Vedtaget: 09.05.1992
Trådte i kraft: 21.04.1994
Læs mere på engelsk: United Nations Framework Convention on Climate Change

Formålet med Klimakonventionen er at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren til et niveau, som kan forhindre farlige og menneskeskabte påvirkninger af klimaet. Dette skal gøres ved at kortlægge udledningen af drivhusgasser. I begyndelsen indeholdte konventionen en intention om at stabilisere udledningen af drivhusgasser til 1990-niveauet inden år 2000. Men til den første forsamling i 1995 blev det vedtaget, at dette var utilstrækkeligt, hvis man skulle nå konventionens endelige mål.

Klimakonventionen sætter ingen grænser for, hvor meget hvert af de enkelte lande kan udlede af drivhusgasser, og foreslår heller ikke mekanismer til at reducere udslip. I artikel 17 i konventionen åbnes der i stedet for fortsatte forhandlinger om tillægsprotokoller, som skal sætte grænser. Den vigtigste protokol, som også er juridisk bindende, er Kyoto-protokollen.

195 lande + EU har underskrevet klimakonventionen, hvilket næsten gør det til en universel aftale.

Færdiggørelse

Klimakonventionen indførte princippet om "fælles, men differentieret forpligtelser". Det betyder, at alle lande skal arbejde på lang sigt for at mindske udledningen af drivhusgasser, men da de rige, industrialiserede lande historisk set har skabt klimaproblemet, fastslår konventionen, at de rige lande bærer et særligt ansvar for at reducere deres udslip.

Konventionen deler landene ind i tre hovedgrupper. De lande, der har særlige forpligtelser i henhold til Klimakonventionen er fastsat i bilag til konventionen, og hedder bilag I-lande (engelsk Annex I) og bilag II-lande (på engelsk Annex II). Bilag I-landene består af alle industrialiserede lande, men også lande der i perioden i slutningen af 1980 - og begyndelsen af 1990'erne gennemgik en overgang til en markedsøkonomi. Dette er lande som Rusland, Tjekkiet, Slovakiet og lignende. Bilag II-lande er de industrialiserede lande, som skal yde finansiel og teknologisk bistand til udviklingslandene. Den sidste gruppe er ikke bilag I-lande (Non-Annex I), der hovedsagligt er udviklingslande.

Et af de første tiltag under Klimakonventionen var at etablere et rapporteringssystem for nationale udslip og en reduktion af drivhusgasser. Disse erklæringer refereres oftest til som "Udslip i forhold til 1990", fordi de blev brugt til at fastslå, hvor meget hvert enkelt land skal reducere sine udslip med i perioden, der gælder for Kyoto-protokollen.

Bilag I- og II-lande skal regelmæssigt rapportere om deres udslip og reduktioner til klima-sekretariatet UNFCCC. Sekretariatet er ansvarlig for at støtte bestræbelserne på at gennemføre konventionen og protokollen, og er baseret i Bonn (Tyskland).

Under klimakonventionen blev der også oprettet en fælles finansieringsordning, Global Environmental Facility (GEF), for at hjælpe udviklingslandende og lande som er i en økonomisk overgangsfase med blandt andet at gennemfører tiltag for at tilpasse sig klimaændringer, bevare biologisk mangfoldighed og forhindre landerosion.

I 2015 vedtog verdens lande ”Parisaftalen”. Parisaftalen er den første folkeretslige bindende aftale som forpligter at, alle lande som tilslutter sig aftalen, vil iværksætte klimatiltag.

Ressourcer


Rike og fattige land

I FNs klimakonvensjon blir verdens land delt inn i to grupper:

  1. Industrialiserte land (Anneks I-land)
  2. Utviklingsland (Ikke-Anneks I-land)

Når en snakker om "rike" og "fattige" land i klimasammenheng, er det ofte denne inndelingen en mener. Dette på tross av at virkeligheten har endret seg mye siden klimakonvensjonen ble undertegnet i 1992. I dag er det flere land som regnes som utviklingsland som i virkeligheten er rikere enn landene i gruppe 1.

Se hvilke land som tilhører hvilken gruppe her

Lær mer