Anstændigt arbejde for alle er ILO’s hovedmålsætning. Med anstændigt arbejde menes produktivt arbejde, hvor social beskyttelse, dialog mellem parterne i arbejdslivet og rettigheder på arbejdspladsen er ivaretages.

«ILO’s hovedmål i dag er at skabe muligheder for, at mænd og kvinder kan skaffe sig et anstændigt og produktivt arbejde under vilkår af frihed, retfærdighed, tryghed og menneskelig værdighed» - Guy Ryder, generaldirektør i ILO

ILO arbejder for at nå målet om anstændigt arbejde for alle gennem 4 hovedområder:

  1. Arbejdstagerrettigheder - Fremme og iværksætte internationale arbejdsstandarder og grundlæggende arbejdstagerrettigheder gennem ILO’s kernekonventioner.
  2. Beskæftigelse – Skabe muligheder for fuld beskæftigelse, således at alle kvinder og mænd kan have et anstændigt arbejde, som kan give levebrød, kompetence og mulighed for investeringer og entreprenørskab.
  3. Social beskyttelse - Udvide adgangen til, og effekten af, social beskyttelse.
  4. Social dialog - Fremme social dialog og samarbejde mellem uafhængig fagbevægelse, arbejdsgiverorganisationer og myndigheder.

ILO' s struktur og arbejde

ILO er unik i FN-systemet med sin trepartsstruktur, bestående af fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og medlemslandenes myndigheder. Alle tre parter har beslutningskompetence.

Repræsentanter fra lønmodtagere og arbejdsgivere er på lige fod med myndighederne i udformningen af ​​konventioner og programmer i ILO. Denne trepartssammensætning er ILOs styrke og kendetegner bestyrelsens arbejde og hele organisationens arbejde.

Gennem social dialog inddrages repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere i den nationale politik på sociale og økonomiske områder. Social dialog involverer alle former for forhandling og udveksling af synspunkter mellem medarbejdere, arbejdsgivere og myndigheder.

ILO er på den ene side en arena, hvor de 187 medlemslande kan vedtage konventioner og anbefalinger, og på den anden side en vagthund, der sørger for, at medlemslandene følger de regler, de er blevet enige om.

ILO organisationsstruktur

Sammensætning af ILO kan deles i tre. Den Internationale Arbejdskonference, ILO' ledelse og Den Internationale Arbejdskontor.

1. Den Internationale Arbejdskonference

Den Internationale Arbejdskonference (The International Labour Conference) er ILO's generalforsamling og holdes hvert år tre uger i juni i Genève. Arbejdskonferencen vælger ledelse, vedtager ILO's budget, som er finansieret af ILO's medlemslande (hvert 2. år), vedtager internationale arbejdsstandarder (konventioner og anbefalinger) og fungerer som et internationalt forum for arbejds- og sociale spørgsmål.

Hvert medlemsland sender fire delegater til konferencen, to repræsentanter fra myndighedssiden, en fra arbejdstagersiden og en fra arbejdsgiversiden. Alle i følge med flere rådgivere. De tre parter udtaler sig og stemmer uafhængigt af hinanden. Endvidere plejer ministrene for arbejdsdepartementerne, og enkelte gange statsledere, at stille op.

2. ILO's ledelse

Mellem arbejdskonferencerne er det ILO's styre (The Governing Body) i Genève, som holder ILO på ret køl. Ledelsen mødes 3 gange om året, marts, juni og november. Et af styrets hovedopgaver er at lave retningslinjer for virksomheden i Sekretariatet eller Det Internationale Arbejdskontor. Ledelsen udarbejder ILO's årlige budget og fremlægger dette på arbejdskonferencen til endelig godkendelse. Ledelsen vælger og udformer instrukser for generaldirektøren, fastsætter mødedatoer, dagsorden og sammensætningen af disse møder samt udnævner komiteer, som bestemmer, hvilke medlemslande, der skal deltage i forskellige udvalg.

