Arbejdsliv

Sidst opdateret: 09.04.2024

Måden arbejdsmarkedet udformes på er vigtigt for at nå FN's Verdensmål om at udrydde fattigdom, mindske ulighed, opnå ligestilling mellem køn og sikre anstændigt arbejde for alle. FN laver internationale regler for arbejdsmarkedet gennem Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO).

Foto: ILO/M.Crozet

FN laver internationale regler for arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø omfatter mange vigtige områder, som FN arbejder med. For eksempel er temaer som menneskerettigheder, konfliktforebyggelse, bæredygtig udvikling og sundhed alle tæt knyttet til, hvordan arbejdsmarkedet er organiseret. Det kan handle om at sikre ordninger, som giver sociale beskyttelse, såsom forsikring og pension eller om at bekæmpe diskriminering i arbejdslivet.

Den internationale arbejdsorganisation (ILO) er FN’s organisation for arbejdslivet. I ILO mødes repræsentanter fra medlemslandenes myndigheder, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer for at udforme internationale regler for arbejdsmarkedet.

ILO har lavet en række internationale regler for arbejdsmarkedet. Disse er udtrykt i 189 konventioner og en del tillægsprotokoller. ILO er specielt optaget af: 1) at sikre organisationsfrihed; 2) at bekæmpe børnearbejde; 3) at bekæmpe tvangsarbejde; og 4) at sikre ligestilling og at bekæmpe diskriminering i arbejdslivet. ILO har otte kernekonventioner, som handler om disse fire punkter. (Læs mere om de fire områder nedenfor).

Organisationsfrihed

Organisationsfrihed handler om, at arbejderne frit skal kunne organisere sig i fagforeninger uden hindring fra hverken arbejdsgiver eller myndigheder. En fagforening er en organisation, som arbejdstagere kan samle sig i og stille fælles krav til arbejdsgiveren. Organiserede arbejdere står stærkere sammen i for eksempel fælles lønforhandlinger.

Fælles strejke - arbejderne der sammen nægter at arbejde - er fagforeningernes stærkeste virkemiddel overfor arbejdsgiveren under en arbejdskonflikt. Arbejdsgiver har også ret til at organisere sig i en arbejdsgiverorganisation. Arbejdsgiverens stærkeste virkemiddel i en arbejdskonflikt kaldes «lockout» og handler om at hindre ansatte i at kunne arbejde.

Retten til at organisere sig i fagforeninger bliver gerne anset som en forudsætning for at sikre andre rettigheder i arbejdslivet. Derfor bliver organisationsfrihed anset som en grundlæggende rettighed og er noget af det vigtigste for Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO).

To af ILO’s otte kernekonventioner handler om organisationsfrihed dvs. konvention nr. 87 og 98. Verdenserklæringen for Menneskerettigheder støtter op om denne rettighed i artikel 20.1, som erklærer, at «alle har ret til frit at være med på møde og i organisationer med fredelig formål», og artikel 23.4 som erklærer at «alle har ret til at opretholde og melde sig ind i fagforeninger for at beskytte deres interesser.

Billedet viser fagforeninger i Frankrig, som demonstrerer i forbindelse med en national strejke i 2005. Foto: ILO/M.Crozet.

Børnearbejde

En FN-rapport fra 2017 beregnede, at der er omkring 152 millioner børn, der er ofre for børnearbejde i verden. 64 millioner af dem er piger og 88 millioner drenge. Ifølge rapporten er den højeste andel af børnearbejde børn mellem 5 og 17 år i Afrika, hvor over 72 millioner børn udfører børnearbejde. Omtrent en 1/3 af børn mellem 5 og 14 år, som er udsat for børnearbejde, går glip af skolegang. Skoletilbud er vigtigt for at kunne tilbyde børn et alternativ til arbejde.

Kilde: ILO.org

Børn, der er ofre for børnearbejde, får ofte dårlig sundhed og en utryg fremtid. Nogle steder arbejder de under farlige arbejdsforhold og med lange arbejdsdage, og nogen mister også livet. Mange bliver snydt og får ringe eller slet ingen penge, for det arbejde de udfører. Fattigdom kan føre til, at børn tvinges ind i børnearbejde. Familier bliver afhængige af, at børnene også bidrager til indtægt for at familien skal overleve. Forældrene ser ikke nogen anden løsning, end at sende børnene ud i arbejde. Fattigdomsbekæmpelse er derfor en vigtig del af kampen mod børnearbejde.

