| Vedtaget: | 10.12.1982 |
| Trådte i kraft: | 16.11.1994 |
| Læs mere på engelsk: | United Nations Convention on the Law of the Sea |
Den internationale havbundsmyndighed overvåger implementeringen af konventionen, mens fortolkningsspørgsmål afgøres af Den Internationale Havretsdomstol. Konventionen blev åbnet for underskrifter i 1982 og trådte i kraft, efter at 60 lande havde accepteret vilkårene i aftalen.
Færdiggørelse
Brugen af havet har forandret sig meget gennem det sidste århundrede. Fiskeindustrien er blevet effektiviseret, og udvindingen af olie er øget betragteligt. Det har skabt et behov for detaljerede regler for, hvem der har rettighederne til havets ressourcer. Den amerikanske præsident Harry S. Truman bestemte i 1945, at USA skulle råde over farvandet i en strækning på 200 sømil ud fra den amerikanske kyst. Det var en stor ændring fra den 3-mils grænse, der havde været gældende indtil da. Flere lande kom med lignende krav, og i 1956 afholdt FN sin første havretskonference. Målet var at forsøge at komme til enighed om et internationalt regelsæt.
Først under den 3. havretskonference i New York blev man enige om, hvad Havretskonventionen skulle indeholde. Konferencen begyndte arbejdet i 1973, men først i 1982 var arbejdet færdigt. De enorme ressourcer, der stod på spil, var grunden til, at arbejdet tog så lang tid, og alle landene skulle være enige, før de skrev under. I den endelige aftale blev landenes havgrænser udvidet til 12 sømil udenfor kysten med en økonomisk zone, der strækker sig 200 sømil fra kysten. Inden for denne zone har hvert enkelt land ret til at udvinde naturressourcerne i området. De havområder, der ligger udenfor disse grænser, er ifølge aftalen internationalt farvand og dermed en del af verdens fælles kulturarv.
Havretskonventionens bestemmelser vedrører også landenes kontinentalsokler. Kontinentalsokkelen er den del af havbunden, dem forskellige kontinenter hviler på. Hvis et land kan påvise, at deres kontinentalsokkel strækker sig længere end de 200 sømil fra kysten, kan landet kræve, at den økonomiske zone udvides. Afgørelsen træffes af Kommissionen for kontinentalsoklens ydergrænse (CLCS). Denne kommission blev oprettet, da Havretskonventionen blev vedtaget. Lande, der vil søge om en udvidelse af den økonomiske zone, skal gøre dette senest 10 år efter, de er blevet medlemmer af konventionen.
Lande, der ønsker at udvide deres økonomiske zone, skal fremlægge særdeles detaljeret dokumentation om kontinentalsoklen, hvad der er en kostbar affære. Det betyder, at fattige lande risikerer at gå glip af de rettigheder, de ifølge konventionen har krav på, fordi de ikke har råd til at skaffe sig den nødvendige dokumentation. Derfor har FN’s miljøprogram (UNEP) oprettet et kontinentalsokkelprogram, der skal hjælpe fattige lande med at dokumentere deres krav. Klimaforandringerne og efterspørgslen af olie har i de senere år betydet, at flere lande forsøger at kortlægge, om de har rettigheder til at udvinde olien i Arktis, hvor isen smelter i hurtigt tempo. Både Danmark, Rusland, Canada og USA foretager for tiden undersøgelser af, hvilke krav de kan gøre på den arktiske havbund.