieret forskellige militærgrupper for selvforsvar og egen magtpolitik.
Frankrig - Efter invitation fra myndighederne, greb franske styrker ind militært i Mali i 2013 for at nedkæmpe islamistgrupperne.
Rusland og Wagner – I kølvandet på statskuppene i 2020 og 2021 er lejesoldater fra det russiske firma Wagner dukket op i Mali og støtter det nye anti-franske regime. Samtidig er Rusland blevet en vigtig allieret for våbenleverancer.
MINUSMA - er FN’s fredsbevarende styrker i Mali, med mandat til at håndhæve fredsaftalen fra 2013 og til at bistå myndighederne i beskyttelse af civile.
Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten
De underliggende årsager til konflikten skyldes i høj grad, at statsmagten i Mali er svag og mangler legitimitet, især blandt befolkningen i de nordøstlige dele af landet.
Utilfredshed og et magtvakuum har muliggjort oprør, som har skabt yderligere problemer. Meget af volden handler om lokale kampe om ressourcer i områder, hvor myndighederne ikke har kontrol. Selve volden er med til at drive konflikten fremad. Det involverer i stigende grad nye områder og grupper i samfundet og har ført til terrorisme og etablering af nye væbnede grupper.
En vigtig drivkraft i konflikten er interesserne knyttet til kontrol over handelsruter i nord. Store mængder narkotika, der smugles ind i Europa fra Latinamerika, passerer gennem disse områder.
Våben- og menneskehandel er også blevet en vigtig indtægtskilde for nogle. De, der tjener penge på dette, har både viljen og magten til at modsætte sig fredsinitiativer, der truer deres magt og indkomst. De støtter adskillige rivaliserende væbnede grupper, som igen bliver afhængige af den illegale handel. Forskellige dele af delstatsregeringen er også involveret i den illegale handel. Alt dette skaber korruption og øget mistillid i samfundet.
Konflikten er blandet med den globale kamp mod terror
Efter at andre stater blev involveret i krigen i Mali, har deres nationale interesser været med til at forme konflikten. Da de islamister, der kæmper i Mali, har forbindelser til al-Qaeda, har Frankrig og andre vestlige lande, der har deltaget i krigen, knyttet konflikten i Mali til deres globale kamp mod terrorisme.
At placere Mali-konflikten inden for den globale kamp mod al-Qaeda har bidraget til at omdanne den fredsbevarende operation til en antiterroroperation, hvor strategien og foranstaltningerne er anderledes. Dette kan også være blevet opfattet som anti-islamisk imperialisme i Mali, hvilket har givet øget støtte til de oprørsgrupper, der har kæmpet mod de internationale styrker.
Utilfredshed med Frankrigs rolle har ført til mere anti-franske holdninger i dele af befolkningen. I denne sammenhæng hjælper det heller ikke, at Frankrig tidligere var en kolonimagt i Mali.
Frankrig ud - Rusland ind
Efter statskuppene i 2020 og 2021 har de nye myndigheder i Mali været langt mere kritiske over for Frankrigs tilstedeværelse i landet. Betingelserne førte til, at Frankrig i 2022 besluttede at afslutte de franskledede militære operationer Barkhane og Takuba. Frankrig trak sine sidste tropper tilbage fra Mali i august samme år.
Det var tydeligt, at Frankrigs tilbagetrækning fra Mali skyldtes det dårlige forhold til den nuværende overgangsregering i Mali. Goïta-Maïga-regimet har tydeligvis spillet på befolkningens anti-franske holdninger for at legitimere sin politik og sit greb om magten. Samtidig er russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen blevet aktive deltagere i Mali-konflikten på myndighedernes side. Rusland er også blevet en vigtig allieret inden for våbenforsyninger og mistænkes for at stå bag en del antifransk propaganda i regionen.
Dette allianceskifte fra Frankrig til Rusland gjorde regimets samarbejde med MINUSMA mere kompliceret. Dette førte til, at FN's Sikkerhedsråd besluttede, at MINUSMA skulle afslutte sin operation inden 2024, en beslutning der blev truffet få dage efter, at de maliske myndigheder offentligt havde udtalt, at de ønskede, at FN-styrken skulle forlade landet.
Den humanitære situation
Selvom herskerne og samarbejdspartnerne er nye, er den metode, regimet bruger til at bekæmpe oprørsgrupper, påfaldende lig den, der har været brugt i flere år. Det er hård militær magt, der er midlet, ofte med grove menneskerettighedskrænkelser og massedrab på civile som en del af resultatet.
