Hvad arbejder UN Environment med?
FN’s miljøprogram (UN Environment) arbejder med at etablere samarbejde mellem FN’s medlemslande, civilsamfund, organisationer, erhvervslivet og andre om miljøbeskyttelse. Organisationen er sekretariat for flere af de store internationale aftaler om miljø, som for eksempel FN’s konvention om biologisk mangfoldighed.
UN Environments arbejde kan inddeles i syv temaer:
- Klimaforandringer
- Naturkatastrofer og konflikter
- Miljøvenlig lovgivning: lover og institutioner som styrker miljøet
- Bevaring af økosystemer
- Kemisk affald
- Ressourceeffektivisering
- Miljøovervågning
UN Environment arbejder blandt andet med
- At kortlægge globale, regionale og nationale miljøforhold og trends
- Internationale miljøaftaler og konventioner
- Videnskabeligt grundlag for den globale miljøpolitik
- Opbygning af kundskab og ressourcer inden for miljøadministration og bæredygtig udvikling i medlemslandene
Læs mere om arbejdet i UN Environment her
FN’s miljøprogram og verdensmålene
Bæredygtig udvikling er et gennemgående tema i alt, hvad UN Environment laver, og UN Environment spiller en vigtig rolle i arbejdet med at opnå verdensmålene. For at kunne nå alle verdensmålene og sikre en levedygtig planet for de kommende generationer, må vi stoppe klimaforandringerne, sikre biologisk mangfoldighed og tage vare på ressourcerne. FN’s miljøprogram har ansvaret for at overvåge 6 af de 17 mål. Disse 6 verdensmål er: nr 6, 8, 12, 14, 15 og 17. UN Environment bistår medlemslandene med at spore fremgangen mod målene og arbejder for, at miljøet står centralt i al bæredygtig udvikling.
I det store billede er alle verdensmålene knyttet sammen og påvirker hinanden. Derfor er globalt samarbejde, koordinering og engagement vigtigt.
Hvordan er UN Environment organiseret?
UN Environment blev oprettet efter det første verdensmøde om miljø i Stockholm i 1972. FN’s miljøprogram blev tidligere forkortet UNEP (United Nations Environmental Programme). Dette er fortsat den korrekte fulde version af navnet, men FN omtaler organisationen som UN Environment.
UN Environments bestyrelse består af 58 medlemsstater, som vælges af FN’s generalforsamling for en fireårsperiode. Alle FN’s medlemslande har adgang som observatører til bestyrelsesmøderne. Normalt ledes den norske delegation til bestyrelsesmødet af miljøministeren.
UN Environments hovedkontor ligger i Nairobi i Kenya. Derudover er der seks regionale kontorer i Afrika, Asien og Stillehavet, Europa, Latin Amerika og Caribien, Nordamerika og Vest-Asien.
UN Environment bliver hovedsageligt finansieret af frivillige bidrag fra FN’s medlemslande.
FN’s 50 år med arbejde for klima og miljø
Stockholmkonferencen var den første store internationale konference, som havde miljøproblemer som tema. Som et resultat af konferencen oprettede FN et eget miljøprogram (UNEP) samme år.
Brundtlandkommisionens slutrapport forandrede måden, vi tænkte omkring miljø- og udviklingsspørsmål. Det var i denne rapport, at begrebet bæredygtig udvikling blev brugt for første gang. Rapporten fastslog, at verdenssamfundet blev nødt til at tage vare på menneskers behov i dag, uden at ødelægge fremtidige generationers muligheder får at kunne dække deres.
FN's klimapanel (på engelsk IPCC - The Intergovernmental Panel on Climate Change) har til opgave at samle viden om klimaændringer fra forskningsmiljøer over hele verden og give anbefalinger til FN's medlemslande. De har udgivet 6 rapporter med forskning om klimaændringer og følgerne af disse.
FN arrangerede en stor miljøkonference i Rio de Janeiro. «Earth summit». Her blev FN's klimakonvention vedtaget (United Nations (Framework Convention on Climate Change UNFCCC).
I de årlige COP-møder (som er en forkortelse for Conference of the Parties) skal parterne i FN's klimakonventionen forhandle mere bindene klimaaftaler. Så godt som alle lande i verden deltog på dette første møde kaldet COP 1.
På årets partsmøde for FN's klimakonvention (COP3), blev Koytoprotokollen vedtaget. I Kyotoprotokollenblev der sat bindende udslipsbegrænsninger for de 37 rigeste lande i verden. USA trak sig senere ud af aftalen.
Københavnaftalen fra partsmøde i FN's klimakonventionen (COP 15) satte som mål at begrænse opvarmningen til max. 2 grader. Det lykkedes ikke parterne at indgå forpligtende aftale om reduktion af udslip, men i stedet et løfte om en grøn klimafond.
På klimakonferencen i Doha, (COP 18) vedtog parterne at videreføre Kyotoprotokollen frem til 2020.
FN's klimapanel udgiver den 5. rapport, som slår fast, at det er ekstremt sandsynligt, at klimaændringerne er menneskeskabte. Dette skabte et forstærket pres på at få bindende aftaler på plads.
Parisaftalen blev vedtaget på den 21. klimakonference i Paris.Aftalen etablerede bindende forpligtelser for udslipsreducering i alle lande. Hvert land skal sætte sine mål for reduktion af klimagasser.
Alle land skal fremsætte egne nye mål for reducering af CO2-udslip. I følge Parisaftalen skal landene fremlægge udslipsmål hvert femte år, og disse mål skal være strengere end de forrige.