Globalt står landbruget for over halvdelen af de værste former for børnearbejde. Mange børn arbejder også som hushjælpere, prostituerede, narkotikakurérer, fiskere eller industriarbejdere. To af ILO’s otte kernekonventioner handler om at bekæmpe børnearbejde – konvention nr. 138 og 182. Og FN’s Verdensmål 8.7 handler blandt andet om at afskaffe alle former for børnearbejde inden 2025.

Der er 152 millioner børnearbejdere i verden i dag, og omkring 40 millioner mennesker lever i moderne slaveri. 1 ud af 4 ofre for moderne slaveri er et barn. Foto: ILO/M.Crozet.

Tvangsarbejde

Tvangsarbejde er i dag defineret som en form for moderne slaveri. En FN-rapport fra 2017 beregnede, at der var omkring 40 millioner mennesker, som var offer for moderne slaveri i verden, hvoraf 25 millioner var i tvangsarbejde og 15 millioner i tvangsægteskab. Rapporten viste, at over 70% af ofrene for moderne slaveri er kvinder og piger.

Kilde: ILO.org

Selskaber, som udnytter mennesker gennem tvangsarbejde, kan ofte sælge varerne til en meget lavere pris end konkurrenter, som følger reglerne. Det øger samtidig presset på de lovlige selskaber om at sænke lønninger eller skære i goder til arbejderne. Myndigheder taber vigtige skatteindtægter, indtægter som kunne være brugt på offentlige tjenester som uddannelse og sundhed.

To ud af otte af ILO’s konventioner handler om at bekæmpe tvangsarbejde – konvention nr. 29 og 105. FN’s Verdensmål 8.7 handler blandt andet om at træffe umiddelbare og effektive tiltag for at afskaffe tvangsarbejde, stoppe moderne slaveri og menneskehandel.

I 2001 startede ILO et program for at forbedre arbejdsforholdene i tekstilindustrien i Cambodia. Programmet kaldtes «Bedre fabrikker» og gik ud på at oplære og give gode råd til de forskellige parter på arbejdsmarkedet – myndighederne, arbejdsgiverne og arbejdstagerne.

På baggrund af de gode resultater i Cambodia har ILO startet lignende programmer i Bangladesh, Egypten, Haiti, Indonesien, Jordan, Nicaragua og Vietnam.

Kilde: BetterFactories, BetterWork

Billedet viser to kvinder, som planter ris i Madagaskar - et land med stor ulighed mellem kønnene. Foto: ILO/Crozet M.

Ligestilling og diskriminering

Det globale arbejdsliv er kønsdelt. Millioner af mennesker er udsat for diskriminering. Dette bryder med de mest grundlæggende menneskerettigheder og har store sociale og økonomiske konsekvenser for kvinder på arbejdsmarkedet.

Kvinder og mænd arbejder ofte i forskellige sektorer og stillinger. Kvinder har dårligt lod på arbejdsmarkedet - i forhold til mænd - udbetaling af understøttelse og pension. Det er vigtigt at gøre det muligt for både mænd og kvinder at kunne kombinere arbejde og omsorgsansvar for eventuelle børn. At bekæmpe diskriminering på arbejdsmarkedet – hvad enten det er baseret på køn, etnicitet, religion eller andre lignende grunde - er en vigtig del af kampen for et anstændigt arbejdsliv.

Kvinders adgang til lønnet arbejde er steget, men de arbejder i større grad deltid og i erhverv med lav status og lavere løn. De arbejder også oftere i uformel sektor, hvor der er svagere arbejdstagerrettigheder. Særligt indvandrerkvinder er overrepræsenteret i uformel sektor over hele verden. Dårlige arbejdsforhold i den uformelle økonomi forværres yderligere gennem racisme og fremmedfrygt. Et beslægtet problem er, at kvinder udnyttes gennem menneskehandel over landegrænser.