Ledelsen har en trepartsstruktur med i alt 56 medlemmer, 28 repræsentanter fra myndighederne, 14 fra arbejdsgiverne og 14 fra arbejdstagerne. Ti af ledelsespladserne for myndighederne er faste, og indehaves af Brasilien, Frankrig, Kina, Indien, USA, Storbritannien, Tyskland, Rusland, Italien og Japan. De øvrige repræsentanter vælges for tre år ad gangen af arbejdskonferencen.

3. Det Internationale Arbejdskontor

Det internationale arbejdskontor (The International Labour Office) ligger i Genève og er ILO's sekretariat og operationelle hovedkvarter. Arbejdsbureauet tager sig af den daglige drift af hovedkvarteret i Genève.

ILO's sekretariat beskæftiger omkring 2700 mennesker fra over 150 lande i hovedkvarteret samt ved 40 kontorer rundt om i verden. Af disse arbejde 900 eksperter med udviklingsprogrammer i forskellige lande. Ud over den daglige operative virksomhed, så arbejder Arbejdskontoret også med forskning, kontrolopgaver og udarbejdelse af rapporter om arbejds- og sociale spørgsmål. Det Internationale Arbejdskontor ledes af generaldirektøren.

Konventioner og anbefalinger

ILO udvikler, overvåger og håndhæver internationale arbejdsstandarder gennem konventioner og anbefalinger.

Konventionerne er bindende, og disse skal indarbejdes i de enkelte medlemslandes lovgivning. Anbefalingerne er ikke bindende, de er kun vejledende. Anbefalingerne følger ofte konventionerne, og de giver medlemslandene politiske retningslinjer. Der er flere anbefalinger end konventioner, fordi ILO ikke altid ønsker bindende dokumenter.

ILO gennemfører også et omfattende globalt udviklingssamarbejde for at sikre, at medlemslandene ratificerer og håndhæver konventionerne, og at anbefalingerne følges. Dette bidrager til at styrke arbejdstagernes rettigheder, social retfærdighed, demokratisering, beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom.

ILO overvåger, hvordan dets 187 medlemslande følger ILO's konventioner og anbefalinger. Overvågningssystemet har dog begrænsede sanktionsmuligheder. ILO har derfor ringe mulighed for at straffe lande, der bryder reglerne. Medlemslandene skal regelmæssigt rapportere til ILO om, hvordan de følger op på konventioner, de har forpligtet sig til (ratificeret). Derudover skal alle medlemslande årligt rapportere om ILO's otte kernekonventioner, uanset om de har ratificeret dem eller ej.

ILO's bestyrelse eller medlemslande kan klage over medlemmer, som ikke overholder de konventioner, de har ratificeret. Der kan herefter nedsættes et særskilt undersøgelsesudvalg til at skrive en rapport om sagen, som derefter overdrages til ILO, hvor der er fokus på brud på reglerne for yderligere opmærksomhed. Dette er pinligt for de pågældende lande og kan bidrage til en forbedring af arbejdsforholdene.

ILO's rolle for fred og retfærdighed

ILO fylder 100 år i 2019. ILOs motto, da organisationen blev stiftet i 1919, var: "Hvis du vil have fred, så dyrk retfærdighed". Det stod klart for ILO's stiftere efter Første Verdenskrig, at social retfærdighed gennem et anstændigt arbejdsliv var en forudsætning for en fredelig og stabil verdensorden.

I 1969, 50 år efter, at ILO blev oprettet, modtog organisationen Nobels Fredspris. Det blev gjort klart, at social retfærdighed er vigtig for at sikre en fredelig verden. Andre vindere af Nobels fredspris, såsom Lech Walesa (1983), Nelson Mandela (1993), Kailash Satyarthi (2014) og Tunesien Kvartetten (2015), har alle fremhævet vigtigheden af ​​ILO's arbejde og konventioner, hvad enten det drejer sig om foreningsfrihed , social dialog eller bekæmpelse af børnearbejde.

ILO har bidraget til at sætte arbejdsliv og social retfærdighed i sammenhæng med andre store emner, FN arbejder med, såsom fred og stabilitet, befrielse og afkolonisering, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling.

