Hvad er bæredygtig udvikling?
Begrebet Bæredygtig udvikling blev først brugt i rapporten Vores fælles fremtid fra 1987. Rapporten blev udgivet af Verdenskommisionen for miljø og udvikling, nedsat af FN's generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar. Kommisionen blev ledet af tidligere statsminister i Norge, Gro Harlem Brundtland og omtales derfor ofte som Brundtland-kommissionen. Den skulle løse både fattigdoms- og miljøproblemer - og bidrog til at forandre måden vi arbejder med miljø- og udviklingsspørsmål.
Udvikling som imødekommer dagens behov uden at ødelægge mulighederne for at kommende generationer kan få deres dækket.
I denne definition er der lagt særlig vægt på de fattiges behov for at få opfyldt deres grundlæggende rettigheder og skabe mulighed for et bedre liv. Samtidig lægger den vægt på, at der findes grænser for, hvad naturen kan levere i dag, uden at det går ud over, hvad den kan levere i fremtiden.
Kilde: FN's verdenskommision for miljø og udviklings rapport Vår felles framtid (1987)
Bæredygtig udviklinger et globalt begreb, som er baseret på solidaritet med kommende generationer - oveni i alle de, som lever i dag. Det er en anerkendelse af, at vi kun har én klode, med en begrænset mængde ressourcer, og at det er i vores fælles interesse at tage vare på den.
For at skabe en bæredygtig udvikling må verdenssamfundet arbejde på tre områder:
- Klima og miljø
- Økonomi
- Sociale forhold
Dette bliver ofte kaldet de tre dimensioner i bæredygtig udvikling. Det er sammenhængen mellem disse tre dimensioner, som afgør om noget er bæredygtig. FN's Verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at afskaffe fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaændringerne inden 2030. Da målene blev vedtaget i 2015, var det med en ny forståelse for at økonomi, ulighed og miljø påvirker hinanden i større grad, end vi troede tidligere. For ikke at opbruge den eneste klode vi har, må vi finde løsninger som balancerer belastningen på miljøet med vores forbrug og økonomi - og vi må finde bedre måder at fordele ressourcerne på. Det er bæredygtighed for både mennesker og miljø.
For mennesker, som lever i fattigdom, er det åbenbart, at situationen i dag ikke er bæredygtig, fordi et liv i fattigdom fratager mennesker deres grundlæggende rettigheder og værdighed. For de mere velstående lande er bæredygtig udvikling vigtigt for at skabe stabilitet og fred. Den stigende ulighed i levekår, både i- og mellem stater, er en trussel mod bæredygtig udvikling, fordi den skaber konflikter i samfundet. Endvidere kan klimaændringer bidrage til at hæmme vigtige fremskridt, som er gjort for at forbedre levekårene for mennesker i alle dele af verden.
Klimaændringerne må standses for at skabe bæredygtig udvikling
Miljødimensionen for bæredygtig udvikling handler om at tage vare på naturen og klimaet, som en genanvendelig ressource for mennesker.
Menneskenes livsgrundlag er helt afhængig af naturen. Måden, vi bruger naturen på i dag, har store konsekvenser for både natur og mennesker. Klimagasudslip opvarmer havet og luften, ødelægger hele økosystemer og bidrager til, at arter udryddes for altid. Det gør os mere sårbare for naturkatastrofer, truer vores levebrød og kan give grobund for konflikter i kampen om naturressourcerne.
Den rige del af verden har stået for omkring 2/3 af alle klimagasudslip i atmosfæren. De største udslip kommer fra forbrænding af olie, kul og gas. Disse ressourcer er ikke genanvendelige. For at standse klimaændringerne og bidrage til en bæredygtig udvikling , må verdens lande derfor satse mere på genanvendelige ressourcer som vandkraft, vindkraft og solkraft.
De udslip, fra rige lande som Danmark, har bidraget til økonomisk vækst og velstand for os. I lande som ikke har haft den samme økonomiske udvikling, har mængden af udslip været betragtelig mindre, men konsekvenserne desto større. Det er lande med stor andel fattige, som ofte bliver ramt hårdest af klimaændringerne som oversvømmelse og tørke. I de internationale klimaforhandlinger argumenterer derfor flere udviklingslande for, at de rige lande med størst ansvar for dagens klimakrise, bør betale regningen til udviklingslandene, for at de skal kunne tilpasse sig klimaændringerne, nedskære i deres udslip og også få erstatning for tab og skader, som er sket som følge af klimaændringerne.
Grøn vækst og mindre forskelle mellem fattige og rige
Den økonomiske dimension af bæredygtig udvikling handler om at sikre økonomisk tryghed for mennesker og samfund.
I verden i dag er det en stigende kløft mellem fattige og rige. Verdens otte rigeste ejer lige så meget som halvdelen af jordens befolkning (Oxfam 2016).
Fattigdom og ulighed er en kilde til uro og splittelse i befolkningen og kan give grobund til konflikt og politiske oprør. Dette truer en bæredygtig udvikling. En mere jævn fordeling af ressourcer og god og tryg adgang til offentlige tjenester, som sundhed og uddannelse, er vigtige forudsætninger for et fredelig og retfærdigt samfund.
