FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder

FN's erklæring for rettigheder til oprindelige folk blev vedtaget ved FN's generalforsamling den 13. september 2007 efter mere end tyve års forhandlinger mellem stater og oprindelige folks repræsentanter. 143 lande stemte for, mens fire lande stemte imod (Australien, Canada, New Zealand og USA). 11 lande undlod at stemme: Aserbajdsjan, Bangladesh, Bhutan, Colombia, Georgien, Kenya, Nigeria, Rusland, Somalia og Ukraine.

FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder fastsætter både individuelle og kollektive rettigheder for det oprindelige folk samt rettigheder til kultur, identitet, sprog, arbejde, sundhed og uddannelse.

Erklæringen lægger vægt på, at de oprindelige folk har rettigheder til at bevare og styrke egne institutioner, kulturer og traditioner, og at de har ret til at udvikle sig, som de selv ønsker og synes er nødvendigt.

Erklæringen forbyder også diskrimination mod oprindelige folk og fremhæver, at oprindelige folk må deltage i alle sager som vedrører dem. De har ret til at være særprægede og følge deres egne mål for at opnå økonomisk og social udvikling.

For oprindelige folk er erklæringen vigtig, fordi den styrker deres muligheder for at bestemme over egne landeområder og ressourcer, selvom de ligger inden for en stats grænser. Det giver også en øget beskyttelse af oprindelige folks særprægede kulturer, som ofte er under hårdt pres fra det store samfund, som de er omgivet af.

Udover oprindelseserklæringen er oprindelige folks rettigheder garanteret i ILO-konventionen om oprindelige folk og stammefolk (1989). FN har også oprettet en særlig rapportør og et permanent forum for det oprindelige folk, som skal give råd og koordinere organisationens arbejde med oprindelige folks rettigheder.