ILO oplærer fabrikker

I 2001 startede ILO et program for at forbedre arbejdsforholdene i tekstilindustrien i Cambodia. Programmet kaldtes «Bedre fabrikker» og gik ud på at oplære og give gode råd til de forskellige parter på arbejdsmarkedet – myndighederne, arbejdsgiverne og arbejdstagerne.

På baggrund af de gode resultater i Cambodia har ILO startet lignende programmer i Bangladesh, Egypten, Haiti, Indonesien, Jordan, Nicaragua og Vietnam.

Kilde: BetterFactories, BetterWork

ILOs historie

ILO blev etableret i 1919 som en del af fredsaftalen efter Første Verdenskrig. Etablering var baseret på forståelsen af, at varig fred kun kunne sikres gennem social retfærdighed.


ILO er i dag en verdensomspændende organisation, men har sine rødder i det 19. århundrede i Europa og USA. Det var her, den industrielle revolution først fandt sted. Industrialiseringen skabte en enorm økonomisk udvikling, ofte med store menneskelige lidelser for arbejderne og social uro.

Mod slutningen af ​​århundredet opstod fagforeninger i de industrialiserede lande. Disse krævede demokratiske rettigheder og anstændige arbejds- og levevilkår for arbejdere.

På baggrund af disse forhold opstod ideen om internationale love og regler for arbejdslivet. Argumenterne var sociale, politiske og økonomiske: det var nødvendigt at forbedre arbejderklassens sociale forhold; det var vigtigt at undgå oprør og mulige revolutioner; og det var vigtigt at regulere den internationale økonomiske konkurrence. Disse tanker blev nedfældet i ILO's forfatning, da organisationen blev grundlagt i 1919.


I forbindelse med Anden Verdenskrig omdefinerede medlemslandene organisationens mål. Disse kom til udtryk i Philadelphia-erklæringen fra ILO-konferencen i 1944. De Forenede Nationer (FN) blev oprettet i 1945, og ILO blev i 1946 FN's første særlige organisation (underorganisation), med ansvar for arbejdslivsspørgsmål.


Philadelphia-erklæringen

ILO vedtog Philadelphia-erklæringen under 2. Verdenskrig, den 10. maj 1944. Erklæringen styrkede ILO's oprindelige sociale mandat gennem bekræftelse af ILO's kerneprincipper så som:

  • at arbejde ikke er en vare
  • at ytringsfrihed og organisationsfrihed er essentielle for vedvarende udvikling
  • at fattigdom hvor som helst udgør en trussel mod velstand overalt.
  • at kampen mod fattigdom kræver en vedvarende bestræbelse fra alle lande og kontinuerlig internationalt samarbejde gennem social dialog og trepartssamarbejde.

Erklæringen gentager også troen på, at varig fred kun kan opnås gennem social retfærdighed. Det inkluderer princippet om, at alle mennesker har ret til at søge velfærd og udvikling under forhold, som varetager frihed og værdighed, økonomisk sikkerhed og lie muligheder.

Kilde: ILO Declaration of Philadelphia

Oversættelsen

Selvom det var udtænkt af og for de industrialiserede lande, indarbejdede ILO et stort antal nye medlemslande i de to årtier efter Anden Verdenskrig. ILO har i øjeblikket 187 medlemslande.Siden 1919 har ILO været ledet af:

  • Albert Thomas, Frankrike (1919-1932)
  • Harold Butler, Storbritannia (1932-1938)
  • John Winant, USA (1939-1941)
  • Edward Phelan, Ireland (1941-1948)
  • David Morse, USA (1948-1970)
  • Wilfred Jenks, Storbritannia (1970-1973)
  • Francis Blanchard, Frankrike (1973-1989)
  • Michel Hansenne, Belgia (1989-1999)
  • Juan Somavia, Chile (1999-2012)
  • Guy Ryder, Storbritannia (2012 -til dags dato)

Læs mere om ILOs historie på ILOs hjemmeside.