Ud over en mere retfærdig fordeling, må vi også ændre måden vi bruger ressourcerne på for at opnå bæredygtig udvikling. Hvis alle mennesker på jorden have samme forbrug som os i Danmark, så ville vi have brug for 3,6 jordkloder. Sammenligner vi for eksempel med forbruget blandt Indiens befolkning, så havde vi kun brug for lidt mere end en halv jordklode.
Økonomisk vækst er vigtig, særligt for fattige lande, så der kan skabes nye arbejdspladser og skatteindtægter til at betale for velfærdsydelser som skoler og sygehus. Denne vækst skal være bæredygtig, så vi ikke ødelægger jordens ressourcer. En sådan grøn vækst kan ske ved at bruge energi, som ikke forurener og ved at vi finde smartere måder at løse vores udfordringer på.
Sociale dimensioner i bæredygtig udvikling
Den sociale del af bæredygtig udvikling handler om at sikre, at alle mennesker får et godt og retfærdigt grundlag for et anstændigt liv. Menneskerettighederne er det vigtigste udgangspunkt for dette. Uddannelse, anstændige arbejdsforhold, ligestilling, kulturel mangfoldighed og et godt sundhedssystem er kun nogle af de områder, som berøres. Sociale forhold siger dermed noget om, hvordan mennesker har det i et samfund, om de får opfyldt deres rettigheder, og om de har mulighed til at påvirke eget liv og det samfund, de lever i.
Befolkningstilvækst skaber øget pres på naturressourcerne. Fattigdom er både en årsag til, og en konsekvens af, befolkningstilvækst. Reduktion af fattigdom og øget adgang til uddannelse for kvinder har medført, at kvinder får færre børn end tidligere
Det at investere i uddannelse er derfor noget af det vigtigste, vi kan gøre for at reducere fattigdom, bidrage til demokratiudvikling og sørge for en positiv udvikling. Uddannelse af piger har en særlig stor effekt. Kvinder med uddannelse og egen indtægt får børn senere, og de bruger flere penge på sundhed og uddannelse til deres egne børn. Det at få kvinder ud på arbejdsmarkedet har også haft positiv effekt på landes økonomiske vækst.
Historien om bæredygtig udvikling
Stockholmkonferencen var den første store internationale konference, som havde miljøproblemer som tema. Som et resultat af konferencen oprettede FN et eget miljøprogram (UNEP) samme år.
Verdenskommisionen for miljø og udvikling blev ledet af Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland. Opgaven til kommisionen, som også kaldes Brundtlandkommisionen, var at foreslå strategier, som kunne bidrage til at løse både fattigdoms- og miljøproblemer.
Brundtlandkommisionens slutrapport forandrede måden, vi tænkte omkring miljø- og udviklingsspørsmål. Det var i denne rapport, at begrebet bæredygtig udvikling blev brugt for første gang. Rapporten fastslog, at verdenssamfundet blev nødt til at tage vare på menneskers behov i dag, uden at ødelægge fremtidige generationers muligheder får at kunne dække deres.
FN arrangerede en stor miljøkonference i Rio de Janeiro. De fleste af verdens statsledere var til stede og blev enige om en plan, Agenda 21, som skulle være en vejviser til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede.
Agenda 21 identificerede produktions- og forbrugsmønsteret i den rige del af verden som den vigtigste årsag miljøproblemerne. Planen viser, hvad der er behov for at gøre for at reducere det høje forbrug, samtidig med den opmuntrer til øget – men bæredygtigt - forbrug og udvikling i fattige lande.
2015-målene var otte mål for fattigdomsbekæmpelse, som skulle nåes inden 2015. Alle målene handler om at udrydde fattigdom, men mål nummer 7 skulle også sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling.
2015-målene er historiens mest vellykkede kampagne for at bekæmpe fattigdom. Andelen af ekstremt fattige er blevet halveret siden 1990, mange flere piger har mulighed for skolegang og færre dør av sygdomme som AIDS og malaria.
Målet med mødet i Johannesburg var at vedtage en handlingsplan for, hvordan målene, som blev vedtaget på Rio-konferencen i 1992 skulle nåes. Imidlertid var mødet præget af store uenigheder, og slutdokumentet, som blev vedtaget, var ikke særlig konkret.
I 2012 mødtes verdens ledere i et nyt forsøg på at blive enige om, hvordan de skulle gennemføre målene fra Rio-konferencen. Der blev de enige om, at der var behov for nye politiske forpligtelser for bæredygtig udvikling. Efter konferencen startede arbejdet med at lave nye bæredygtighedsmål, som skulle videreføre og udvide FN's 2015-mål.
- Læs slutdokumentet The future we want
Fristen for 2015-målene udløb 31. december 2015. Efter tre år med forhandlinger blev Verdensmålene for bæredygtig udvikling vedtaget i FN's generalforsamling. Verdensmålene trådte i kraft 1.januar 2016. De er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaforandringer inden 2030.