Mennesker lider og er fordrevne i Mali:
- 8,8 millioner mennesker har brug for nødhjælp
- Omkring 400.000 er internt fordrevne.
Når civile bliver ramt, skaber det grobund for, at oprørsgrupper kan rekruttere og alliere sig med nye støtter. Militære offensiver kan give kortsigtede fordele, men fred over tid afhænger af dialog og aftaler, ifølge en analyse af Mali-konflikten foretaget af International Crisis Group.
FN's rolle i konflikten
FN's Sikkerhedsråd støttede oprettelsen af den afrikanske fredsbevarende styrke i Mali og Frankrigs militæroperation, efter at de maliske myndigheder havde anmodet om hjælp til at bekæmpe oprørerne i 2013.
Den 25. april 2013 besluttede FN's Sikkerhedsråd at sende en fredsbevarende styrke til Mali. Det kaldes MINUSMA, som står for "FN's Multidimensionelle Integrerede Stabiliseringsmission i Mali".
MINUSMA overtog ansvaret for sikkerheden i landet fra den afrikanske regionale styrke den 1. juli 2013. Over 280 MINUSMA-soldater har mistet livet siden fredsoperationen i Mali begyndte i 2013, mange på grund af landminer i den nordlige del af landet.
MINUSMAs mandat har været at støtte den politiske proces omkring fredsaftalen fra 2015. FN-styrken skulle bidrage til stabilitet og sikkerhed, beskytte civile, støtte humanitær bistand og organisere tilbagevenden af internt fordrevne personer og maliske flygtninge i nabolandene.
MINUSMA har haft et stærkt mandat fra Sikkerhedsrådet, baseret på kapitel 7 i FN-pagten, som tillader "anvendelse af alle nødvendige midler" for at nå operationens mål.
Et af MINUSMAs mål har længe været at støtte Malis regering. Men efter militærkupperne i 2020 og 2021, hvor de nye herskere allierede sig med russiske lejesoldater og blev medskyldige i grove menneskerettighedskrænkelser, blev samarbejdet med regeringen vanskeligt.
Forholdet mellem MINUSMA og de maliske myndigheder forværredes i løbet af 2022. I juni 2023 besluttede Sikkerhedsrådet at afvikle MINUSMA inden 2024 efter et klart signal fra de maliske myndigheder om, at de ønskede FN-styrken ud af landet.
Danmarks engagement i konflikten
I starten af 2013 bidrog Danmark med et Herkules-fly med bemanding til den franske intervention i Mali, der blev indtil den afrikanske styrke tog over. I december 2013 besluttede Danmark at sende endnu et Herkules-fly med bemanding samt 10-15 stabsofficerer til Mali i 2014 for at hjælpe FN-missionen MINUSMA.
Danmark var del af en rotationsordning sammen med Norge, Portugal, Sverige og Belgien, hvor nationerne på skift i seks måneders perioder varetog lufttransportopgaver. Opgaver var både del af den militære og civile del af FN-missionen. En af de største udfordringer for FN-missionen i Mali er de slidte civile lastvogne, som FN benytter til transport af forsyninger fra syd til nord. Disse kører ofte på de islamistiske gruppers vejsidebomber, eller bryder sammen på vejen. I oktober 2015 oplyste den danske chef for FN-missionen i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, at FN anmodede Danmark om et militært bidrag bestående af 20 til 30 pansrede lastvogne og ca. 250 soldater.
I januar 2020 udsendte det danske forsvar efterretningsfolk til en tysk enhed i Gao. Fra januar 2020 og året ud har Forsvaret udsendt efterretningsfolk, der skal indgå i en tysk efterretningsenhed, der er placeret i Gao.
De danske bidrag til MINUSMA er en del af det samlede danske bidrag til Sahelregionen, som også indeholder den franske anti-terroroperation - Operation Barkhane.
Kilder
International Crisis Group, Security Council Report [1, 2, 3], Sikkerhetsrådets res. 2100 (2013), UN.org, Third World Quarterly, Regjeringen.no, International Security Studies, Forsvaret.no, Forsvaretsforum.no, Klassekampen, NRK, MINUSMA.
Bøger / Artikler:
Ba og Bøås «Mali: A Political Economy Analysis» NUPI (2017).
Morten Bøås «Konflikt, ustabilitet og migranter: "post-Gaddafi blues" i Sahel» kap. 11 i Heier, Ottosen og Tvedt «Libya - Krigens uutholdelige letthet» (2019)
Relaterede lande og konflikter
Læs vores landprofiler for de lande, der er involveret i konflikten:
Læs vores konfliktprofiler, der er relateret til konflikten: