Den 7. april 1994 råbte rwandiske radiostationer: "Fæld de høje træer!" Dette var en kodet kommando, der beordrede hutuerne til at dræbe alle tutsier, og i løbet af de næste 100 dage mistede over 800.000 rwandere livet. De fleste af dem tutsi.
På denne dato ærer vi dem, der blev myrdet, og reflekterer over lidelserne for dem, der overlevede.

Historisk baggrund

Der er meget historie bag, hvorfor der var så mange spændinger mellem de to etniske grupper. Hutuer og tutsier har samme oprindelse, sprog og kultur, men ordet tutsi blev brugt om de rige og magtfulde, og bønder blev kaldt hutuer.

Før kolonitiden var Rwanda styret af tutsierne, men der var tætte bånd mellem de etniske grupper. Da Belgien koloniserede landet, blev de etniske grupper af europæere set som to forskellige racer, og de belgiske myndigheder indførte et system, hvor hver indbygger modtog et identitetskort. Identitetskortene skelnede mellem hutuer og tutsier, og det skabte en klar etnisk skel mellem grupperne.
Tutsi-mindretallet blev begunstiget af de belgiske myndigheder og blev placeret i centrale magtpositioner – hvilket førte til stor utilfredshed blandt hutuerne. Forskelsbehandlingen fik modsætningerne mellem de etniske grupper til at vokse. Urolighederne mellem de to etniske grupper begyndte med brutale aktioner mod tutsier allerede i 1959. Hutu-oprøret førte til drab på tusindvis af tutsier. For at afbøde konflikten pressede FN flere love igennem, der gav hutuerne flere friheder og centrale positioner i administrationen. Som følge af flere uroligheder erstattede den belgiske kolonimagt hele tutsi-administrationen med hutuer. Samtidig dannede de etniske grupper hver deres politiske partier. Efter at Rwanda opnåede selvstændighed i 1962, var det hutuerne, der var ved magten.
Igennem 1960'erne og 1970'erne fortsatte urolighederne mellem etniske grupper, og årene var præget af megen vold. Mange tutsier blev fordrevet. I 1980'erne grundlagde eksil-tutsier Rwandan Patriotic Front (RPF) og invaderede Rwanda. Borgerkrigen, der fulgte, førte til reformer og et flerpartisystem, men urolighederne blussede hurtigt op igen. I 1994 blev der lavet en aftale om, at FPR skulle indgå i regeringen og hæren. Kort efter aftalen blev underskrevet, blev præsidenten (som var hutu) dræbt, da hans fly blev skudt ned. Dette udløste folkedrabet i Rwanda.

Folkedrabet i 1994

Efter fire års borgerkrig nåede konflikten et bristepunkt, og den 6. april 1994 angreb hutuerne brutalt tutsierne.

I årene der var gået, var mange tutsier flygtet til nabolandet Burundi. Konflikten mellem hutuer og tutsier var også stærk i det tutsi-kontrollerede naboland. I 1972 indledte burundiske myndigheder et systematisk angreb mod hutuerne i landet, og over 150.000 hutuer blev dræbt. De hutu-kontrollerede myndigheder i Rwanda brugte propaganda og drabene i Burundi til at overbevise folk om, at tutsierne var farlige. Denne propaganda fik folk til at tro på budskabet om, at "vi må dræbe dem, ellers vil de dræbe os," og var en stor del af årsagen til, at konflikten eskalerede til det yderste.
Efter mordet på præsidenten gav myndighederne grønt lys for mord og vold, og både myndighederne, militsgrupper og civile deltog i massedrabet. Det anslås, at mellem 800.000 og 1.000.000 blev dræbt i løbet af en 100-dages periode, fra 6. april til midten af ​​juli 1994. Disse var hovedsageligt tutsier, men hutuer, der modsatte sig volden, blev også dræbt. Næsten 90% af tutsi-befolkningen mistede livet i folkedrabet.

Den eneste måde at virkelig hædre mindet om ofrene, som døde i folkemordet i Rwanda, er at forsikre at det aldrig sker igen.

FN's Generalsekretær, António Guterres

Efterspil

I dag kan eftervirkningerne af folkedrabet stadig mærkes, både i Rwanda og i nabolandene. Dele af Den Demokratiske Republik Congo er stadig styret af hutu-militser fra Rwanda og deres lokale allierede. Sammen med andre krigere i Congo-krigen fortsætter de med at begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder bortførelser, drab og voldtægt.

Folkedrabet har efterladt dybe sår i den rwandiske sjæl, og landet har måttet genopbygge sig selv. Folkedrabet er et klart skrækbillede på, hvordan magtfulde mennesker kan skabe kunstige etniske grupper og sætte dem op mod hinanden – og hvor fatalt resultatet kan blive. Derfor har genopbygningen i Rwanda fokuseret på at rekonstruere den rwandiske identitet, med sandhed, retfærdighed, fred og sikkerhed i fokus. Forfatningen siger nu, at alle rwandere deler lige rettigheder. Der er vedtaget love for at bekæmpe diskrimination og splittende ideologier.
Rwandiske politikere og civile fungerer nu som ambassadører i verden og oplyser andre om konsekvenserne af folkedrab og tidlige advarselstegn. Folkedrab er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden eller uden varsel. Folkedrab kræver organisering og en bevidst strategi, ofte fra regeringer eller grupper, der kontrollerer statsapparatet. At forstå den måde, folkedrab opstår på, og lære at genkende tidlige tegn på muligt folkedrab, er vigtigt for at sikre, at det aldrig sker igen

Videomelding fra FN's Generalsekretær António Guterres på mindedagen over folkemordet i Rwanda (United Nations, 6. april 2020)

Lær mere

Temaside om folkedrab

Landprofil om Rwanda

FN's side om minnedagen (Engelsk)