Diskriminering af kvinder forstærker fattigdom

Fattigdom er tæt knyttet til diskriminerende love og sociale normer, som medfører, at kvinder får dårligere økonomi og færre muligheder for at bestemme over eget liv. Mange kvinder er økonomisk afhængige af partneren, fordi det ofte er kvinder, som udfører ulønnet arbejde i hjemmet, som husarbejde og børnepasning, mens manden er ude på arbejdsmarkedet.

Kønsdiskriminering får store konsekvenser for den sociale og økonomiske udvikling i et land. Når kvinder ikke har mulighed for at deltage på arbejdsmarkedet, mister samfundet både arbejdskraft, skatteindtægter og værdifuld købekraft. Ligestilling er derfor ikke bare en kamp for kvinders rettigheder, det er også samfundsøkonomisk smart.

To af ILO’s otte kernekonventioner handler om ligestilling og diskriminering på arbejdspladsen – konvention nr. 100 og 111. FN’s Verdensmål 5: «Ligestilling mellem kønnene», er derfor tæt knyttet til både ILO’s arbejde og FN’s Verdensmål 8, som handler om anstændigt arbejde for alle.

Temaside om kvinder og ligestilling

300 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, og 2,8 millioner arbejdere dør årligt som følge af arbejdsulykker eller arbejdsrelaterede sygdommer. Bildet viser dårlige arbejdsforhold for konstruktionsarbejdere i Myanmar i 2013. Foto: ILO/M.Crozet.

Sikring af arbejdstagere

Udover de fire hovedtemaer nævnt ovenfor, er Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) optaget af sikkerhed og tryghed for arbejdstagere. Det fordeles på to områder: 1) sundhed, miljø og sikkerhed på arbejdspladsen; og 2) social beskyttelse, såsom sikrings- og pensionssystemer for arbejdsløshed, sygdom alderdom.

1. Sundhed, miljø og sikkerhed

ILO beregnede i 2017, at omkring 2,8 millioner mennesker hvert år dør som følge af en arbejdsulykke eller arbejdsrelateret sygdom. Årligt sker der flere hundrede millioner arbejdsulykker verden over. Mange af disse ender med langt fravær fra arbejdslivet.De menneskelige omkostninger er store, og den økonomiske byrde af dårlig sundhed, miljø og sikkerhed (HMS) på arbejdspladsen er årligt anslået til ca. 4% af verdens bruttonationalprodukt (BNP).HMS-forholdene på arbejdspladsen er meget forskellige mellem lande, sektorer og sociale grupper. De fattige, og ofte kvinder, børn og arbejdsmigranter, er blandt de hårdest ramte.

2. Social beskyttelse

Social beskyttelse indebærer adgang til sundhedstjenester og indtægt, specielt for ældre, arbejdsløse, handicappede, erhvervsskadede og mødre eller familier, som har mistet hovedforsørgeren.Kun 27% af verdens befolkning har dækning gennem et social sikkerhedsnet. Mere en halvdelen er afskåret fra enhver type af tab af arbejde eller indtægt.Social beskyttelse har høj prioritet hos ILO. Organisationen hjælper medlemslande, som har behov for at få en fungerende sociallovgivning på plads. ILO’s mål er, at alle skal dækkes af arbejdsløshedsforsikring– og pensionssystemer for arbejdsløshed, sygdom, handicap og alderdom.Både Verdenserklæringen for Menneskerettigheder og Den Internationale Konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender retten til social beskyttelse for alle mennesker.

FN’s Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst

FN’s Verdensmål skal udrydde ekstrem fattigdom, udjævne sociale uligheder og skabe en bæredygtig udvikling inden 2030. Verdensmål 8 siger, at vi skal arbejde for «bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle». ILO mener, at anstændigt arbejde er nøglen for at bekæmpe fattigdom.

Anstændige jobs er i FN's Verdensmål beskrevet som:

  • arbejde som er produktivt
  • arbejde som giver en retfærdig indtægt
  • sikkerhed på arbejdspladsen
  • social beskyttelse til familier

FN’s mål om «anstændig jobs» svarer til den sociale dimension i begrebet «bæredygtig udvikling», hvor de to andre dimensioner handler om økonomi og økologi.